Under-Danmark er tilbage og skummer fløden af den danske tegneserieundergrund.
UNDER-DANMARK er Nummer 9s blog om small press, zines & undergrundsblade med tegneserier, skrevet af forlægger Paw Mathiasen og tegneserieskaber Lars Kramhøft.
Der har netop været Zines & Comix fest i Møllegade og vi har benyttet lejligheden til at tage et gensyn med en række nye og gamle tegneserieskabere, som vi tidligere har omtalt her i Under-Danmark. Noget af det sjove ved at følge med i tegneserieundergrunden er netop at se tegnerne vende tilbage år efter år med nye udgivelser, der afspejler hvad der optager dem og hvor de er på vej hen.
Hvis deltagerne til zinefest i Møllegade er repræsentative for den danske tegneseries fremtid, så tør vi på Under-Danmark godt konstatere i hvert fald én ting: formen er i gode hænder. Det er næsten ærgerligt, at jorden snart går under!
Zines & Comix fest i Møllegade er i øvrigt i sig selv et glimrende bud på en lille, alternativ tegneseriefestival, der formår at skille sig ud fra sine søskende, Nørrebronx og CPH Zinefest. I år præsenterede festivalen, udover stande med selvudgivere, zinesters og mere etablerede forlag, i samarbejde med Møllegade boghandel også talks med bl.a. Radio Rackham og Zven Balslev, livetegning, workshops og en i særklasse underholdende oplæsning/koncert med Gymnotens Andreas Hansn og Emil Brahe:
Missede man zinefest kan de fleste af tegnerne kontaktes på nettet, typisk via Instagram, hvor man også kan bestille de blade, vi omtaler.
MIA TOO
Af Marie Høegh (@mariehoeegh på Instagram)
sort/hvid, 10 sider, 50 kr.
Kan man lave sjov med Me Too? Det mener Marie Høegh. I sit nye blad giver Marie os historien om Mia, der sammen med en række andre unge piger arbejder i hotdog-boden på et stort fodboldstadion. Alle de andre piger må konstant finde sig i lumre tilråb og kommentarer fra klamme, fulde mænd. Men ikke Mia – hende er der nemlig ingen af fulderikkerne der gider objektivisere og derfor føler Mia sig både udenfor og håbløst uattraktiv.
Hvad skal man så mene om sådan et scenarie? Er det fjollet, en provokation, eller måske faktisk en relevant, lille historie om de selvretfærdige, selvudråbte ofres egen privilegieblindhed? Intet er vel værre end at stå udenfor – selv når det, flertallet finder fælles fodslag indenfor, er at blive krænket.
Ligesom i sin debut, Gerdapigen, fra sidste år, tvinger Marie os til at se på den type mennesker vi normalt enten ynker eller simpelthen ignorerer; de kiksede, de gamle, de grimme.
Skildringen af disse mennesker er blottet for sentimentalitet og vi får hver eneste snotboble i de ophovnede, grædende ansigter at se. Det er den slags historier der næsten bliver for meget – men som også er en vederkvægende modgift mod tidens glansbilleder og flokmentaliteten på sociale platforme. Frem for alt er det modigt af Marie Høegh at stikke fingeren lige ned i et af tidens ømme punkter – og trykke til. Marie, vi på Under-Danmark hylder dig. Du er i sandhed en undergrundstegner!
Men hvad sker der lige for de 4 blanke sider i starten og slutningen af bladet? Næste gang må du give os noget ekstramateriale, Marie!
JUNKI MAGAZINE
Af Jonas Kleis (@jonasklejs på Instagram)
Sort/hvid, 44 sider, 75 kr.
