Man skal aldrig gå tilbage til en fuser. Det ved alle. Men bør man være lige så påpasselig med at vende tilbage til en succes? Neil Gaiman har (igen) gjort forsøget med ”Sandman: Overtures”. Og det er både ret godt og en lille smule ærgerligt.
I det store hele slipper han fra det, den gode Gaiman. Siden han var med til at sparke benene væk under tegneseriemediet i sen-80erne med serien om Dream, der som en anden Ole Lukøje er herre over drømmenes verden og således både fantasien, litteraturen og dit indre liv, har han set sig selv kopieret i så høj en grad, at man nærmest kan glemme, hvor anderledes ”Sandman” var dengang. Serier som den netop afsluttede Vertigo-serie ”Fables” og den aktuelle ”Wicked+Divine” fra Image lugter mere end bare en smule af Gaiman og ”Sandman” (selvom kopier jo altid er lidt mindre friske end originaler), og flere af hans egne bidrag til både tegneseriemediet og den billedløse skønlitteratur har da også virket knapt så friske, som de gjorde dengang, da han stadigvæk var en ung historiefortæller, der følte sig frem og prøvede ting af. ”Sandman” er en mageløs og fantastiske serie, der både indeholdt episk storhed, nærhedens intimitet og flere ideer, end de fleste forfattere får i løbet af et liv. Og nu dypper Gaiman atter tæerne i drømmepølen, og som sagt, så slipper han næsten afsted med det.
Historien foregår før den originale serie. Og dog. For som Gaiman selv skriver i forordet, så foregår den efter det sidste hæfte i serien og efter hans forrige forsøg på at indfange originalseriens magi i ”Sandman: Endless Nights”, men også FØR det første hæfte i den gamle serie. Tiden er ikke en absolut i Sandman-universet, og jeg kan anbefale, at man læser hovedserien først, hvis man har den til gode.
Et aspekt af Dream afgår ved døden. En af de mange skikkelser, han opererer under i det uendelige kosmos. For ligesom Julemanden kan Dream sagtens være mange steder på en og samme gang. Men nu er der et aspekt mindre, og det bekymrer naturligvis den udgave af Dream, som vi fans af serien kender og holder af. Noget kosmisk er ved at ske. Noget dommedagsagtigt og forfærdeligt, og Dream drager afsted på en god gammeldags ”quest” for at løse dette problem, som han måske selv er skyld i. Ved sin side har han en kæmpestor kat, der også er et aspekt af Dream. Gaiman får meget sjov ud af samtalerne imellem menneske-Dream og katte-Dream, så der er stadigvæk spræl i den gamle serie.
Ligesom Dream rejser med en kat, så har Gaiman også taget en rejsepartner med. ”Sandman: Overture” ville absolut ikke have været, hvad den er endt med at være, uden tegner JH Williams III, der uden tvivl er blandt de vildeste og mest lirede i den amerikanske mainstream. Med især Alan Moores ”Promethea” og kraftpræstationen i Grant Morrisons ”Seven Soldiers of Victory” har Williams III bevist, at han nærmest er en naturkraft på en tegneserieside. Han er en af den slags tegnere, man kan vise til en person, der aldrig har rørt et tegneseriehæfte eller hørt om andet end ”Basserne” og ”Anders And”, og så vil den person udbryde et forbløffet ”holy shit!”. Gaiman og Williams III er et godt gammeldaws ”Dream Team”. Pun intended.
Og måske er det faktisk det, der generer mig lidt. Der er SÅ meget perfektion og lir til stede i denne tegneserie, at jeg næsten ikke kan klare mere. Jeg har hørt, at man drømmer i sort-hvid, men kan med sikkerhed sige, at det gør J.H. Williams III absolut ikke. Der er skruet helt op for det ofte digitale farveladeorgie på flere sider, end min hjerne kan kapere. Derudover er Williams i den grad mand for at finde en anderledes sideopbygning eller vinkel. På en side består rammerne af tænderne i en af bifigurernes øjne (don’t ask… bare læs den originale serie), på en anden er rammerne etagerne i et hus, på en tredje siderne i en bog og på en fjerde fladerne på en velslebet diamant. Derudover blander han stilarter, så man ikke kan andet end beundre det. Et drømmeagtigt landskab vistnok i en anden galakse på den anden side af universet ligner et westernlandskab fra en europæisk tegneserie. Øverste del af siden er tegnet i samme stil som Moebius’ science fiction-ørkenlandskaber, imens handlingen nederst på siden er tegnet i en stil, der nærmest på en prik ligner selvsamme Moebius’ stil, når han gik under navnet Jean Giraud og tegnede ”Blueberry”. Og sådan er hele værket fyldt med referencer til stilarter, elementer m.m. både inden for og uden for Sandman-universet. Det er blæret. Men jeg savner ro.
Gaiman er som altid en ferm ordsmed. Han kan skrive sætninger, der er så lækre, at man næsten kan glemme at følge med i, hvad der egentlig står. Man kigger bare på ordene og smager på dem. Perfekt placerede lyde og en herlig rytme. Så det kan han altså. Også her. Sammen med Williams’ tegninger går det hele op i en høj og blæret enhed, hvor man velsagtens er en sur starut, hvis man ikke er vild med det.
Jeg er ikke en sur starut. Højst mellemfornøjet. For sammen med Williams’ vilde tegninger og Gaimans sproglige kunstnerier, så går det hele altså lidt for meget op i virkemidler, staffage og dygtige folk, der vil alt på en og samme gang. Historien drukner lidt i virkemidler og overflade. Lidt. Ikke helt. Men lidt.
For Gaiman er stadigvæk god til at finde især Dreams helt særlige stemme. Han er selvhøjtidelig, teatralsk og dejligt småpatetisk – præcis som han skal være. En af historiens sjoveste ordudvekslinger kommer, da et aspekt af Dream chokeres over, hvor ynkelig og irriterende, han selv lyder, da et ANDET aspekt af Dream taler. Det er aldrig rart at høre sig selv tale, og selv Dream kan altså høre det, da han får mulighed for at stå uden for sig selv. Her bliver jeg mindet om, hvor humoristisk, menneskelig og sært hverdagsagtig, Gaiman så ofte har fået det nærmest guddommelige og kosmiske persongalleri i serien til at lyde og virke. Desværre er denne forbindelse til det verdslige ikke i fokus i denne omgang. Vi befinder os på et ofte meget abstrakt plan, og jeg følte meget mindre, end jeg havde håbet.
Da jeg i sin tid anmeldte det første nummer af ”Sandman: Overture” her på Nummer9, håbede jeg på det bedste, men jeg havde for fornemmelsen, at værket kunne blive for meget, og det er så nu blevet bekræftet. Men måske er for meget af det gode trods alt bedre end for lidt. Og måske vil jeg have det anderledes med ”Sandman: Overture”, når jeg engang genlæser den. Det ville trods alt ikke være første gang, at jeg først rigtigt lærte at holde af en Sandman-historie, da jeg genlæste den. For der ER noget at komme efter, og det ER en flot tegneserie. Og andre vil nok have det helt anderledes end mig.
Karakter: 3/5
Titel: Sandman: Overture Deluxe Edition
Forfatter/tegner: Neil Gaiman og JH Williams III
Forlag: DC Vertigo
Farve og form: Farve, hardcover
Sidetal: 224 sider
Pris: Cirka 200 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: USA
