Stine Spedsbjerg inviterer os til at grine ad dem, der troede det var lykken at blive forældre – ikke mindst fordi alle sagde, at hun ville fortryde at lade være. Men hendes nye stribesamling tør også gå ind der, hvor der ingen nem udvej findes.
Der er landet en ny stribebog fra Stine Spedsbjergs hånd. Voksenværk lægger sig i forlængelse af Det bliver et langt liv og Forklædt som voksen, og udgør tredje del af Spedsbjergs kærligt-spydige udlægninger af pige- og kvindeliv. Jeg forventede striber i stil med Sarah Andersen og Cassandra Calin: genkendelige scenarier, uden den store dybde men med masser af gode grin. En bog, man kan have liggende på sofabordet og samle op, når man vil le af at se sit eget liv spejlet.
Jeg tog fejl.
Altså, Voksenværk er virkelig sjov – både på egen og andres bekostning, uden at være grov eller ondskabsfuld eller blive for hellig. Omdrejningspunktet er Stine-figuren, der står midt i voksenlivet og ikke vil have børn, trods alle omkring hende mener, at det vil hun jo gerne, for det vil alle kvinder jo og det er jo Lykken at være forælder. Det kan man lave meget sjov ud af. Voksenværk henter en stor del af sin humor i afstanden mellem det idealiserede forældreskab og den snotbefængte, søvnberøvede virkelighed. Forældrene er ikke bare trætte og slidte, de er også hykleriske, til tider løgnagtige.
Men Spedsbjerg gør også noget andet. Det, der for alvor overraskede mig ved Voksenværk er, hvor tit den ikke er sjov.
Forstå mig ret: Det er ikke forfejlet – tværtimod er det måske bogens største styrke.
Grimme følelser
Den nuværende bølge af moderskabsfortællinger, der gør op med glansbilledet af livet med børn, kommer ofte – forståeligt nok – fra forældre, især mødre. Hos Spedsbjerg får vi kritikken fra en anden vinkel, hos én, der har fået idéen om moderskab serveret, ja nærmest stoppet ned i halsen, og har sagt nej tak. Flere på hinanden følgende gange og på trods af, at det nej bliver overhørt eller erklæret ufornuftigt.
”Du vil ændre mening. Det er altid det værd. Man fortryder kun de børn, man ikke får.” I Voksenværk bliver den slags påstande gendrevet, eller i hvert fald erklæret for ikke universelt gyldige.
I princippet er en enkeltpersons beslutning om, hvorvidt de vil have børn, deres egen personlige beslutning. I praksis bliver det nærmest uundgåeligt et kollektivt ærinde. Beslutningen om, hvorvidt man vil sætte børn i verden er filtret uløseligt ind i spørgsmål om identitet, køn, værdier, race, nationalt tilhørsforhold, beskæftigelsespolitik, ansvar, forventede livsbaner, osv. osv. Ikke mindst fordi det at få børn – nærmest uanset, hvordan man gør det – filtrer én mere sammen med andre mennesker. Uanset at det burde være et personligt anliggende, er vi investeret i hinandens beslutninger.
Det at afstå fra at følge en norm – i dette tilfælde reproduktion – bliver ofte tolket som en kritik af dem, der har valgt at følge normen. Det er det måske også, for nogen. Spedsbjerg synes i hvert fald ret interesseret i at retfærdiggøre sig eget valg ved at pege på al den banale ulykke, forældre står igennem.
Jeg havde ikke læst ret meget af Voksenværk før det slog mig, at den meget tjekkede beige-og-gule farvepalet mindede mig om den vidunderlige satireprofil Sad Beige Children, der gør grin med over-æstetiserede, sandfarvede ’børne’-design-universer. Der er lidt mere knald på Spedsbjergs farvevalg, og det er sandsynligvis ikke en bevidst henvisning, men jeg kunne ikke lade være med at trække forbindelsen: Spedsbjerg har valgt de mest børne-fjendske, stilrene farver til sin barnefri verden.
Kritikken bliver dog også hyppigt vendt indad, og Voksenværk punkterer lige så mange myter om det barnefri liv. Stine-figuren er hverken mere tjekket, mere fri til at være spontan (fordi kæledyr viser sig mindst lige så krævende som børn) eller markant mindre træt. Hun er også gået over til mormor-trusser og bøvler med kropsaccept og datingmarkedet. Tit bliver selvudstillingen played for laughs, men vi lades heller ikke i tvivl om, at livet som frivilligt barnløs ikke altid er lykken. Blandt grinene får de svære, grimme følelser plads til at stå og flagre.
