Efter fire år og udgivelsen af en række velanmeldte grafiske romaner, lukker Forlaget Umpff. Pengekassen er tom.
”Umpff”. Det er lyden af en mavepuster, og nu er forlaget af sammen navn gået i gulvet. Forlaget Umpff skriver i en pressemeddelelse, at de lukker, da de er løbet tør for penge.
– Vi har gjort et ærligt forsøg på at udgive flot tegnede og gode fortællinger, haft en god distribution og gjort forskellige indsatser for at få dem solgt. Men vores erfaringer er, at markedet ikke vokser. Det er mere det samme eller faldende, og nu har vi ikke flere penge til at betale regningerne med. Beklager, men det er vores virkelighed, siger forlagsredaktør Morten Langkilde.
Gode anmeldelser, dårligt salg
Umpff har især udgivet nyere grafiske romaner fra det fransk-belgiske marked, herunder blandt andet den Pingprisnominerede “Tananarive“, “Lydie” ”Carlotta”, og den Peter Snejbjerg-tegnede ”World War X”.

Tegneren Peter Snejbjerg reklamerer for Umpff-udgivelsen World War X på Copenhagen Comics 2023. Foto: Carsten Olsen.
– Vi er blevet bemærkelsesværdigt godt anmeldt i alt fra Weekendavisen til Nummer 9. Det er vi stolte af. Økonomisk har vi søgt og fået produktionsstøtte fra Statens Kunstfond en håndfuld gange, ditto fra Institut Francais. Uden den støtte havde vi stået med en sekscifret gæld. Nu lukker vi med en tømt konto og har kun tabt indskuddet i selskabet, siger Morten Langkilde.
Da Umpff startede op, talte Nummer 9’s Thomas Berger med Morten Langkilde, der fortalte om, at man gerne ville nå en bredere kreds af tegneserielæsere. Den ambition er forlaget desværre ikke kommet i mål med.
Læs interviewet her: https://nummer9.dk/artikler/umpff-nyt-tegneserieforlag-vil-mere-end-noerderne/