Thomas Thorhauge blev inviteret til Ramallahs 9th Bookfair, men brugte kræfterne på workshops for børn og unge. Nedenfor følger hans reportage:
Jeg er i det palæstinensiske selvstyres hjemsted Ramallah, lige nord for Jerusalem, og er dansk deltager i en paneldiskussion om graphic novels og visuel litteratur på bogmessen sammen med andre europæiske udøvere plus en enkelt palæstinensisk, Amer Shomali.
Amer hiver Joe Saccos gennembrudsværk ‘Palestine’ op af tasken, og beklager sig en smule:
– Hvorfor er det en amerikaner, der har lavet den ultimative fortælling om Palæstinas trængsler i tegneserieform, og ikke os selv? spørger han.
En mand fra det sparsomt fremmødte publikum markerer:
– Men hvad er det for nogle historier, du vil fortælle os, Amer? Vi gider ikke høre dem. Vi er så trætte af at høre om vores egne ulyksageligheder. Vi orker ikke mere.
Amer tøver et øjeblik, en smule overrasket over den skarpe reaktion. Den serbiske tegner på min anden side, Vladimir Palibrk, griber mikrofonen:
– Jamen, hvem siger I skal lave realistiske historier om jeres stræben og dagligdag? I kan lave så meget andet interessant – det kunne være palæstinensisk horror eller palæstinensisk science fiction. Jeg gad godt læse palæstinensisk science fiction, jeg ville være meget nysgerrig efter at se hvordan mennesker, der lever under jeres forhold ville skære en space opera …?
Hvorefter jeg lidt naivt og begejstret erobrer mikrofonen og kaster mig ud i en forestilling om hvordan palæstinensiske science fiction-tegneserier bliver det nye sort, og hvordan berømmelsen og indtægterne på sigt ville kunne befri det hårdt ramte palæstinensiske folk. Så nemt er det naturligvis ikke.
“Hvordan kan du sige ligesom en and?”
Jeg var fem dage i Palæstina, inviteret af DHIP (Danish House in Palestine) i anledning af Ramallahs 9. internationale bogmesse, med fokus på børnelitteratur og graphic novels, stærkt støttet af Institut Francais og Goethe-instituttet, hhv. Frankrigs og Tysklands meget ressourcestærke kulturelle outposts over hele verden, som tilfældigvis begge er meget tegneserieglade organisationer.
Mit besøg på bogmessen var hurtigt overstået, den var stor og flot organiseret, men midt i Ramallahs larm og kaos og støv og vrimmel tog den sig mærkeligt konstrueret, nærmest artig ud. Heldigvis var den fortrinlige Morten Bønke fra Det Danske Hus enig (man bliver så patriotisk begejstret, når man støder på repræsentanter for vort land af hans milde, muntre og kloge format ude i verden), og havde derfor allerede på forhånd lagt en plan for mit ophold i Ramallah, som indbefattede fem workshops på skoler og institutioner i og udenfor byen.
Det lokale læringsorgan, The Tamer Institute, havde hjulpet med at planlægge, og foreslået at jeg lavede noget, der havde med H.C. Andersen at gøre. Den ide var jeg næppe kommet på selv, men fint og godt og glimrende. Jeg læste op på Klods-Hans og Den grimme ælling, og blandt de mindre børn live-tegnede og fortalte jeg (med tolk) den henholdsvis lidt bizarre fortælling om hvordan en ged, en død krage, en træsko og noget mudder fører til prinsessen og det halve kongerige, og den lidelsesfulde historie om den forpjuskede og forpinte ælling, der heldigvis var udklækket fra et svaneæg og endegyldigt meeeeget mere fornem end de middelmådige anderumper.
Hvis der var tid, lod jeg børnene lave figurdesigns, som jeg brugte i min, øhh, performance. Afslutningsvis agerede jeg vært i en tegnekonkurrence, hvor to hold dystede i at tegne de mest markante ansigtsudtryk, som skabte stor begejstring, og vist også en anelse mere larm og bevægelse, end de meget velopdragne børn var vant til. Bagefter Q&A: “Hvordan kan du sige ligesom en and?” ville en dreng vide. Jeg demonstrede så præcist som muligt hvordan man niver sig i kinderne, og med tungen blokerer luftens vej i midten af munden, som afledes ud i kinderne, hvor der kommer drøn på spyttet og den velkendte Anders And-lyd opstår. Den greb de. På en af skolerne forærede skoleinspektøren mig et eksemplar af Koranen som tak for min indsats. Danish cartoonists are pretty okay nowadays.
