Den opfindsomme franske mester udkommer samtidig med anmelderroste “La Guerre d’Alan” på dansk.
Emmanuel Guibert er et af hovednavnene på tidens franske tegneseriescene. Han er også en underfundig kamæleon af en serieskaber, hvad selv hans magre danske output bevidner: Der er langt fra “Brun”s overdådigt malede billeder til “Fotografens” blanding af sort/hvide fotos og krasse konturstreger. På fransk favner han bredere endnu, fra humoristiske album som “La Fille du Professeur” til børneserier som Sardine de l’Espace og Ariol.
1.-2. juni lægger Guibert vejen forbi København, når han optræder på Copenhagen Comics’ efterhånden ganske omfattende gæsteliste. Besøget markeres med mesterens tredje udgivelse på dansk, “Alans krig”, en dansk udgave af gennembrudsværket “La Guerre d’Alan” fra 2008. Fortællingen om amerikaneren Alan Cope, en veteran fra 2. verdenskrig, afslører i hvert fald én rød tråd i Guiberts serieproduktion: En interesse for anstændige mennesker fanget i ekstreme (krigs)tider.
“La Guerre d’Alan” – eller “Alan’s War”, som den hedder på engelsk – blev modtaget med åbne arme af både de franske og amerikanske anmeldere. Den fik for nylig en efterfølger i form af “L’Enfance d’Alan”, som Matthias Wivel fortæller mere om her.