Dansk tegneserieråds tre nye bestyrelsesmedlemmer om tegneseriekulturens forandring og yndlingstegneserier.
Til Dansk Tegneserieråds netop afholdte generalforsamling blev hele tre nye ansigter valgt til bestyrelsen. Foruden Sine Laura Iversen, der grundet personlige årsager trak sig sidste år, gik Mads Bluhm og Thomas Thorhauge, to af Tegneserierådets stiftende bestyrelsesmedlemmer, ud. Marianne Eskebæk, der i øvrigt også har været i bestyrelsen siden Rådets etablering i 2009, blev genvalgt som formand.
Blandt de tre nye bestyrelsesmedlemmer finder man de to tegneserietegnere Karoline Stjernfelt og Line Høstrup samt bibliotekar og musiker Morten Langkilde. Nummer 9 stillede dem en håndfuld afklarende spørgsmål:
Har tegneserien plads i mediebilledet ændret sig siden Tegneserierådet opstod for snart 10 år siden?
Karoline Stjernfelt: Helt sikkert. Der bliver jo igen og igen snakket om, hvordan tegneserien er blevet noget også voksne kan læse, selvom den jo sådan set altid har været det. Jeg tror det, som den type omtale i virkeligheden handler om, er at tegneserien har fået muligheden for at træde ind i et mere intellektuelt område, med digtsamlinger og romaner som sidemænd. Med graphic novel-fænomenets fremmarch er tegneserier blevet noget, som den intellektuelle befolkningsgruppe kan putte i tasken sammen med Søren Ulrik Thomsen og Alice Monroe. Det er interessant, for det betyder til gengæld også, at tegneserien er gået fra at være den brede befolknings glade underholdningsmedie til et smalt, men måske på mange måder også mere anerkendt medie. Med andre ord, for at blive anerkendt for sin kunst, er det som om tegneserien måtte slagte sit brede appel. Det er på sin vis lidt ærgerligt.
Line Høstrup
Line Høstrup: Nu har jeg jo kun arbejdet professionelt med tegneserier i 5 år, så jeg er ikke helt sikker på, hvordan det så ud i 2008 – men jeg synes tegneserier har en del ”street cred” i disse dage. Aviserne er gode til at anmelde både tegneserier og billedbøger og Statens Kunstfond giver nogle pæne summer til tegneserieskaberne. Jeg tror, at computerspil og apps har hjulpet med at få fokus på det grafiske sprogs store potentiale. Så selvom tegneserien efterhånden er en gammel opfindelse, føler jeg at der er en fornyet interesse og opmærksomhed omkring mediet.
Morten Langkilde: Jeg synes at tegneserien har fået mere plads i mediebilledet de seneste 10 år. Der er flere anmeldelser og features i dagbladene, og mediet bliver også anvendt som journalistisk værktøj. Folk vænner sig til formen, uden at vide det. Jeg er sikker på, at det skaber endnu flere ringe i vandet.
Er der nogle særlige områder i tegneseriekulturen du især gerne vil beskæftige dig med?
Karoline Stjernfelt: Jeg er personligt meget interesseret i netop tegneseriens brede appel. Behøver tegneserien være smal og indforstået for at overleve? Eller kan den sælge i tonsvis og være populærkultur og underholdning – og stadig blive anset for at reelt unikt medie med kvaliteter man ikke finder andre steder? Som man nok kan høre hælder jeg til det sidste. Tegneserien bør blive anerkendt for sine enorme muligheder, underholdningsværdi og charme, som jeg ikke synes man finder i noget andet medie, og jeg mener at den kan appellere til enhver læser, som i virkeligheden bare nyder en god historie.
Line Høstrup: Det ”levende” tegneseriemiljø betyder meget for mig. Som tegneserietegner bosat i Århus har jeg ikke så frygtelig mange kolleger omkring mig til hverdag, så det er vigtigt for mig at kunne komme ud i verden og møde kolleger, fans og formidlere. Heldigvis blomstrer det op med små og store festivaler, messer og markeder i disse år, så der er nok at opleve. Det er dog en mærkesag for mig at få flere arrangementer i det jyske, så jeg ikke skal krydse Storebælt så ofte, som jeg gør nu.
Morten Langkilde: Tegneserier har efterhånden været læst i Danmark så længe, at det er på tide, at den bliver løftet ud af subkulturen. Jeg misunder franskmændene. Det er et område, jeg gerne vil danse med. Nu hvor slagsangen om at whoever er “et tegneseriehold” er væk, er tiden måske god. Med min faglige baggrund som bibliotekar arbejder jeg løbende på at klæde mine kolleger ude i landet bedre på i forhold til indkøb og formidling – især af de nye spændende ting, der udkommer, som nogen gange drukner i bibliotekernes indkøb af genudgivne klassikere
Hvad burde der være mere af i dansk tegneseriekultur, og er der noget, der burde være mindre af?
