Kandidatfeltet til årets Pingpriser afsløres i disse dage én pris af gangen. I dag: Bedste danske nettegneserie.
Prisen kan gå til en dansk net-tegneserie, der har været opdateret jævnligt det seneste år. I tilfælde, hvor der også er kommet en trykt udgave, men i meget lave oplag eller print-on-demand, kan netudgivelsen blive betragtet som den primære. De nominerede, som præsenteret af Pingerne selv, er:
Nilas Røpke Driessens Übermensch
Tag med på rejse over skyskrabernes tage med en deprimeret tysk superhelt! Übermensch er en sjov og underfundig Tumblr-webcomic.
Nilas Røpke Driessens webserie handler om den tyske superhelt, som Übermensch og hans kamp mod forbrydere i byen Schlechtstadt. Tegneren bag er Nilas Røpke Driessen, der studerer på Animation Workshop Viborg. På seriens første opslag, der er postet i september 2015, møder vi den gulklædte, muskuløse men også lettere infantile (anti)helt, der på klassisk Batman-vis står og skuer ud over storbyens tage fra toppen af et højhus iført en kappe.
På umiskendelig tysker-engelsk filosoferer superhelten over sit vanskelige livskald: ”Wat kann one mann do in a lorst ziti leik Schlechtstadt?”. Svaret kender han selv: ”He kann keep fihtin!!”. Over de næste mange sider svinger Übermensch sig rundt på husmurene i et urbant pastellilla og blegtgule storbyunivsers, mens han fremsiger klichéfyldte ordsprog om livet, der dog altid ender med at have en overraskende pessimistisk slutning. Meget tegner til, at vores hovedperson er både halvdeprimeret og i akut behov for nærhed til andre mennesker. Tingene tager imidlertid en drejning da den franske superheltinde Mme Méchant træder ind i billedet med sin trikolorefarvede trikot og en ukuelig optimisme.
Line Refstrups Line Lisberg
Hverdagens poesi og digitale stileksperimenter præger Line Refstrups nettegneserie, der både er præcist registrerende, underfundig og rørende.
Line Refstrup tegner den poetiske blog Line Lisberg, der ofte består af – men ikke altid – sort-hvide tegninger af hverdagslige situationer. Nogle gange helsidestegninger, andre gange fire-seks ruder på et papir. De er sjældent egentlig handlingsdrevne men ofte knyttet sammen af en særlig atmosfære eller et tema. Det kan være tyste landskaber uden tekst, hvor blikket panorerer hen over en lille pige i en gyngestol på verandaen, en indhegnet gård, et par sutsko foran en kamin, en lille enmandsseng med læselampe og et fritidsdrivhus med åben dør for til sidst at vende tilbage til den lille pige i gyngestolen.
Line Refstrups sælsomt fine og til tider pirrende gnidrede blyantstegninger af hverdagsminder har et vist slægtskab med en anden væsentlig blogtegner (og tidligere Pingvinder) Signe Parkins. Samtidig er Line Refstrups blog præget af en stor stilmæssig alsidighed og genremæssig eksperimentlyst, der gør den til helt sin egen og ikke mindst til et spændende bud på en moderne nettegneserie.
Søren Mosdals Nastrand
Et mørkt og gribende melodrama om den døde viking Torkel og hans rejse gennem kysten med lig.
“Nastrand”, står der med fed gotiske skrift på den sorte og lilla forside af Søren Mosdals 64-sider lange online tegneserie. Det er både navnet på tegneserien og på den nordlige del af dødsriget Hel i nordisk mytologi – direkte oversat betyder det ”ligstrand” eller ”kyst med lig”. Ifølge myterne er det stedet, hvor mennesker pines, og det kan man vist rolige sige, at de også gør i det Mosdalske univers.
Her følger vi den døde(!) viking og troldmand Thorkel, der troede, han skulle til Valhalla, men som i stedet vågner op på ligstranden og sammen med sin yndlingsslave Deirdre, der har fulgt ham i døden, må navigere i en skræmmende sort-hvid verden af levende skeletter. Den larmende og kantede streg skaber en rastløs dirrende stemning i serien og giver handlingsflowet en vedvarende intensitet. Det er en stærk og storladen fortælling om skæbne, loyalitet og tro og ikke mindst et vellykket livstag med den digitale udgivelsesplatform til længere sammenhængende tegneseriefortællinger.
Stine Spedsbjergs Strictly Stine
Stine Spedsbjerg folder sig ud på engelsk med ærlige og tabunedbrydende striber i sit charmerende blogunivers.
Strictly Stine er den danske tegner og blogger Stine Spedsbjergs nye engelsksprogede blog, der har taget over efter Stinestregen. Bloggen har kørt siden maj 2015 og består af en blanding af tegnede dagsbogssekvenser, fotos og nogle ruder fra webserien ”Perfectly grim”, der ved overdrivelsens kraft blandt andet fremviser, hvor grum verden ville være, hvis en depression så ud som den føles og hvis ikke Tove Jansson fandtes.
Bloguniverset er umiskendeligt Spedsbjersk i sin kombination af nuttede tegninger og en grov, selvironisk og lige-på-kornet humor. Spedsbjergs karakterer er som altid kendetegnet ved deres store kuglerunde hoveder og små buttede kroppe i en ligne claire-inspireret stil, hvor øjne ofte er to sorte prikker og de menneskelige træk i det hele taget er reduceret til det mest væsentlige. Strictly Stine er en charmerende form for tegnet autofiktion, der giver alverdens problemer og identitetskriser et simpelt og relaterbart udtryk uden af den grund at give køb på ærligheden og alvoren.
Mikkel Maltesen, Stine Spedsbjerg m.fl.s Pigen fra Shanghai
En blanding af tegneserie, ugeblad, historiemateriale til undervisningen inviterer sin læser til at dykke ned i Shanghais underverden anno 1927 med den unge heltinde Luping.
Pigen fra Shanghai er noget så interessant som en ny interaktiv tegneserie, der foregår i Shanghai i 1927 og er blev til i et samarbejde mellem digitale udviklere, historikere, kunstnere og lærere. Det er historien om den unge kvinde Luping, der i overgangen fra barn til voksen begynder at gå på opdagelse i Shanghais underverden af prostitution, jazz og kriminalitet og får øjnene op for den sociale ulighed i storbyen og den voksende politiske uro i samfundet.
Pigen fra Shanghai er en fiktiv fortælling, der udspiller sig i et gennemresearchet historisk univers, vakt til live i et farverigt og fantastisk tegnet univers. Tegneserien blev lanceret som app i januar 2016 og på samme app finder man ud over historien om Luping også det fiktive historiske ugeblad Shanghai Modern, et Shanghai-leksikon og et læringssite til brug for undervisere. Serien er nemlig også tænkt til brug i undervisningssammenhæng i fag som dansk, engelsk og historie og har integrerede elevopgaver, lærervejledning og oversigt over faglige mål.