Leo Malets kriminalromaner om den hårdkogte privatdetektiv Nestor Burma har fundet sig en kongenial fortolker i den franske tegneserieskaber Jacques Tardi – og så inspirerer både bøger og tegneserier til nostalgiske byvandringer i Paris.
Jeg står i det 13. arrondissement i Paris. Et af de kvarterer i den overrendte by, hvor kun få turister lader til at finde hen. Og skal sandheden frem, er der måske heller ikke så meget at se på som på den anden side af Seinen eller længere inde mod centrum. I hvert fald ikke for det utrænede øje.
Jeg slentrer fra det udst
rakte hospitalsområde Salpêtrière ad Quai de la gare på vej mod Pont de Tolbiac – Tolbiacbroen. Midt på broen gør jeg holdt og mindes den række triste og dramatiske begivenheder, som for 50 år siden og ja, faktisk også 20 år inden da, gav broen og det barske 13. arrondissement en hel del omtale i de parisiske aviser. Ikke mindst i Le Crépuscule, hvor Marc Covet med vanlig flair for de saftige detaljer dækkede sagen.
Kvarteret har ændret sig meget siden dengang i 30rne, hvor det hele begyndte med et forsvundet bankbud og en mindre formue i kontanter, han havde på sig. Røveriet, hvis det var et sådant, blev aldrig opklaret, og politiinspektøren på sagen – Ballin, hed han vist, ja, Norbert Ballin – blev så besat af sagen, at han mistede forstanden. Han strejfede i tiden efter hvileløst rundt i kvarteret på jagt efter gerningsmændene, og led midt i 50erne en voldsom død, da nogle af affærens hovedpersoner igen begyndte at røre på sig.
Ja, det var en speget sag, som involverede anarkister, illegalister, knivsvingende sigøjnere, en smuk, ung kvinde, Bélita, og ikke mindst den hårdkogte, piberygende privatdetektiv Nestor Burma, indehaver af detektivfirmaet Fiat Lux og med en stor appetit på små skarpe og kvinder med yppige former.
Malet og Tardi
Hvor de fleste andre mennesker, der er på litterær rejse til Paris, sikkert søger sporene efter Hemingway, Hugo eller Balzac, så er det Léo Malet og Jacques Tardi, der har inspireret mig til min udflugt. Nærmere bestemt Malets krimi Tåge over Tolbiacbroen og Tardis kongeniale fortolkning i tegneserien med samme titel, den første af fem i Malets ånd fra Tardis hånd.
Der er ikke megen tåge over broen lige i dag, men den svære stålkonstruktion, som er så levende gengivet af Tardi i tegnerens simple, men også detaljerige og ekspressive stil – som vi kender den ikke mindst fra serien om Adeles ekstraordinære eventyr – er ikke sådan at gå fejl af, og med Malets ord og Tardis tegninger i hovedet er det svært ikke at lade fortiden overvælde sig.
Jeg har altid været mere til Léo Malets ligefremme Burma end Georges Simenons intellektuelle Maigret. Måske fordi den kynisk-humoristiske Nestor Burma er af den hårdkogte skole og i nær familie med amerikaneren Raymond Chandler og Philip Marlowe. Med en fortid som krigsfange, anarkist og politisk aktivist dissekerer Burma kontant Paris under og lige efter krigen, en by rig på både livets tiltalende og mere lyssky sider.
Bag Burma fornemmer man Malets sociopolitiske engagement, og som Marlowe har den på menneskehedens og fremtidens vegne desillusionerede Burma et had-kærlighedsforhold til den (lorte)by, han trods alt ikke kan leve uden – og hvis beskidte vasketøj, han lever af at rode rundt i. Med 120, Rue de la Gare, den første roman om Burma, opfandt Malet den franske roman noir, skrev Frants Gundelach i ‘86 i en artikel om forfatteren i krimimagasinet Pinkerton. “Ja, det var nærmest en historisk begivenhed: En kriminalroman, som foregik i dagligdagen, blandt almindelige mennesker, på let genkendelige steder, hvor alle kunne færdes: en prosaform med humoristiske dialoger, og hvor atmosfæren betød mere end plottet.”
Varietésanger og surrealist
Malet, der blev født i 1909, påbegyndte sin kunstneriske karriere som varietésanger på Montmartre i ‘25, og inden han i ‘41 debuterede som krimiforfatter, nåede han at arbejde som ekspedient, kontorassistent, journalist for bl.a. en anarkistisk avis, leve som vagabond, som statist at medvirke i Marcel Carnés film Tågernes kaj og meget andet. En omskiftelig tilværelse med utvivlsomt værdifulde erfaringer, som kun har været med til at gøre Malets miljøskildringer mere troværdige.
Han skrev også digte, mødte i ‘31 surrealisternes chefideolog, André Breton, og var fra ‘30 til ‘40 medlem af den surrealistiske gruppe i Paris, hvor han også blev venner med René Magritte og Salvador Dali. Om sine digte fra dengang har han engang udtalt, at “da jeg skrev dem, var vi kun to, der forstod dem – Gud og mig selv. I dag er det kun Gud.”
I ‘40 blev Malet taget af tyskerne og tilbragte otte måneder i en koncentrationslejr i Tyskland. Da han året efter vendte hjem til Paris, begyndte han (under forskellige pseudonymer og efter amerikansk forbillede) at skrive kulørte kriminalromaner med reporteren Johnny Metal og privatdetektiven Mike Rowland i hovedrollerne.
