Fandenivoldsk
Lars Kramhøft og Tom Kristensen debuterede med den roste og prisvindende Fordærvet/Made Flesh i 2013 og har siden skabt sig et navn som hhv. gyserforfatter og tegner. Nu er de sammen igen om endnu en horrortegneserie.
Fandenivoldsk/Hellbent er lige som forgængeren fra starten tænkt som en international udgivelse. Jack og Tia er begge medlemmer af en freaky cirkustrup; han har en indbringende sidegesjæft som medvirkede i et realityshow. De er unge og forelskede og skal giftes, da tragedien rammer dem og den udvidede cirkusfamilie på selve dagen for ceremonien. Klip til de (kopulerende) græske guder for krig og kærlighed, Ares og Afrodite, der bemærker den ulykkelige og blodige udgang på deres store dag og indgår et væddemål; hvis de bringer det unge par til live igen, hvad vil så være deres førsteprioritet? Kærligheden? Eller hævnen?
Det er sætoppet til en ganske underholdende legen zombier og gangstere. Trods en anseelig mængde blodsudgydelser og et par ulækkerier undervejs er Fandenivoldsk snarere et action-adventure end et gys. Overnaturligt og splattet, ja, men først og fremmest plotdreven underholdning af den knap så forpligtende slags. Kramhøft får hurtigt handlingen løbet i gang og udmåler sjov og ballade og et par overraskelser i omtrent de rette doser til at fastholde interessen hele vejen igennem.
Kristensen illustrerer dynamisk, tidstypisk skratchy på et fornuftigt fundament af tegnefærdighed, og suppleres fint af Blichers stemningsskabende farver. Der er elementer, som godt kunne have tålt en yderligere gennemarbejdning: Et par lige lovlig løse plotspor og figurer i det lige lovlig generiske univers. Sine steder lidt for løs stregføring til at få især de ulækre detaljer og lokationer helt ud over rudekanterne. Og fint nok, at Fandenivoldsk skal være en “mørk” tegneserie, men mellem tegnerens mange sorte flader og farvelæggerens overvejende jordslåede palet kommer den i lange stræk for tæt på decideret underbelyst; det er paradoksalt, at en udgivelse i netop denne genre helst skal læses ved direkte sollys.
Manglerne er dog ret ubetydelige og overfladiske i forhold til helhedsindtrykket, som er af et helt habilt og effent livtag med en genre, man kunne kalde horrortainment og placere serier som The Walking Dead og Locke & Key blandt de bedste repræsentanter for. Det niveau når Fandivoldsk ikke helt, men mindre kan selvfølgelig også sagtens gøre det.
På samme måde som med f.eks. Fenar Ahmads Underverden (eller egentlig ikke for eksempel, for der er vel ikke lavet andre danske actionfilm af nævneværdig kvalitet) er det i sig selv en præstation for et dansk genrestykke ikke at falde igennem på nogen af præmissens grundlæggende parametre; man kan mene, hvad man vil om underholdningsindustrien i de store lande, men at kaste sig ud i projekter, der er direkte sammenlignelige med det bedste af det bedste derfra, kræver trods alt både et vist mod og en hel del hårdt arbejde, hvis man skal undgå at gøre sig selv til grin. Og det gør Kramhøft og Kristensen på ingen måde; al respekt for det, og lad os håbe, at de har fået nok blod på tanden til at fortsætte samarbejdet om flere tegneserier af denne slags.
