Den efterhånden 61-årige Giraud/Moebius har udgivet en slags erindringer om sit dobbeltliv på papiret som ophav til både Blueberry og John Difool.
“La Deviation” lyder titlen på en kort, surrealistisk billedfortælling, der binder sløjfe af mange tråde i tegneseriens historie: “Afkørsel” kom den til at hedde på dansk, men “Omkørsel” eller “På afveje” havde været lige så rigtig en oversættelse. Om ikke ligefrem “Afsporing”, for den korte tegneserie fra 1973 markerer et skiftespor.
Den fransk-belgiske tegneserie kørte endelig på skinner Europa over. Efter næsten et halvt århundredes begrænsning til det fransksprogede marked sprængte Tintin, Lucky Luke, Asterix og Splint & Co. omsider de francofone rammer og ekspanderede til det tyske, skandinaviske, britiske seriemarked. Herhjemme var avisernes føljetontryk af Tintin med til endelig at bane vejen for større salg af de Tintin-album, der endnu ti år tidligere ikke havde kunnet udsælge deres beskedne førsteoplag – men som i 1970’ernes første år pludselig kunne trykkes i fem- og snart sekscifrede danske oplag. Det er morsomt, at disse muntre og alt andet end politisk korrekte tegneseriers store ekspansions-periode i Danmark senere er blevet udskreget som højdepunktet af munkemarxisternes og “de røde lejesvendes” kulturelle smagstyranni. Der er noget galt med proportionerne i historieskrivningen.
Det er der også i fortællingen “La Deviation” – noget galt med proportionerne, altså. Den handler kort og godt om familien Giraud på køretur, ind i et landskab, der viser sig at udgøres af en kæmpes krop. Jean Giraud, hans kone Claudine og datteren Helene (sønnen Julien var ikke født endnu) er realistisk portrætteret i nøjeregnende naturalistisk sort-hvid skraverings-teknik, og det samme er den kæmpe, der rejser sig af landskabet og viser sig at have sin egen nysgerrighed og vilje med småkravlet i den firhjulede legetøjsbil. Fra turisternes offensive indtrængen i og beherskelse af landskabet trænges de i defensiven, bliver selv ofre: Surrealisme i begge betydninger. Formen over-realistisk og indholdet langt ud over det realistiske i gængs forstand.
I tegneseriens historie falder offentliggørelsen af “La Deviation” nogenlunde samtidig med et af mediets hidtil største kvantespring, som det havde taget tilløb til gennem et årti: Springet fra børne- til voksenmedie, eller om man vil fra comix til epix.
Skizofrenien som valg
Jean Giraud var 35, da “La Deviation” blev trykt i seriemagasinet Pilote i 1973, under signaturen Gir. Da var tegneren Giraud allerede og med rette kendt og berømmet for en helt anden streg, den smalle og den brede pensels klassiske realisme i hans og tekstforfatteren Jean-Michel Charliers westernserie om Løjtnant Blueberry, som han var begyndt på i 1963, efter læreårene hos Jijé med det borgerlige navn Joseph Gillain, westernserien Jerry Springs mestertegner i den “quasi-amerikanske” stilart.
Men surrealismen i “La Deviation” – med sin minutiøse naturalisme af en ganske anden art end den indholdsmæssige “surrealisme” i f.eks. Krazy Kat og mange andre absurde klassikere – var den, han senere forenklede og stiliserede til den streg, han efterhånden forbeholdt sin anden signatur, Moebius. “Dr. Giraud og Mr. Moebius” lyder den etikette for skizofreni, der siden har været sat på ham, første gang af tegneserieskribenten Numa Sadoul i en lille bog med samme titel (udgivet på Éditions Albin Michel), allerede fra 1976 – Sadoul var tidligt klar over, at med Giraud blev der tegnet seriehistorie. Navneparret henviser selvfølgelig til Stevensons victorianske gyser om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, men slet så dæmonisk forholder Moebius sig nu ikke til Girauds univers – eller omvendt. Det er et frivilligt dobbeltliv.
Signaturen Moebius havde han faktisk allerede tidligere anvendt i striber med mere ujævnt svingende streg og stil, tegnet siden 1963 til magasinet Hara Kiri. Men fra og med skiftesporet “La Deviation” forfulgte Jean Giraud nu målbevidst to spor på samme tid. Det ene, klassisk realistiske, førte stadig længere ud i Det vilde Vest og stadig højere op i USAs historie efter borgerkrigen, foran i sadlen hos Løjtnant Blueberry, undervejs også med et enkelt startalbum om hans sidestykke Jim Cutlass. Det andet, surrealistiske spor, førte stadig længere ud i verdensrummet, først med “Den kåde Kyk” (“Le Bandard Fou”, Editions du Fromage 1974, revideret udgave på Humanoïdes Associés 1975), siden med seksbinds-syretrippet om den slatne rumdetektiv John Difool osv. Personlighedsspaltningen blev kronisk.
