Paw Mathiasen, forlagsredaktør, tegneserieformidler og den danske tegneserieundergrunds Godfather fylder 50 år i dag. I den anledning har Nummer 9 inviteret en række tegnere, branchefolk og venner af Paw til at sige tillykke i tekst og tegninger.
Alle i den danske tegneseriebranche kender Paw Mathiasen. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, når man som Paw har været del af branchen i mere end 35 år i funktion af både forlægger og formidler. Men alle i den danske tegneseriebranche kan også godt lide Paw Mathiasen. Og det er straks en noget større bedrift i det notorisk polariserede danske tegneserieterræn. Paw er simpelthen et rart og godt menneske med en kæmpe passion for tegneserier. Så kort kan det faktisk siges.
Selv mødte jeg Paw første gang for tyve år siden på en varm sommerdag i hjertet af København. Han stod overskrævs på sin cykel og ventede på, at der skulle blive grønt, og jeg var sammen med et par andre tegnere på vej hjem fra Det Kulørte Bibliotek i Krystalgade, hvor vi netop havde hængt vores værker op i forbindelse med en udstilling – der skulle være fernisering samme aften. Jeg havde selvfølgelig hørt om Paw i forvejen, bl.a. fra Søren Mosdal, der med karakteristisk vrangoptik beskrev ham som én, der ”minder om en øksemorder”. Lige den side af Paw har jeg nu altid haft svært ved at få øje på, og udtalelsen siger da helt sikkert også mere om Mosdals besynderlige verdensanskuelse, end den gør om Paw.
Næste morgen vågnede jeg op med kodyle tømmermænd på gulvet af Paws kontor i Studiestræde, hvor han også boede. Ja, han havde såmænd også en lejlighed i Mysundegade, men den havde han lånt ud til en hjemløs, som han havde mødt på et værtshus på Vesterbro. Det er der sgu ikke meget øksemorder over. Vi havde hørt AC/DC, spillet luftguitar og generelt teet os åndssvagt hele natten. Til morgenmad lavede Paw forårsruller (fra Daloon naturligvis – man er vel fra Nyborg!), og dernæst gik vi ned for at hente endnu en kasse øl og endnu en flaske portvin. Vi havde en lang dag med mere AC/DC, mere luftguitar og mere teen sig åndssvagt foran os. Det er to døgn, som jeg ikke rigtigt husker så meget af, men som jeg samtidig helt sikkert aldrig vil glemme.
I dag er det naturligvis slut med den slags svirreture. Vi er blevet modne, satte mænd, der elsker vores børn højere, end vi elsker vores tegneserier (det skal dog retfærdigvis siges, at Paw har opkaldt sin førstefødte efter en tegneseriefigur), men fascinationen af rockmusik, dårlig mad og dårlig humor deler vi stadigvæk.
Paw har selv udtalt, at han betragter forlaget Fahrenheit som sit livsværk, og det kan han roligt gøre med stolthed. Det har måske ikke altid lige været til at få øje på en egentlig forlagsprofil, dertil har de forskellige titler simpelthen stukket af i alt for mange retninger. Men det brogede udgivelsesprogram er også udtryk for en nysgerrighed og et vovemod hos forlagets forlægger, som det i visse perioder har ligget lidt tungt med hos andre danske forlag.
Fahrenheit fylder 25 år i år og er således barn af halvfemserne. Det var et tiår, hvor stort set ingen andre aktører på den danske tegneseriescene turde give nye danske talenter en chance. Det turde Fahrenheit ganske konsekvent og det tør Fahrenheit for øvrigt stadigvæk. I sin mere end 35 år lange karriere har Paw præsenteret de danske læsere for alle fra Henrik Rehr til Halfdan Pisket. Og når vi i dag kan høste frugterne af en frodig og vildtvoksende tegneseriekultur i Danmark, er det bl.a. på grund af Paws imødekommenhed og vedholdenhed.