Ulovligt at hænge tegninger på væggen
På Technical Institute i Ramallah ledte jeg en H.C. Andersen-fri tegneserieworkshop, hvor en 40-50 tørklædeklædte piger (og to-tre uden tørklæde) efter en exceptionelt overfladisk gennemgang af tegneseriens virkemidler, alle blev sat til at lave en et-sides tegneserie om deres morgen. Jeg havde planlagt at alle siderne skulle hænges op på bagvæggen som en udstilling, hvor man kunne sammenligne sin morgen med de andres, samt de virkemidler, man havde brugt.
Opgaven til de studerende på Ramallah Technical College var at lave en sides tegneserie, der beskrev deres morgen. Instruktøren tegnede naturligvis også sin morgen, i arabisk højre-mod-venstre-læseretning.
Desværre fortalte min ‘One Piece’-glade tolk Jakup, at det desværre var ulovligt at putte tegningerne på væggen. Ret uheldigt, for i stedet måtte kun fem piger gennemgå deres tegneserier på den korte tid, der var tilbage, og resten sidde tilbage med deres indslag, ubeset – øv.
Pinligt priviligeret
Blandt mine øvrige aktiviteter var en såkaldt couch talk i Det Danske Hus med Amer Shomali, ham som jeg nævnte indledningsvis, der måske burde kaste sig over palæstinensisk sci-fi. Blandt de fremmødte var desværre ingen palæstinensere, men mestendels internationale gæster fra bogmessen og en håndfuld landflygtige danskere, der alle var engageret i spændende projekter på Vestbredden.
– Jeg er flygtning. Jeg er født i Kuwait, og vokset op i en flygtningelejr, og nu bor jeg her i Ramallah, 12 kilometer fra Jerusalem. Men der har jeg ikke tilladelse til at være, så jeg har aldrig været der. Jeg kan også se stranden (ved Tel Aviv) fra Ramallah, men der har jeg heller aldrig været, fortalte han. Så får man mikrofonen og føler sig lidt tom og pinligt til mode over ens egen privilegerede baggrund.
Amer Shomali gæsteoptræder i Guy Delisles ‘Jerusalem’.
Jeg fortalte om hvordan jeg tror, at tegning som kommunikation har stort perspektiv kørende for sig på måder vi næsten ikke kan forestille os, og om min tegneserie ‘Kom hjem’, som handler om at finde balancen mellem priviligeret, undertiden triviel hverdag og de store ideer, den store stræben efter menneskelig fremskridt, lykke og lighed.
Amer skal i øvrigt ikke ynkes. Han har et fantastisk menneskeligt og kunstnerisk format, er skarp, humoristisk og værdsætter som jeg den lette ironi som afvæbnende dialog-dåseåbner. Good company.
Kalandia, verdens mest deprimerende sted
All this and more. Ramallah har puls og energi og nærvær, men indlysende også opsparet vrede, frustration og resignation lige under overfladen. Den nu mere end 700 kilometer lange mur, der hurtigt er blevet ikonet på israelsk apartheid er paradoksalt nok det mindste af palæstinensernes problemer med Israel.
Bureaukratisk, udmattende chikane og systematisk nedbrydning af palæstinensernes borgerrettigheder og kreative fortolkninger af Osloaftalen, plus naturligvis, hårdkogt spillen med de militære muskler, passivt tilsyn med ulovlige, men strategiske settlements/outposts er tilsyneladende hovedingredienserne i Israels plan om en eller anden de facto-afkobling af et fungerende palæstinensisk samfund. De rammer, der nu gælder for palæstinenserne er så grelle, at deres mulighed for at udvikle deres eget samfund i realiteten er skudt ned.
På min fridag tog jeg til Jerusalem. I den udrangerede bus stødte jeg tilfældigt ind i Politikens Kampzonen-blogger Leila Stockmarr, som ud over at lægge sidste hånd på en ph.d. om den israelske våben- og overvågningsindustri, ved alt om Israel og Palæstina, og som uhyre elskværdigt tilbød at guide mig lidt rundt i byen. Først skulle bussen dog passere checkpointet Kalandia, som måske er det mest deprimerende sted, jeg endnu har sat mine fødder på på denne jord. I et snavset og kaotisk Mad Max-agtigt landskab med bildæk og skrald i grøften og udbrændte bål er der en åbning i muren, som er designet til at få folk, der ønsker at bevæge sig igennem, til at føle sig som burhøns. Israelske teenagere med tomt blik i øjnene iført hi-tech-militært harnisk og massivt store maskingeværer kørte showet, da et ældre ægtepar foran os forsøgte at komme igennem til Øst Jerusalem, som teknisk set stadig er palæstinensisk.