Mod uendeligt
Nu har den efterhånden 61-årige patient udgivet sin egen sygejournal: “Moebius/Giraud, histoire de mon double”. Som titlen antyder, indleder han med lommefilosofiske overvejelser over, om man selv vælger sit pseudonym, eller pseudonymet vælger én? Hvem er dobbeltgængeren, ham foran eller efter skråstregen? Men af sammenhængen fremgår det nu ganske klart, at pseudonymet er valgt, fordi han kendte til det geometrisk-logiske paradoks, vi kalder Möebius-båndet:
“Enhver figur der rummer et ulige antal af vrangvendinger er et Möebius-bånd,” lyder læresætningen hos den tyske 1800-tals matematiker August Ferdinand Möebius 
(1790-1868). Hvis man klæber de to ender af en juletræshank sammen til en cirkel, efter først at have vendt undersiden opad på den ene ende, får man “en flade der kun har én side, dvs. at man kan bevæge sig overalt på det uden at passere en kant”. Papirbåndet vrider sig til den sløjfeform, der siden er blevet symbolet for uendeligt (f.eks. på et kameras afstandsindstilling). Tegneren M.C. Escher udnyttede princippet systematisk i sine paradoksale billeder af f.eks. to hænder, der tegner hinanden, eller et labyrintisk hus med skakte, broer og vandfald, hvor en trappe f.eks. kan føre nedad fra det faldne vands niveau, men alligevel op til det niveau, hvorfra vandet falder. Escher var meget populær blandt de hash- og jazzfreaks, der tidligt i 1960’erne lagde grunden til hippiebevægelsen – og til Jean Girauds verdensbillede.
En stor del af dette verdensbillede erhvervede han sig i Mexico City, fortæller han i sine essayistiske erindringer. Efter nogle meget unge år på kunsthåndværkerskolen École Superieure des Arts Appliqués – bl.a. sammen med den jævnaldrende Jean-Claude Mézières, den senere Linda og Valentin-tegner – rejste han derover for at slutte sig til sin mor, en på alle måder frisk og gæv dame, der åbenbart sjældent beholdt eller kunne holde på sine herrevenner ud over udløbsdatoen. Den unge Jean blev til gengæld boende sammen med hende, også efter de var vendt hjem til Paris, indtil gamle Jijé havde ålet ham længe nok for det.
Stilen er budskabet
Den slags privatoplysninger skal nok have deres publikum, men på over tusind meters afstand af Champs Elysées & Omegn vil vi skandinaver nok snarere interessere os for Girauds overvejelser over f.eks. “stil”. Han udnævner uden tøven og smålighed Jijé til sin ubetingede læremester på det punkt, den første opgave med at skitsere enkeltsider til Jerry Spring gik simpelthen ud på at efterabe den gamle. Siden gik han over til at rentegne/tusche Jijés forlæg – og det arbejde kunne foregå derhjemme, så han slap for læremesterens bestandige hentydninger til Ødipus & Co.
Moebius-stilen udspringer imidlertid af Jean Girauds anden inspiration, ikke fra den franske latinskoles terperi men fra blomsterbørnenes interesse for forløberen for alle amerikanske undergrunds-serier, satiremagasinet MAD. Her står f.eks. smukke ord om Will Elder, en tænderskærende ond og teknisk overlegen parodiker. Men Giraud antyder også videre fortolkninger af tegnestil:
Når den belgiske Marcinelle-skole (repræsenteret af bl.a. Franquin og Peyo og opkaldt efter forlaget Dupuis’ hjemby) f.eks. overdimensionerer figurernes hoveder, er det “et budskab, næsten et filosofisk manifest,” der vil understrege, at vi lever i “et samfund, som til yderlighed favoriserer alt hvad der udspringer af det mentale, af intellektet.” Nøjagtigt hvad amerikanerne til gengæld afskyr, og de “formindsker da også hovedets volumen, for at kroppen kan fremstå desto mere potent, som en rustning der udelukkende er besjælet med en moralsk samvittighed.”
Betragtningerne ville næppe overraske nogen, hvis de blev fremsat af en kritikernørd eller en tegnelærer, der stadig tyggede drøv på ideologikritikken – så ville den forsamlede skare af tegnere, fans og populister bare grine deres røv i laser, som de plejer, når der “teoretiseres” over den elskede massekunstarts konkrete variationer. Men her kommer iagttagelserne og overvejelserne altså fra én, der selv bevidst vælger mellem pensel og rapidograph, alt efter om han vil fremstille en western-fortid eller en science fiction-fremtid.
Giraud er et verdensnavn, via flid og sekundære rettigheder på sin omfattende produktion er han desuden økonomisk urørlig, uanset om han selv skulle skade sit ry med disse åbenhjertigheder om forhold, der let kan forveksles med ægte moderbinding og ideologisk faderbinding til en “kritisk bevidsthed” anno før postmodernismens kollektive socialpolitiske hukommelsestab. Men mon nogen dansk tegner ville have intellektuel åbenhed og kunstnerisk selvsikkerhed nok til at gøre sig lignende overvejelser?
Jean Giraud: “Moebius/Giraud, histoire de mon double”. 220 sider, 110 franc. Éditions no. 1, 1999.
Søren Vinterberg
Artiklen blev oprindelig bragt i Strip! nr. 7.