Siden Jonas Kleis blæste os bagover med Garfuck, Lunch Party og Tæv, Tæzk & Tudekiks i 2021 har den foretagsomme unge enfant terrible (se bare, Radio Rackham, vi kan også snakke fransk!) startet sit eget forlag, Mind Inc, og udgivet en moppedreng af et blad på 44 sider. Bladet kommer med en pressemeddelelse der opsummerer Mind Incs mission og forretningsstrategi, og som vi har valgt at medtage her i sin fulde længde for forståelsens skyld:
Jonas’ nye blad hedder Junki Magazine og indeholder 9 små historier om rejser i indre og ydre rum, superhelte og stoffer en masse. Historierne væver sig ud og ind af hinanden som et konstant overrumplende og grafisk opfindsomt kludetæppe af tegninger og kollage, der er som et mash-up af Rory Haze og Jack Kirby (hvis man ellers kan forestille sig sådan en kombi!), eller måske et barn af Zap comics og Deadline magazine. Det er helt igennem anarkistisk, sjovt og aldeles forrygende.
Sammen med etableringen af det mystiske Mind Inc føles Junki Magazine som et kombineret mission statement og visuel krigserklæring fra en af den danske tegneserieundergrunds nye billedstormere. Under-Danmark kan kun anbefale at man springer på inden toget er kørt!
ENTRE MI MENTE
af Marcus Melo (@marcusmelo.design på Instagram)
A5, farver, 100 kr.
Entre mi mente – som på spansk betyder “Inde i mit sind” – er Marcus Melos nye blad. Faktisk er det ikke så meget et blad, som et lille objet d’art (hører I efter, ovre på Radio Rackham?), som man folder ud og går på opdagelse i.
Modsat de øvrige udgivelser i denne klumme, er der heller ikke tale om en historie i traditionel forstand, men derimod en form for oversigtskort over psykologien, og alt det, der indeholdes i bevidstheden, visualiseret som f.eks. en bille med navnet ”resilience” skriblet hen over dækvingerne, et skib ved navn ”bravery” der sejler over et oprørt hav af ”grudges”, og så fremdeles. Når man er færdig med at gå på opdagelse kan hele herligheden oven i købet foldes ud og vendes om, så den bliver til én stor plakat der blander Mexicansk calavera art med noget der nærmest får en til at tænke på livets træ fra kabbalah’en. Man bør dog ikke sætte det alt for godt fast på sin væg, for man vil få lyst til ofte at tage det ned og genbesøge tegningerne på den modsatte side!
Marcus Melo tegner smukt og med stor indføling, og Entre Mi Mente er et elegant eksempel på hvordan et zine kan være med til at nytænke og udfordre hvad tegneserier er.
RADBRÆKKET #9
Af Zven Balslev mfl. (https://cultpump.bigcartel.com/)
Sort/hvid, 40 sider, 95 kr.
Zven Balslevs zine har udviklet sig til en fuldfed antologi, der opstøver tegnere i det meget brede felt, der placerer sig mellem kunst og tegneserier.
Omslaget er af Halfdan Pisket, der som bekendt slog igennem med sin Dansker-trilogi, men som er uddannet på Kunstakademiet og derfor også arbejder meget inden for billedkunst. Ren tegneserie er dog gode, gamle ondskabsfulde Tue Sprogø, der brillerer med ”Æggehoved”, en fortælling med drager og opkast. Trods det, at handlingen lader til at være asfalteret, mens Sprogø kørte derudaf, er den som altid veloplagt, sjov og grænseoverskridende. Interessant er bekendtskabet med Lando fra kollektivet Decadence Comics og hans ”Odnals pral”, en ordløs fantasyhistorie holdt i en tynd, detaljeret streg. Anden del af ”Bobby og Buster – på dybt vand” er Zven B’s Cartoon Network på syre og endelig finder vi Vera Bekamas to fiskeorienterede indslag, der er med til at sprede diversitet ud over #9, hvad både ord og billeder angår.
Hvis du kunne tænke dig at få dit blad anmeldt på Under-Danmark, så send en mail til Lars1284@gmail.com. Bemærk: Under-Danmark er for små, uafhængige udgivelser der normalt ikke bliver anmeldt andre steder. Med andre ord: Etablerede forlag skal holde sig væk!