Forfatter og tegneserieskaber Lars Kramhøft har været på New York Comic Con, og her er hans rapport fra en festival, der er i forandring.
Allerede flere gader væk er der ingen tvivl om at noget stort er i gærde. Fortovet flyder med kulørte postkort og handouts, og strømme af udklædte mennesker sjosker afsted på rad og række som venligsindede zombier.
De har alle kurs mod Jacob Javits Center på Manhattan i New York, hvor der for 10. år i træk afholdes New York Comic Con. Det er Oktober, og i byen der aldrig sover er det stadigvæk sommer.
Jeg er i New York som uofficiel del af ”den Danske delegation” af tegnere der arbejder på at bryde igennem i det forjættede land. Nogle er gamle veteraner som Frank Madsen, Susi Bech og Lars Jacobsen, der allerede har fået foden godt indenfor, mens andre, som Tom Kristensen og jeg selv, er newcomers, der står over for vores amerikanske debut, den grafiske roman ”Made Flesh”, der udkommer på forlaget Evil Jester.
New York Comic Con (herefter NYCC) er Nordamerikas største tegneseriefestival, men hvor meget det enorme, popkulturelle gedemarked man mødes af i Jacob Javits Center efterhånden har at gøre med tegneserier, kan man godt blive i tvivl om. Det er tydeligt at NYCC slægter sin storesøster på vestkysten (San Diego Comic Con) gevaldigt på; for nok hedder det ”comic con” på papiret, men det er lige så meget computerspil, merchandise, film, TV og Cosplay det handler om. Som udefrakommende, samt europæer, er det hele gevaldigt overvældende og ikke så lidt smagløst, som f.eks. når man i forbifarten er vidne til en midaldrende familiefar der beder en letpåklædt cosplay-pige med yppig, voksbleg kavalergang om at posere for ham og hans otte-årige søn.
Amerikanske fanboys
Et par ord om den typiske Amerikanske fan-boy vil nok være på sin plads, for i mange år har det næsten eksklusivt været ham, der har formet tegneseriekulturen og bestemt udvalget på butikkernes hylder.
Denne typiske fan, eller læser, om man vil, er forbruger med stort F. Hvis han først har fået en smagsprøve på noget, han synes om … gerne et stort, franchise-venligt univers, som ”Jurassic Park” eller ”Star Wars”, så vil han have mere. Ja, han ligefrem kræver det. Kræver at virksomheden bag hans foretrukne franchise skal fodre ham med mere, som var de intellektuelle properties patter han sultent kan dige på for at få sit fix. Har han først forelsket sig i et koncept, er det ikke nok med en enkelt bog eller film … nej, der skal merchandise, figurer, t-shirts, spin-off serier og helst også et kostume på bordet for at tilfredsstille ham. Som følge heraf forsøger de store forlag da også at malke deres succesfulde figurer og titler til absolut sidste dråbe er klemt ud.
Og ve den forfatter der fucker med vores fanboy’ens helte! Så viser han sig straks fra sin mest selvretfærdige og tyranniske side, som en anden spagfærdig Bruce Banner der med ét forvandler sig til frådende, grønt monster. Det har bl.a. Marvel-forfatteren Brian Bendis måtte sande, da han som følge af sin radikale relancering af ”Avengers” tilbage i 2005 måtte tage imod både tonsvis af hatemail samt deciderede dødstrusler fra de mange forurettede fans.
Nye strømninger
Men der ér alligevel også andet end overvægtige, hvide fanboys der gæster NYCC. Noget har nemlig ændret sig – og det til det bedre! Der er nu næsten lige så mange piger som drenge at se på Festivalgulvet, og både feministiske og queer-kulturelle værdier har vundet indpas i den ellers traditionelt mandlige og ciskønnede tegneserieverden.
Det er ganske forunderligt at notere sig, hvordan den form for kvindebillede, der var normen i mainstream tegneserier i 90’erne, nu åbenlyst er oppe til diskussion og genstand for kritik, som man f.eks. så det da DC Comics lod Starfire genopstå som evigt liderlig bimbo i ”Red Hood & The Outlaws”, eller da Milo Manara leverede et upassende cover til Marvel’s ”Spider-Woman”. Alene det faktum, at et panel om LGBT personer i tegneserier kan tiltrække et lige så stort publikum som det officelle Vertigo-panel, viser tydeligt, at kønsidentitet og minoriteter er kommet på radaren selv indenfor mainstream tegneserier.
Det er ligeledes glædeligt at konstatere, at en af festivalens absolutte stars er ”Batgirl”-tegneren Babs Tarr, som er kvinde og del af det kreative hold bag 2015s relancering af Batgirl som en stærk, moderne superhelt med realistiske proportioner og fornuftigt kostume. Da jeg om lørdagen for en kort stund forlader festivalen for at spise frokost med min veninde Maleña, som er afroamerikaner og bosiddende i New York, kan hun da også bekræfte at hun kan huske en tid, hvor hun var den eneste pige hun kendte, der tog til Comic Con. Sådan er det ikke længere.
