Werner Wejp-Olsen husker tilbage på den første tegner der inspirerede ham, den elegante Sam Cobean. Og mødet med hans tegnebord.
Det var ikke mig, der valgte tegneriet. Det var tegneriet, der valgte mig. Det blev en slags kald, ikke religiøst, men måske snarere en eller anden form for intellektuel og kreativ fascination. Og det skete en tirsdag eftermiddag i Holtegade nr. 4 på Nørrebro.
Min far var grosserer. Den titel dækkede over, at man var selvstændig forretningsmand. I det her tilfælde havde han etableret et kaffebrænderi, der leverede velduftende kaffebønner til købmandsbutikker over hele København. Det var tiden før vakuumpakket plastic-kaffe. Kort sagt: Det var dengang, kaffe smagte af kaffe.
Hans kaffebrænderi (kafferisteri var måske en bedre betegnelse) lå i Holtegade nr. 4. Her sørgede kaffebrænder Thomsen for, at bønnerne fik den rette kvalitet, mens chauffør Madsen tog sig af distributionen. Samme hr. Madsen gav mig spirende teenager et godt råd om kvinder: ”Gå altid efter piger med lange ben. De er de allerbedste”.
(Hvorfor kan jeg huske den bemærkning den dag i dag? Og hvorfor tager jeg mig i stadig at kigge efter kvinder med lange ben, selv jeg efterhånden har nået en alder, hvor jeg dårligt kan huske hvorfor?)
Engang imellem efter skoletid slog jeg et smut forbi min fars firma, hvor jeg så flød ud på de store kaffesække, mens jeg gumlede på et par (bitre) kaffebønner. Her fik jeg også fingre i Mandens Blad, datidens danske svar på Playboy, som slet ikke var opfundet endnu. I dag ville det ligne et årsskrift fra Indre Mission. Men bortset fra nogle interessante artikler og enkelte afklædte jomfruelige damer var bladet fyldt med cartoons fra The New Yorker. Og her faldt mine øjne straks på Sam Cobeans elegante streger. Han havde specialiseret sig i cartoons med mænd, der i tankerne klædte kvinder af – en idé med mange muntre variationsmuligheder.
En klassisk Cobean-tegning.
Da jeg så hans tegninger, blev jeg straks fascineret af den humoristiske tegnings magi. Tænk, hvis man en dag kunne komme til at tegne noget i den stil. En drøm blev vakt. Og som med tiden blev til virkelighed.
Lad os skrue tiden en del årtier frem. Vi er i 1990’erne, hvor familien Olsen nu bor i Sydcalifornien. Jeg tegner på livet løs på min nyeste tegneserie, ”Professor Yuck-Yuck’s Cartooning Class”, en serie for børn, der vil lære at tegne. Jeg melder mig også ind den lokale tegnerklub ”SCCS”- ”Southern California Cartoonists Society”. Hyggelige kolleger, hvor der bliver snakket om alle former for tegnerier, lige fra hvilken pen, man bruger til forskellige merkantile afsætningsmuligheder. Vores formand (her på egnen kaldes sådan en for ”president”) hedder Jim Whiting. Jeg kender ham på forhånd som storleverandør af gag cartoons til de store amerikanske magasiner og ugeblade gennem mange år. Vi bliver gode venner, og en dag inviterer han mig med hjem til en drink og en snak.
Han fortæller blandt andet, at han voksede op i Watkins Glen, en lille by nord for New York. Som ung teenager drømte han om at blive tegner. Han finder ud af, at et hus tæt på hans hjem er sommerresidens for den berømte New Yorker-tegner Sam Cobean. De bliver snart gode venner, og Sam som hans mentor giver sin unge elev så mange gode råd, at Jim Whiting snart kan notere sine første salg til de store amerikanske magasiner.
Men en dag sker tragedien. En sommerdag i 1951 kører Sam Cobean galt i sin nye sportsvogn og er dræbt på stedet – blot 38 år gammel. Da Jim Whiting kort efter besøger Sams enke, Anne, forærer hun ham Sams tegnebord.
Sam Cobean ved tegnebordet.
…og Jim Whiting ved Sam Cobeans tegnebord.
Jim Whiting slog nu døren op til sin tegnestue og her stod det – Sam Cobeans tegnebord. Det bord, hvor Sam Cobean havde kreeret sine forunderlig cartoons og andre former for tegnerier og illustrationer, der havde kickstartet min karriere som tegner. Et forunderligt, ja, nærmest magisk øjeblik. Jeg kunne mærke nakkehårene rejse sig og tage en tur ned ad rygsøjlen og tilbage igen.
Nørrebro – Sydcalifornien – afstanden er åbenbart mindre, end man skulle tro…
Del på
