Den største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie
Det var en glædens dag i slutningen af november, da det endelig stod klart, at Danmark får en uddannelse i tegneserier. Det var derfor heller ikke overraskende, at Thomas Thorhauge, formand for Dansk Tegneserieråd, greb til de mere svulstige gloser og med rette udtalte: ” Det er vel nok den største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie.”
I den let nørdede, men til tegneserien meget dedikerede, gruppe Tegneseriefans på Facebook resulterede meddelelsen om den nye uddannelse i en herlig debat, som dog først lige skulle vride sig fri af et forblændet fokus på retorik og en til stadighed urimelig fordomsfuld indstilling til tegneserierådets formand. Spørgsmålet i gruppen lød jo netop umiddelbart meget rimeligt – nemlig om der overhovedet er idé i at uddanne i tegneseriemageri, hvis der ikke samtidig arbejdes på at etablere et rentabelt marked for tegneserier, så de nyuddannede kan leve af deres uddannelse.
Det er i hvert fald et rimeligt spørgsmål, hvis man har undladt at læse op på præmisserne for Professionsbachelor i Grafisk Fortælling – som er uddannelsens navn. Men det er samtidig også muligheden for at gøre sig nogle overvejelser omkring markedet.
Faktum er, at tegneserier i Danmark er en kulturel vare, som har det mere end svært i salgsleddet – de sælger simpelthen ikke særlig godt og slet ikke i forhold til, hvad de gjorde engang. Læserne er stille og roligt blevet tabt undervejs, og det er der rigtigt mange grunde til. Der er til gengæld ikke meget fremtid i at forsøge at tildele skyld og kaste med mudder. Ansvaret for den kommercielle situation, som tegneserien i Danmark befinder sig i, hviler såvel på udøverne som udgivernes skuldre, men er også blot et udslag af generelle tendenser, som også er gældende for en lang række andre kulturprodukter.
Det er mere interessant at diskutere, hvilke konkrete tiltag der skal til for at sikre tegneserien en fremtid i Danmark – eller om det overhovedet er sandsynligt, at der kan reetableres et kommercielt rentabelt marked for tegneserier i Danmark. Personligt tror jeg ganske enkelt ikke på det rentable marked. Det er ikke et udslag af sortsyn eller udtryk for, at jeg har givet op og kastet taleboblen i ringen. Det er en kombination af ren matematik og et ønske om at arbejde med mediet med en anden og mere realistisk tilgangsvinkel.
Lad os tage matematikken først og regne på en tegneserieudgivelse med en salgspris på 99,50 kr. i butikkerne (det skal jo helst være lidt billigt, for i enkelte dekatørers øjne er det jo prisen, der er udslagsgivende for, om en tegneserie kan sælge). Lad os også gå ud fra, at serieskaberen har fået en helt almindelig forlagsaftale med 15 % i royalty. Det betyder, at serieskaberen for hvert solgt album modtager 12 kr. (100 kr. minus moms = 80 kr. 15 % heraf er 12 kr.) … værsgo at regne videre herfra. Jeg kan røbe, at serieskaberen først runder 100.000 kr. i indtægt omkring album nr. 8.333.
Der skal med andre ord sælges rigtigt mange tegneserier, før der er en årsløn i hus – men nu tager regnestykket selvfølgelig heller ikke højde for bibliotekspenge eller potentielt salg til udlandet. Det er dog samtidig værd at huske på, at selv de salgstal, jeg kender til på tegneserier, der det seneste år har høstet anmelderroser og efterfølgende solgt godt, ligger på godt og vel omkring 3.000 eksemplarer.
Der er selvfølgelig også andre aflønningsmodeller forlag og serieskabere imellem. Men selv hvis der indgås en aftale om en 50/50-deling af overskuddet på en udgivelse (altså efter break-even), så kaster et solgt oplag på 1.000 eksemplarer i samme udsalgsprisklasse ikke mere end 15.000 – 20.000 kr. af sig – mange udgivelser kommer i et endnu mindre oplag.
Jeg har meget svært ved at se salgstallene stige i en så eksplosiv grad, at markedet for tegneserier flytter sig til et kommercielt interessant sted, hvor man som serieskaber kan leve af det – selv ikke hvis der var mulighed for et nyt ambitiøst projekt på niveau med Valhalla. Jeg vil dog gerne overbevises om noget andet, ligesom jeg til en vis grad håber, at mine matematiske evner har svigtet mig.
Tegneserien er blevet et nicheprodukt, og det behøver der ikke være noget galt med. Der er et lille marked for tegneserier i Danmark, og det er endda muligt, at vi gennem en ihærdig indsats kan gøre markedet lidt større – og i hvert fald arbejde på, at det ikke bliver mindre. Det kræver “blot”, at udgivere og udøvere gør sig umage og producerer tegneserier, som er værd at bruge tid og penge på.
Når “blot” ender i citationstegn, så er det, fordi dette er indgangen til en endnu længere debat og efterfølgende arbejdsindsats i forhold til bl.a. offentlig støtte til serieskabere, formidling, undervisning og institutionalisering. Det er alle opgaver, som Dansk Tegneserieråd har på den fortsatte dagsorden, nu da uddannelsen som Professionsbachelor i Grafisk Fortælling er etableret.
Så er vi tilbage ved, hvorfor uddannelsen er den vel nok største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie. For det første er det vigtigt at huske på, at uddannelsen både har et internationalt sigte i forhold til såvel optag af elever som i forhold til de færdiguddannedes kunnen og virke. Vi kommer til at se grafiske fortællere som ved, at deres fremtid lige så vel kan ligge uden for landets grænser som indenfor.
Det er også nok så vigtigt at tro på, at vi får grafiske fortællere at se, som ved, at tegneserier ikke kun er et medie, men lige så meget et værktøj til brug for fx konceptudvikling. Der er i mine øjne intet problem i, at adskillige af de færdigudannede måske slet ikke har lyst til at lave tegneserier som sådan, men i stedet benytter deres tillærte evner i mere lukrative brancher som fx computerspil. En branche til hvilken Københavns Kommune har afsat midler med den målsætning at skabe 1.000 nye job – og guderne skal vide, at computerspilbranchen har brug for folk, der forstår at fortælle historier.
Men selvfølgelig og forhåbentlig får vi også en række nye og dygtige tegneserieskabere at se, som i kraft af deres udannelse kan tilføre den danske tegneseriebranche tiltrængt nyt blod og kvalitet. Det bliver tegneserieskabere, som i kraft af deres udannelse får mulighed for at afprøve alle de ting, der slet ikke fungerer, uden at skulle tilbringe alt for mange år med at være “lovende talenter”. Serieskabere der har alle chance for at debutere på et langt højere niveau, end det vi har set i mange år.
Tanken om en tegneserieuddannelse er på ingen måde ny – der var allerede planer om en uddannelse i midten af firserne, men desværre ikke de rette omstændigheder, ressourcer eller personer, der kunne få alle enderne til at mødes dengang. At det ikke lykkedes at stable en uddannelse på benene for 25 år siden er ikke noget, nogen skal bebrejdes.
Men tænk om det var lykkedes – tænk om mange af de danske serieskabere, der siden dengang har fået deres debut og etableret sig som serieskabere, illustratorer med videre havde haft mulighed for at uddanne sig i grafisk fortælling. Tænk om de havde haft mulighed for så at debutere på et langt højere niveau med såvel et internationalt udsyn som potentiale. Tænk bare. Det er derfor Thomas Thorhauge har ret, når han kalder det for den vel nok største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie.