Leila trådte ind i svingdøren, som pludselig låste, mens soldaternes diskussion med den ældre dame fortsatte, og i de vel 10-12 minutter samtalen varede, var Leila sådan set låst inde i døren. Soldaterne endte med at lade manden passere, men at smide den ydmygede ældre dame tilbage til Ramallah. Og så blev Leila sluppet fri, og vi kørte videre i ny bus, ind til Damaskusporten, hvor Jerusalems gamle bydel ventede på den anden side.
Konventionel supersize security
Efter at have vandret i Jesu fodspor (en helt igennem fantastisk oplevelse af alle mulige grunde) tog jeg tilbage til Ramallah, hvor en taxa hentede mig klokken 3:30 om natten. Mit fly lettede 7.20, men i Tel Avivs Ben Gurion-lufthavn skal man checke ind tre timer før, så sikkerhedsfolkene kan nå at afhøre dem, de finder mistænkelige. Det var jeg naturligvis, fordi jeg kom fra Ramallah.
Så jeg gennemgik fire forhør, hvoraf det første indtraf lidt udenfor lufthavnen, anført af en meget ung israelsk soldat, der hele tiden havde pegefingeren ved siden af aftrækkeren på sit maskingevær. Her blev jeg spurgt om alt muligt, og min bagage scannet. Så fik vi grønt lys til at fortsætte. I lufthavnen blev jeg antastet af en dame lige ved indgangen, som uden maskingevær stillede mig de samme spørgsmål, og som scannede min bagage igen. “It’s already been checked” sagde jeg venligt, “I know” svarede hun så.
Videre hen til check-in, hvor en række sikkerhedsfolk stod klar to meter foran flyselskabernes check-in-skranker. Her blev jeg først udspurgt af en fyr, som nærstuderede min invitation fra Det Danske Hus, og som derefter hentede sin chef, en nydelig ung dame, som præsenterede sig som lederen af Security. “What did you do in Ramallah?” spurgte hun. Jeg forklarede for fjerde gang at jeg havde været gæst på en bogmesse. Hun kiggede tænktsomt på mig. “But in four days… you didn’t spend all the time at the Book Fair, did you? What else did you do?”. Jeg fortalte om mine workshops og de andre ting. “Did you visit any Palestinian homes?” og så videre. Til sidst fik jeg lov at smutte.
Desserten var konventionel supersize security, som man finder i alle lufthavne, der hvor du tager bæltet af og hiver den bærbare op af tasken og man scannes. Her blev min kuffert og skuldertaskes indhold splittet til atomer, og den nidkære undersøgelse sluttede med at den mandlige security-guy satte sig på knæ og studerede mine cowboybuksers skridtparti. Han talte mine knapper, inkl. de der helt små metalbeslag, der holder lommerne på plads. “Do you have four buttons in your fly?” ville han vide, “Øhhhhhh..”, jeg kiggede ned og trak lidt til side, så man kunne se knapperne i gylpen, 1-2-3-4, “Yes, four”. “Good. You can put on your shoes again and pack your suitcase”. Alt mit snavsede tøj, inkl. sure underbukser lå spredt over en to meter lang disk. Man er vel lidt forfængelig med sine sure underbukser, så jeg pakkede så hurtigt jeg kunne og glædede mig intenst til Kastrup Lufthavns flinke fyre.
Farvel Vestbred. Må fred og lykke og rimelighed en dag tilsmile dig.
Naji al-Alis tegneseriefigur Handala er overalt, ikonet for palæstinensisk modstand.
BONUS: Handala og Naji al-Ali
Et af de mest berømte symboler på Palæstinas modstand eller uknækkelighed er tegneseriefiguren Handala, som man ser i gadebilledet overalt. Det er en helt enkel tegning af en dreng, der står med ryggen til, i laset tøj, og med et hoved, der kan minde om en kaktus. Tegneren bag, Naji al-Ali, opfandt Handala i 1969, og brugte ham siden i en lang række politiske tegninger. Han forklarede at Handala er en 10-årig dreng, som nægter at blive ældre, indtil han kan vende tilbage til sit hjemland. Hans venden ryggen til skal være et tegn på afvisning af “outside solutions”. Kaktushovedet indikerer hårdførhed.
Naji al-Ali var i sin levetid en af den arabiske verdens mest gennemslagskraftige tegnere, og nåede at tegne over 40.000 politiske tegninger. Han blev skudt i hovedet i London i 1987, og selvom omstændighederne fortsat er uafklarede, førte begivenheden til at Margaret Thatcher smed den israelske sikkerhedstjeneste Mossad ud af England.
BONUS-BONUS: Læs disse tegneserier:
Palestine af Joe Sacco
Footnotes in Gaza af Joe Sacco
Jerusalem af Guy Delisle
Fotos: Thomas Thorhauge, Morten Bønke, Manar Mohamad Tum-AlLah