Karoline Stjernfelt
Karoline Stjernfelt: Der skal være flere tegneserier, selvfølgelig! Det ville være skønt med et rigtigt tegneseriebibliotek her i Danmark, og fantastisk med mere støtte til udgivelse og støtte til at skabe opmærksomhed om de udgivelser – og få dem ud til læserne. Men nu føler jeg mig lidt som en politiker, der lover helt hen i vejret. Det er ikke fordi jeg sidder på hemmeligheden til, hvordan vi når dertil, men jeg tror på at vi kan. Er der noget der burde være mindre af? Jeg orker ikke flere diskussioner om, hvad der er en tegneserie og hvad der er en graphic novel …
Line Høstrup: Jeg tror, der er potentiale i mere samarbejde med andre kulturforeninger. Svendborg Graphic og Copenhagen Comic Con udnytter, at der findes en stor målgruppe på tværs af tegneserier, computerspil, og animation. Man kunne lave nye interessante arrangementer ved at parre tegneserier med illustration, billedkunst, litteratur, film eller hvad ved jeg. De rene tegneseriearrangementer kan nogle gange komme til at føles lidt indspiste, og det vil være godt med nogle events, der åbner tegneserieverdenen op for et bredere publikum.
Morten Langkilde: Jeg gad godt, at der var mere open-minded samarbejde, og færre af de der grupperinger. Men der sker heldigvis noget. F.eks. er festivallerne begyndt at tale sammen. I al naivitet håber jeg, at vi kan samles om begejstring for et medie, uanset om vi læser det ene eller andet.
Hvad er en god, tidsvarende eller tidstypisk tegneserie?
Karoline Stjernfelt: Årh for satan. Det ved jeg sgudda ikke. Måske nogle af de ting Signe Parkins laver lige for tiden? Det har den har nye og friske tilgang til mediet, som er pisseinteressant.
Line Høstrup: Jeg kan godt lide Liv Strömquists Kundskabens frugt. Den bryder rigtig mange regler for hvad ”god” tegneseriekunst er; den er teksttung, simpelt tegnet og fyldt med ”talking heads”-sekvenser. Tegneserieskabere over hele verden har dog efterhånden fået brudt alle regler der måtte findes omkring tegneseriekunst og det er ærlig talt dødkedeligt at blive ved med at diskutere, hvad en ”rigtig” tegneserie er. Jeg synes Kundskabens frugt er et ambitiøst værk – den vil informere, provokere, underholde og samtidig aflevere et større feministisk budskab. Det har Strömquist klaret rigtig godt med den tegneserie.
Morten Langkilde Rasmussen
Morten Langkilde: Jeg er ret begejstret for de ‘Ekstraordinære eventyr med Splint & Co’. Kviks brudefærd af Benoit Feroumont er en af de bedste. Den er super-moderne tegnet, og Splint og Kvik ser egentlig helt forkerte ud, ved første øjekast. Det er fedt! Masser af kvinder i albummet – noget der sikkert ville have glædet Franquin, der med tiden fik flere og flere spændende kvindelige karakterer i sine serier – så det taler i sin tid. Og det er tidstypisk. Uanset de kommercielle interesser, der ligger bag, så hilser jeg udviklingen af en gammel traditionel serie velkommen. De gamle albums bliver jo ikke dårligere af, at der kommer nye. Det synes jeg er vigtigt at huske på.
Hvilken tegneserie har gjort størst indtryk på dig?
Karoline Stjernfelt: Hmm, Wet Moon af Sophie Campbell, måske? Campbell forstår at tage sig tid med historien, og bruger mediet så godt. Jeg synes personligt, at første og andet bind af den serie er et lille mesterværk, underlig som den er. Jagten af Bilal & Christin er jo også noget, jeg plejer at nævne, jeg læste den over morgenmaden i 1.g, så den smager af guldkorn for mig. Historien var så dejlig dyster og sær, jeg var helt vild med den. Den var ubehagelig og alligevel fascinerende. Som at lugte til en hudafskrabning. Beautiful Darkness er helt sikkert også up there, jeg læste den, da jeg lige var blevet færdig på Serieskolan, og jeg husker, at den gjorde mig ilter og opmuntret på mediets vejene.
Line Høstrup: Det er da umuligt kun at nævne én! Jeg kan til nøds nøjes med at nævne to … Marjane Satrapis Persepolis og Rikke Bakmans Glimt var de to værker, der fik mig til at indse, at tegneserier nu var noget andet og mere end de mesterligt tegnede franske album, jeg var vokset op med. Det gav mig modet til at forsøge mig som tegneserietegner og søge ind på Graphic Storytelling, da uddannelsen blev annonceret nogle år senere. Så tak til dem!
Morten Langkilde: Uh, du må da ikke spørge om sådan noget… Én?! Nå, men så vælger jeg Børnehjemmet af Carlos Gimenez. Jeg får stadig ondt i hjertet af blot at se på albummenes rygge i min reol.