Så kære Paw, gamle ven, tillykke med de 50 år i dag. Vi kunne ikke finde nogen, der havde noget dårligt at sige om dig (ikke engang Søren Mosdal), men her følger et par hilsener fra dine venner og kollegaer:
Rasmus Juul:
Rune Engelbreth Larsen, samfundsdebattør:
Paw er en af de venligste, varmeste og mest underholdende venner, man overhovedet kan forestille sig! Han er godmodig og selvudslettende i sin passion, hamrende morsom og altid rar at tale med om hvad som helst. Med alle de kvaliteter lever jeg gerne med, at han til gengæld er en elendig taber i Kongespil og hyler som en 13-årig, når han en sjælden gang imellem scorer i bordfodbold.
Og så ved han forresten en fandens masse om at udgive tegneserier og har som en enmandshær bidraget uvurderligt til at løfte kvalitetsniveauet gevaldigt på tegneseriefronten i Danmark. Tillykke, gamle ven!
Lars Horneman:
Thomas Berger, tegneserieformidler:
Engang for efterhånden længe siden var der planer om at indspille en cowboyfilm i Danmark. De præcise omstændigheder står uklart i dag, men en ting var ganske sikker. Den unge fanzine-udgiver Paw Mathiasen havde fået en rolle i filmen.
Det var ikke en specielt stor eller krævende rolle. Faktisk havde han kun en enkelt replik, som godt nok skulle siges ofte og højt. Paw var nemlig hyret som lydeffekt, og skulle blot sige sit navn, hver gang der blev affyret et skud.
…Det er verdens platteste vittighed. Den var at finde i sin oprindelige form i et tegneseriefanzine i slutningen af 1980’erne, og jeg kommer ofte til at tænke på den og smile, når jeg hilser på Paw med det lige så platte “Daw, Paw“.
Når det er sådan, så er det fordi Paw er et skønt menneske. Kaotisk, rodet, vidende, intelligent og ikke mindst gavmild. Jeg er stolt af at have ham som ven, også selvom han pludselig er blevet en gammel mand!
Ib Kjeldsmark:
Esben Horn, skulptør:
Hej Henry. Mit samarbejde med Paw ligger jo så langt tilbage, så EDB-maskinen dårligt var opfundet,,,, jeg har intet digitalt af Øxe Øf Øf,,,, jeg ved dårligt nok hvor pokker jeg har originaler eller de gamle Fahrenheit numre,,, så jeg er bange for at jeg ikke kan bidrage med så kort varsel,,,, men hvis du har et gammelt nummer hvor siderne ikke klistrer sammen ved Øxe, må du meget gerne hive een af de grimme tegninger ind med et “Tillykke” fra mig,,,
Men godt initiv – ønsk ham endelig tillykke, den gamle. Vi plejede jo at ta på Bakken og drikke hjernen ud ved denne tid – da jeg fylder år ugen inden (osse 50 denne gang,,,). Men det var dengang:)) Nu er det urtethe og kameluldstøfler,,,,
Thomas H. Nøhr:
Carsten Søndergård, forlagslegende:
I 1982 rejste Paw Mathiasen fra Nyborg til København for at besøge forlaget Interpresse, som han ville skrive en reportage om til sit lille tegneserietidsskrift, Fat Comic. Den unge rejsende reporter var en smule skuffet over, at det store forlag ikke boede i en 115 etager høj bygning med et ti meter højt blinkende neonskilt og en helikopterlandingsplads på toppen, som han havde forestillet sig. Jeg er sikker på, at hans eget forlag Fahrenheit i dag bor i en 115 etager høj bygning med et ti meter højt neonskilt og en helikopterlandingsplads på toppen. På grund af forlæggerens stille og venlige facon bemærker man det blot ikke umiddelbart. Fahrenheits udgivelser rækker i hvert fald ofte ind i himlen, de funkler og gnistrer i det danske tegneserielandskab og letter og flyver gang på gang højt over over alle andre. Man kan ikke overvurdere Paws og Fahrenheits betydning for danske tegneserierskabere ved at give dem udfoldelsesplads og feedback, helt tilbage fra Fat Comic i 1980’erne, det enestående antologiblad Fahrenheit i 1990’erne og en lang række markante værkudgivelser siden da – eller Paws betydning helt generelt for tegneseriens anseelse og udbredelse i kraft af hans omfattende formidlingsarbejde som skribent, formidler og diskret tovholder i mange sammenhænge. Tak for det, og tillykke med det hele. Og carry on.