At blive i besværet
Jeg er slet ikke i tvivl om, efter endt læsning, at Stine-figuren ikke vil have børn og har det godt med den beslutning. Men vi får lov at se hendes tvivl på en måde, der føles ægte. Spedsbjerg formidler den tristhed, der kan opstå, når man står fast på en beslutning, men også kigger ind i det alternativ, man valgte fra og skimter noget savnet. Den tristhed får plads sammen med lettelsen, glæden og den nærmest skadefro tilfredshed over at være barnefri.
Måske var det fordomsfuldt, at jeg forventede en række sjove, men ikke videre nuancerede, striber om hvor skrækkelige børnefamilier er og hvor skingre folk kan være, når en kvinde drister sig til at ønske sig et liv uden. Altså, de er der også! Det er hovedsagen i Voksenværk. Men bogen giver plads til langt flere nuancer end jeg troede, den turde. Mange af siderne stirrer læseren lige i øjnene og siger: ”Nej, her er der ikke noget af grine af. Det er lidt bøvlet. Sæt dig med det et øjeblik – du skal nok få lov at grine om lidt. Men sid lige her.”
Den amerikanske filosof og kulturkritiker Donna Haraway har skrevet om det politiske arbejde i at blive i besværet – staying with the trouble. For Haraway angår det især klimakatastrofer og hvordan vi må lære at leve sammen med alle jordens væsner, filtret ind i besværlige relationer. Haraway argumenterer, blandt meget andet, for at vi skal se ud over biologiske og snævert arts-definerede familierelationer og indse, at vi står i slægtskab med alle arter. Hævet over de konkrete eksempler kan man sige, at Haraway beder os om at stirre tilbage på alle de former for forbundethed, der skræmmer os.
At blive i besværet betyder at stille sig normkritisk over for verden. At blive i besværet betyder også at stå med alle de nuancer, selvmodsigelser og, ja, besværligheder, et givent problem kan indeholde, og insistere på at give dem alle sammen plads.
En lille spoiler (men jeg kan ikke lade være, for jeg synes, det er så godt forløst): Voksenværk slutter med to små fortællinger, omgivet af blanke sider for at give dem plads, der afslutter bogen uden at lukke det centrale problem. En side, hvor Stine-figuren spekulerer over, hvad der ville være sket ”hvis jeg havde fået dig” – og det er ikke et skrækscenarie. Og så en side, hvor hun ligger fredfyldt sovende sammen med kæreste og kæledyr. Vi lades ikke i tvivl om, at Stine-figuren har valgt rigtigt. Men der er intet entydigt, ingen forskrifter for Det Gode Liv.
Forløsende uforløst
Spedsbjerg lader nuancerne komme alle til gode. Hun står fast på, i sidste ende, at Stine-figuren har truffet den, for hende, rigtige beslutning og at folk skal tage sig sammen og være mindre fucking mærkelige omkring det. Amen, sister. Det kan vi sagtens blive enige om. Og det er sjovt at udstille ’forældre-kulten’ udefra. Men beslutningen om børn – uanset, hvad man ender med at vælge – gøres aldrig til noget nemt eller indlysende. Spedsbjerg synes oprigtigt interesseret i de sociale normer, der omgærder især moderskab, og hvordan vi alle sammen slår os på dem, i varierende grad og på forskellig vis.
Markedsføringen og modtagelsen af Voksenværk synes at sige: ”Se, man kan faktisk vælge ikke at få børn, og livet kan blive rigtigt godt, selvom samfundet påstår noget andet.” Men vigtigere, og mere nuanceret, synes selve Voksenværk at sige: ”Se, det er fucking besværligt, det med børn, uanset hvordan man vælger.” Især hvis man tør stå ved, at man nok altid vil være i tvivl – uanset, om man vælger dem til eller fra.
Dét synes jeg er modigt og læseværdigt. (Og så er mange af striberne altså virkelig sjove, jeg har bare et earnest on main øjeblik her…)
Jeg er, helt personligt, stadig ikke sikker på, om det var det rigtige valg for mig at få et barn. Det bliver jeg nok aldrig sikker på. Jeg øver mig hver dag på at blive i det besvær. Og jo flere tankevækkende tegneserier, jeg kan have med i den øvelse, des bedre.
Full disclosure: Jeg har fået et eksemplar af Voksenværk af forlaget, men alle holdninger står for egen regning.
Del på