I ‘43 udkom så den første roman med Nestor Burma, 120, Rue de la Gare, og inden sin død i ‘96 nåede Malet at skrive 29 romaner med den hårdkogte privatdetektiv, hvoraf de 15 i serien De nye Paris-mysterier, bl.a. Tåge over Tolbiacbroen, foregår i hvert deres parisiske arrondissement og derfor er fortrinlige som udgangspunkt for en byvandring i det franske.
Otte af Malets bøger om Burma blev ‘85-’87 udgivet på dansk af Nyt Nordisk Forlag – sikkert som en opfølgning på, at det første af Tardis Burma-album, Tåge over Tolbiacbroen, med succes var blevet oversat og udgivet af forlaget Carlsen i ‘83. Kun to af de fem tegneserier med Burma er udkommet på dansk, nemlig Galskab i Rue de la Gare (som tegneserie-versionen af 120, Rue de la Gare kom til at hedde på dansk (‘88)) og Tåge over Tolbiacbroen.
De øvrige er M’as-tu vu en cadavre? udgivet så sent som sidste år (romanen hedder i dansk oversættelse Falske toner fra Passage du Désir), Casse-pipe á la Nation fra ‘96 (roman ikke oversat til dansk) og Une gueule de bois en plomb (Tardis egen historie med Malets figurer og titlen af Steffen Kronborg, Danmarks førende Tardi-ekspert, oversat til Tømmermænd af bly (‘90)).
Heldigvis kan man så, på sin vandring gennem Paris, lægge vejen forbi en af byens mange, fortrinlige og velforsynede tegneseriebutikker og sikre sig de øvrige tre på originalsproget. Og er man, som jeg, ikke voldsomt stiv i fransk, kan man sætte sig ned med både bog og tegneserie og parallellæse og samtidig få et godt indblik i, hvor fin en fortolker Tardi egentlig er.
Tardi digter med
Malet er god til at male med sine ord. Stemninger og miljøer står spillevende for ens øjne, når man læser sig gennem forfatterens hurtigt slugte krimier. Derfor kunne man også forestille sig, at det ville være en svær opgave for en tegner at sætte streger på Malets ord. Men Tardis karakteristiske, stramme stil er som skabt til Malets skarpe formuleringer, og efter endt læsning sidder man tilbage med følelsen af, at man ikke selv i sin fantasi ville kunne sætte bedre billeder på Malet.
Tardis sort-hvide tegninger formidler fremragende den ofte trøstesløse stemning af menneskelig fallit, grundstødte drømme og bidsk humor, som gennemsyrer Malets beretninger fra krigens og efterkrigstidens Paris. Den perfektionistiske tegner, der trak store veksler på Malets tålmodighed, hver gang han gav sig i kast med en af forfatterens bøger, er tro mod forlæggene, men digter i høj grad selv med på historierne genn
em de mange detaljer og scenerier fra Paris, som ikke er beskrevet i bøgerne, og som Tardi har måttet skabe ud fra sin egen research og viden om byen og tiden.
Burma færdes i de tidligste bøger, der er skrevet under krigen, i et besat Frankrig, og hvor Malet måtte holde igen med alt for tydeligt at lufte sine politiske sym- og antipatier, så kunne Tardi, da han i 80erne gik i gang med Galskab i Rue de la Gare, tillade sig at dekorere vægge og facader med de politiske plakater, som kunne have prydet miljøet dengang.
Tardis Nestor Burma er simpelthen Malets, og de fire album, som Tardi har baseret direkte på fire af Malets romaner, er nogle af de bedste bearbejdninger af originalt materiale, jeg til dato er stødt på. Det femte, lidt apokryfe album, er i farver og tegnet i en lidt løsere streg på et tidspunkt, hvor Tardi åbenbart skulle prøve sig selv og sin blyant af, og selv om farverne klæder Tardi, og det bestemt er holdt i Malets ånd og visuelt en gennemlæsning værd, så blegner Une gueule de bois en plomb alligevel i forhold til de øvrige albums kraftfulde udtryk.
Burma er blevet en storøret, lidt bistert udseende og ikke særlig køn mand, sædvanligvis klædt i en stor overfrakke og med piben hængende i mundvigen. Og hans sekretær, Hélène, en rigtig kvinde i højhælede sko og lige søm i nylon-strømperne, er blevet præcis dét: En mørkhåret dejlighed med en aura af utilnærmelighed, som gerne ægger sin dameglade chef, men aldrig giver efter for hans tilnærmelser.
Det var Jacques Tardi, 
der henvendte sig til Léo Malet med ønsket om at basere en tegneserie på en Nestor Burma-bog, og forfatteren fandt ham både generøs og beskeden. Ikke mærkeligt var han bagefter umådeligt tilfreds med Tardis udgave af privatdetektiven, og i forordet til den franske udgave af Tåge over Tolbiacbroen (‘82), der var parrets første samarbejde, skriver Malet bl.a.: “Tardi har båret sig ad som en instruktør. Han har fortolket personerne fra romanen (som han kender – er jeg fuldstændig overbevist om – bedre end mig), således som han så dem. Han har bearbejdet den gamle bog, han har ikke nøjedes med bare at være en genial tegner.”
Tilbage på broen genkalder jeg mig bogens sidste ord og tegneseriens sidste streger: Burma har endelig genfundet sin elskede Bélita, men mister hende igen, denne gang for altid, da den morderiske sigøjner Salvador kaster en kniv i ryggen på hende, og hun dør i Nestors arme. Det er et af (tegneserie)litteraturens store, tragiske øjeblikke, og jeg kan ikke lade være med at knibe en tåre, mens tågen igen sænker sig over Tolbiacbroen.
af Christian Monggaard
Artiklen blev oprindelig bragt i STRIP! nr. 16.
Del på
