Nikoline Werdelins nyklassiske stribe slår sine folder på femtepladsen af “Tyve danske tegneseriefavoritter”-listen.
Før dette års Copenhagen Comics spurgte festivalen en lang række tegneserieskabere, oversættere, anmeldere, gallerister, forlæggere og andre, der beskæftiger sig professionelt med mediet, om deres danske tegneseriefavoritter. I alt 250 titler fandt vej til bruttolisten, og de 20 mest populære endte på udstillingen.
Bagefter blev nogle af stemmeafgiverne bedt om at begrunde deres favoritter. Teksterne, de skrev, kan nu læses her på Nummer 9.
Den danske tegneserie er først i nyere tid blevet begunstiget med ærværdige institutioner af den slags, som kan levere krudt til en rigtig kanon – professionelle uddannelser, specialiserede kritikere, akademiske tegneserieforskere og så videre. Derfor er der heller aldrig opstået en bredt anerkendt dansk tegneseriekanon. Listen her giver et bud på, hvilke værker, der nyder højest agtelse i tegneseriemiljøet.
—
5. Homo Metropolis
af Nikoline Werdelin, 1994-2014
Op gennem min barndom var Homo Metropolis mest bare noget, min mor læste. Noget, der var lidt i vejen, når jeg bladrede rundt efter dagens Strid-stribe eller weekendens Superliga-resultater. I dag har jeg heldigvis opdaget, at Nikoline Werdelins avisstriber er alt andet end i vejen. Faktisk er Homo Metropolis intet mindre end et dansk tegneseriehovedværk. Ja, et litterært hovedværk, sgu!
Homo Metropolis startede som daglig stribe i Politiken i 1994 og løb til 2004. I 2010 vendte serien tilbage til Politikens bagside, hvor den havde sin faste plads indtil 2014. Det er også blevet til en håndfuld flotte opsamlinger i bogform, der alle giver et afslørende og røntgenagtigt billede af det moderne Danmark komplet med økologi, seniorsex og posttraumatisk stress-syndrom.
Striberne er en perlerække af bevægende og anfægtende menneskeskæbner, som bliver siddende i kroppen længe efter læsningen er slut: Moderne familier, forliste parforhold og alle mulige forvirrede storbymennesker – og så er det hele både vanvittig sjovt, rørende og pinligt. Nikoline Werdelin har et helt særligt og utroligt gennemtrængende blik, der gør Homo Metropolis til en sjælden tegneserieoplevelse, hvor figurerne slet og ret føles levende.
Werdelin indfanger og formidler mennesketyper og evner at fremkalde menneskeliv i farver og med nuancer – også selvom striben er i sort/hvid. Det oplever læseren gang på gang i Homo Metropolis’ store persongalleri. Lad være med at bladre forbi.
– Felix Rothstein, tegneserieformidler
