Ugens rundtur på tegneserienettet byder på hårde sandheder, gode nyheder og timers tegneserielæsning.
Årets fjerde uge bar især i den amerikanske tegneserieverden præg af stor diskussionslyst.
Som da redaktør Calista Brill publicerede et indlæg på forlaget First Seconds hjemmeside om, hvornår aspirerende serieskabere måske bør opgive drømmen om at “slå igennem”.
Et penibelt emne, og Brills synspunkter affødte da også en del vrede reaktioner – f.eks. den her fra den talentfulde brite Simon Moreton – omend debatten muligvis hvilede på en misforståelse: Budskabet var vist ikke, at man bør forbydes at lave tegneserier, hvis man er dårlig til det, men at drømmen om at leve af det ikke nødvendigvis skal forfølges hele vejen til en bitter ende.
Mindre hidsigt gik det for sig, da serieskaber Jim Rugg læste Hellboy in Hell først på tryk og siden digitalt, og fandt, at digital farvelægning af tegneserier formentlig har forringet den trykte vare. Men synspunktet var stadig interessant.
Og så var der anmelder Chris Mautner og forlægger Gary Groths semi-debat om 50’er-forlaget ECs kultdyrkede output. Mautner fandt det noget overvurderet, Groth svarede igen med en nuanceret vurdering af forlagets produktion, der er god at blive klog af.
Gode nyheder fra ugen, der gik: Arthouse-forlaget Picturebox annoncerede en spændende ny linje af manga-udgivelser, kurateret af Ryan Holmberg og med fokus på historisk vigtige værker. Og så blev det alment kendt, at den meget morsomme og mærkeligt undervurderede Kyle Baker har lagt en lang række af sine graphic novels ud til fri læsning på nettet – hvis du ikke har læst perler som “Why I Hate Saturn” eller “Cowboy Wally Show” endnu, så er det bare at komme i gang …
Til sidst en håndfuld hurtige links:
• “Persepolis”-skaber Marjane Satrapi springer lige straks ud som kunstmaler
• Terry Gilliam, filminstruktør og Monty Python-animator, startede som tegneserietegner. Her er eksempler
• Charles Ponstingl har du formentlig aldrig hørt om, men han skar nogle ret charmerende tegneserietableauer i træ back in the day
• Sådan genoplivede Egmont Anders And & Co. med gimmick-historier og en ny hjemmeside – for en stund, i hvert fald
• Seriekomet og “De gale”-tegner Mikkel Sommer er godt i gang med næste projekt