Cav Bøgelund:
Peter Kielland-Brandt, tegneserieskaber:
Paw har på flere tidspunkter betydet rigtig meget for mig og mine muligheder for, at få udgivet mine serier. I 1993-94 var Paw der og var parat til at tage en chance med at udgive Fisk. Jeg ved ikke om Fisk var blevet udgivet, hvis ikke Paw havde været der, det er selvfølgelig hypotetisk, men det var næppe sket i 1994.
Fisk kunne i princippet lige så godt have lidt samme skæbne, som min næste udgivelse hos Paw Suicide Joe, der i 1983-84 ikke kunne finde en udgiver og derfor samlede støv i mine skuffer indtil 2009- 2010, hvor Paw kontaktede mig for at tale om den der serie om ham manden med hatten, som han engang havde set eller læst, den ville han gerne udgive fordi den havde gjort indtryk.
Der er ikke mange mennesker jeg vil give lov til at rode mine tegnebordskuffer og mapper med gamle og nye tegninger og tegneserier igennem, men Paw må godt.
Jeg ved jeg langt fra er den eneste tegner der har stiftet bekendtskab med Paws fantastiske entusiasme og store fornemmelse for at få udgivet en mangfoldig hær af tegneserier, en entusiasme der mærkbart og vedvarende har ændret det danske tegneserielandskab.
Tillykke med fødselsdagen Paw og Rock’n Roll og gerne 50 år mere.
Bjarne Hansen:
Matthias Wivel, kunsthistoriker og tegneserieekspert:
“Glæden ved tegneserier indgår i den store livscyklus. ‘Nuff said!” Sådan sagde Paw Mathiasen i et interview for ti år siden på et tidspunkt, hvor man kan sige at han var steget ind sin fase 3 — den hvor han virkelig begyndte at gøre sig gældende som fuldtidsforlægger med bredt udsyn og en ambition om arbejdet med tegneserier som levevej. De to tidligere faser i denne forsimpling af Paws fine, fornemme og facetterede karriere i dansk tegneserie er naturligvis fanzine-perioden, hvor en ellers hensygnende grund blev gødet med Fat Comic og anden aktivisme, og så Fahrenheit-perioden op gennem halvfemserne og et stykke ind i nullerne, hvor Paw nærmest ene mand sørgede for, at der stadig blev udgivet danske tegneserier hinsides den meget snævre mainstream og samtidig stille, roligt og også lidt rodet introducerede danske læsere for den store udvikling, der var ved at tage fart i udlandet.
Fahrenheit er ganske enkelt den væsentligste danske tegneserieantologi de sidste tre årtier. Det samme gælder forlaget Fahrenheit på dets område. Man kan muligvis til tider have savnet en redaktionel linje, men det er nok samtidig en af hemmelighederne bag forlagets sejlivethed og brede betydning. Det er svært at forestille sig den opblomstring af dansk tegneserie og dansk tegneseriekultur, vi ser i dag uden. Paw har holdt faklen højt i op mod fyrre år og står fortsat som en konstant, varm og progressiv kraft et sted i kulturens hjerte. Fra Godfather til gryende Grand Old Man, med familie i nuet og en fortid at kigge stolt tilbage på. Cyklens fase fire—fremtiden—venter.
Tak og tillykke Paw!
Henrik Rehr:
EDIT: Nå, så meldte Søren Mosdal sig alligevel på banen med følgende tekst:
Jeg kan ikke nå at tegne noget, men jeg kan da fortælle om dengang i Sydfrankrig for femten år siden, hvor Paw og jeg var millimeter fra en slåskamp, efter at han i grov kådhed/fuldskab havde skrevet “fisse” (med to ss-lyn, naturligvis) på væggen i mine forældres sommerhus. Havde det ikke været for en hurtig feminin indgriben, havde vi to tynde mænd ligget og rullet rundt på fliserne i vores kæmpebrandert. Og det havde nok set dumt ud. Men det er længe siden, og i dag kan vi kun smile fjoget af hele historien.
Tillykke med de 50 Paw, du er nummer et!
Thomas Thorhauge:
Simon Bukhave:
Emil Brahe og Andreas Hansn:
Halfdan Pisket:
Halfdan siger: Tag din telefon Paw!
Miwer:
Karoline Stjernfelt:
