Velkommen tilbage på Vrangsiden, hvor Michelle Sondrup undersøger de mange måder, tegneserier kan gøres os klogere på sindet, psyken og det sygelige. Denne gang handler det om alkohol, barndomstraumer og møder mellem to medier.
Efter en lang pause er Vrangsiden endelig tilbage! Og jeg har glædet mig til at dykke ned i sømme og syninger på endnu et tematisk tungt og teknisk værk.
Ene Es udgav i 2021 En barndom med alkohol, der i tekst og tegninger portrætterer en usikker opvækst omgivet af misbrug, ensomhed og selvmord. Foruden den hjerteskærende tematik, markerer bogen sig også rent teknisk i sin måde at fortælle og mediere. Måden læseren inviteres ind i mindet af en anden barndom.
Familiealbummet
Blitzen blinker i ølflaskerne og det blanke pandehår på en lille pige. Vi sidder med til bords i En barndom med alkohol. Illustrationerne er tegnet i farveblyant, der i en naturtro streg gengiver scener fra familielivet. Billederne efterligner tydeligvis fotografiets format, motiv og amatøragtige beskæring, som vi kender det fra et familiealbum. I forordet kan man også læse, at illustrationerne er baseret på private fotografier, doneret til projektet fra andre børn af alkoholikere.
Familiealbummet er en stærk ramme at sætte om fortællingen, fordi det leger med vores umiddelbare forventninger og egne familieforhold. Men rammen lykkedes ikke kun ved at skabe en kontrast til det almindelige. Den aktiverer også et rum af minder, der bringer os tættere på barnet i billedet. Min egen barndom titter frem i fotografiernes levende detaljer; i de tykke vinglas, vi også drak saftevand af i sommerhuset, i en lille drengs posede sweater, som han nok har arvet, og i følelsen af at sidde oppe hos de voksne længe efter sengetid. Jeg kan pludselig også huske, hvordan øl lugtede, da man var barn.
Genkendelsen forstærker clashet med det fremmede og forsømte. Clashet mellem kernefamilie, cannabis og Carlsberg. Mellem min og forfatterens barndom. Skellet er tydeligt, men det er lighederne, der får det til at gøre ondt. Min egen barndoms spejling lægger sig som et tykt lag autenticitet hen over siderne, der på intet tidspunkt lader mig glemme, at En barndom med alkohol er nogens rigtige barndom.
Fotografier i farveblyant
I bogen blandes to visuelle medier, tegningen og fotografiet, som ellers bruges og læses forskelligt. Lidt firkantet sagt forbinder vi fotografiet med en mere objektiv, teknologisk og præcis dokumentationsform, mens tegningen i højere grad ses som den ’bløde’ gengivelse; subjektiv, håndlavet og upræcis, fordi den så tydeligt afhænger af menneskelige valg og evner. Så hvad sker der, når man blander medierne og lader dem spejle hinanden?
Fotoformatet giver bogens billeder et dokumenterende aspekt. De knyttes til virkeligheden og placeres tidsmæssigt. Men blyanten gør billederne til mere og andet end ren dokumentation.
I blyantens taktile streg åbner billederne sig som levende og tilgængelige rum. Der er en sanselighed på spil, der hænger sammen med detaljegraden og tegningens medie.
Jeg mærker tætheden i stuen og følelsen af denimstoffets folder på fars bukser, for jeg ser ikke kun situationen gennem fotolinsen. Jeg oplever den også gennem et filter af en krop; noget nogen har mærket, lugtet, svedt. Det er gengivelsen, ikke kun af det der var, men af det oplevede, som tegningen formidler.
Fortiden er nu
Fotografiets skuen tilbage i tiden kombineres med tegningens sanselige nærvær i nuet.
Tilsammen skaber de illusionen af et minde, som læseren kan træde ind i og mærke. Med det tegnede fotografi bliver fortiden tilgængelig i nuet.
Teksten i bogen bruger også flere ’filtre’ af tid. Det ser vi allerede fra første side:
“Rugbrød med jordbærmarmelade er
smagen af at være den sidste i børnehaven.
Smagen af at være blevet glemt.” (s. 8)
Det er først og fremmest barnets oplevelse, vi møder, men som fortælles af en voksen stemme. Det er ikke et barn, der formulerer: smagen af at være blevet glemt, men den tilbageskuende fortæller, der rammesætter hændelserne for os i et voksent sprog.
I et andet eksempel markeres sammensmeltningen af positioner og tid rent grammatisk:
“Jeg bliver vækket af en nabo. Det er eftermiddag, og jeg er alene hjemme.” (s. 13)
Teksten er sat i nutid, selvom vi har defineret fortælleren som en nutidig, voksen stemme. Sådan markerer teksten et overlap af tid, der på samme måde som billederne minder om tidsoplevelsen i et traume. Et traume er en hændelse fra fortiden, som er så voldsom, at vores krop går i chok og er ude af stand til at bearbejde og lagre oplevelsen. Den får ingen slutning, og derfor oplever vi hændelsen, som om den sker igen og igen. Som om kroppen stadig er i rummet. I En barndom med alkohol gøres denne oplevelse tilgængelig for læseren ved hjælp af tekniske fortællergreb, materialer og medieringer. Jeget bliver stadig vækket af naboen. Det er stadig eftermiddag, og jeget er stadig alene hjemme.
At læse En barndom med alkohol af Ene Es er som at få adgang til en andens minder. Fotoalbummets tidslighed og tegningernes taktilitet lader os overskride egne erfaringer og tage del i en anden fortælling.
Tusind tak for lån.