Gamle dinosaurer & levende forfattere
Mangfoldigheden har altså gjort sit indtog på NYCC og hurra for det. Paradoksalt nok er det dog, som før nævnt, stadig de gamle, velprøvede franchises der virkelig holder for. Denne tilbøjelighed er f.eks. tydelig når man gæster panelet for det ellers interessante forlag IDW (der bl.a. har udgivet “The Devil’s Concubine” af vores egen Palle Schmidt – nu aktuel med “Thomas Alsop” hos Boom), og må erfare at forlaget nærmest udelukkende satser på gamle travere som ”Transformers”, ”Star Trek” og ”Turtles”. Udenfor tegneserieområdet ses nøjagtigt den samme tendens; det er koncepter som ”Jurassic Park”, ”Star Wars”, ”Evil Dead” og gud-hjælpe-mig ”X-Files”, der igen får turen i manegen. Det er intet under, hvis man synes der spreder sig en dæmpet stank af gennempryglet død hest.
Men det er heldigvis ikke hele historien. Hvis man ser nærmere efter, kan man nemlig stadig godt finde originalitet og interessante serieskabere. Som nu f.eks. forfatteren Brian Wood, som jeg takket være Árni Beck Gunnarsson får lejlighed til at tale med. Wood, der også har gæstet Danmark i forbindelse med Art Bubble i 2014, er en af de forfattere som formår at gå balancegangen mellem de kommercielle forlags krav til bred appeal og salgstal, samtidig med at han har noget på hjertet.
Wood, der debuterede på Image i 1999 med ”Channel Zero”, har bl.a. skrevet den post-apokalyptiske øko-thriller ”The Massive”, om et hold miljø-aktivister baseret på virkelighedens Sea Shepherds, der forsøger at gebærde sig i verden efter det store, globale klimakollaps er sat ind.
Når man taler med en forfatter som Wood, som både er venlig og intelligent, bliver man mindet om, at i de Amerikanske tegneserier kan grænsen mellem det kommercielle og det kunstneriske være hårfin, noget vi, som europæere, tit har svært ved at forholde os til. Det er lidt ligesom med god pop-musik; netop som man tror man kan afskrive en genre som det argeste lort, bliver man overrasket … som når Miley Cyrus pludselig laver en plade sammen med The Flaming Lips.
Sejrer Comic Con sig selv i hjel?
Det er på alle måder tydeligt at begrebet comic con er gået fra at være undergrund til at være et decideret fænomen som tiltrækker både gamere, filmfans og cosplayere, men selvom denne udvikling sikkert skæpper godt i kassen hos de skrantende forlag, vil jeg alligevel stille mig kritisk. Jeg frygter, at en festival som NYCC (og andre, der følger i samme retning) løber en risiko for at fjerne fokus så meget fra de tegneserier som for en stor dels vedkommende har skabt grundlaget for netop de film og franchises der nu tiltrækker de mange gæster, at de til sidst vil underminere sig selv. Man kan næsten forestille sig et skrækscenarie hvor arrangørerne af en festival kvier sig ved at sælge standplads til tegneseriefolk, hvis tilstedeværelse på kort sigt vil være mindre indbringende end en kæmpe bod med merchandise fra de populære HBO serier. Det vi risikerer at stå tilbage med vil således have meget lidt at gøre med tegnere, forfattere og ja, jeg vil sige det, tegneseriekunst.
Det er en fornemmelse jeg føler bliver bekræftet da jeg får en snak med tegneren Matteo Scalera i Artist Alley. Scalera er bosat i Palermo i Italien men tegner for de store forlag, og er bl.a. kendt for sit arbejde på Marvel’s ”Secret Avengers”, ”Deadpool” og Image serien ”Black Science”. Vi får en hyggelig sludder over et par bajere, og da jeg afsluttende spørger ham, om han vil sige noget til læserne i Danmark siger han: ”If you want to experience this … (NYCC, ed.) come here soon. In a few years this will be like San Diego.”
I don’t think we’re in Denmark anymore!
Om søndagen, på festivalens sidste dag, søger Tom og jeg ud på parkeringspladsen uden for Jacob Javits Center for at få en pause fra det myldrende inferno der hersker indenfor. Godt og vel 151.000 gæster har slået vejen forbi festivalen i de forløbne fire dage, og har dermed officielt gjort NYCC større end San Diego, der ”kun” kan prale med ca. 130.000 solgte biletter. Tom og jeg står og får os en smøg da en ganske ung security guard kommer hen til os. ”You guys having a good con?” spørger han. Tja, tjoo, svarer vi. ”Well, I’m not,” siger han prompte, og går i gang med at fortælle os om, hvordan han og hans kollegaer netop har stoppet en mand der forsøgte at komme ind på festivalen med en skarpladt 9 mm. pistol.
Ja, så ved man i hvert fald det ikke er Art Bubble man er på.
You guys having a good con?
Tja, tjoo.