Satire i krig. Louise C. Larsen, kunsthistoriker med speciale i satiretegning, ser på internationale satiretegninger af krigen i Ukraine.
Den politiske satire definerer sig ved den hurtige reaktion i forening ved overblikket. Når Rusland invaderer Ukraine, gør de politiske tegnere alt for at være på omgående.
Hurtigheden sker i stadig balance med at oparbejde det nævnte overblik. Det handler om at spidde, det som foregår, i en stærk grafisk form og kaste tegningen midt ind i den samme situation. I bedste fald bliver tegningen grebet og kan blive aktiv deltager ved at give viden og forståelse og måske også støtte til dem, som har behov.
Af samme årsag handlede de første timer efter Ruslands invasion som altid om lige dele lydhørhed og parathed. Tegnerne vil gerne reagere hurtigt, men ikke før de har tilstrækkelig information. Det giver allerede en vis nervøsitet for, om de rammer rigtigt. De første tegninger har gerne en vis tentativ karakter. Pennen gøres fortrolig med personer og fortællelinjer, og af samme årsag tages visuelle troper i brug, fordi de er fortællinger, der omgående genkendes på tværs af grænser.
Soldaterne, der rejser sig fra graven, for igen at gå i krig (mennesket, der aldrig lærer), babusjkaer (hvad Putin og NATO gemmer) og Chaplins Diktatoren, der leger med globen, for nu at nævne nogle af de mest brugte de seneste uger. Personligt har jeg ikke brug for at se flere Chaplins Diktatoren foreløbig. Den nåede kvalmepunktet de første dage, selvom gentagelsen ikke i sig selv er problemet. Genkendelse er godt, det handler om, hvad tropen bruges til.
Ukrainske Oleksiy Kustovsky lagde en David og Goliath-inspireret tegning på de sociale medier få øjeblikke inde på invasionsdagen. Anderledes kunne det ikke være. Det handlede om at vise den moralske ret vinde over den fysiske. Tegningen er særlig ved at vise Putin i fuld figur, der viser sig rådden indefra. Ukrainerne har været meget bevidste billedbrugere siden Ruslands invasion af Krim i 2014, hvor Kustovsky lige siden har tegnet Putin som et fortidslevn, oftest et stykke maskinel, såsom en græsslåmaskine i brug som tank trukket op af hammer og segl. Han er hver gang ved at falde fra hinanden og så meget desto farligere, fordi han tager hele menneskeheden med sig først.
Kustovskys hjemby er Kyev, så for ham er det ikke tiden at tegne lige nu, men han har en portfolio med materiale til lange tider. Hver eneste af hans værker er en verden i sig selv.
Norske Roar Hagen besluttede at bruge fortællinger fra russisk kultur, hvori han indsatte Putin som en fejlplacering, der hver gang aldrig kan høre til. Omstændighederne kræver det store drama, som Hagen sagde, og Ilya Repins maleri af Ivan den Grusomme, der har slået sin søn ihjel i et raserianfald, er drama af de allerstørste. I maleriet krænges faderen ud af sig selv, da han må se sit værste mareridt i øjnene. Putin derimod beviser sin smålige tomhed. I Repin-parafrasen bliver han kun vold uden den eftertanke, der gør forbilledet til en knytnæve i maven på beskueren. Kombinationen står samtidig stærkt ved ikke at kriminalisere alt russisk ud over den skyldige selv.
Hvad det kan medføre, når en tegner kommer til at gå for langt i forsøget på at tegne noget helt nyt og helst omgående, så vi i den kinesiske eksiltegner Badiucaos fortolkning af den ukrainske kvinde, der udfordrede russiske soldater at have solsikkefrø i deres lommer, så Ukraines symbol kunne vokse frem af deres lig på slagmarken. Det var præcis, hvad han tegnede henover det første foto af en falden russisk soldat dagen efter. Ud over, at kompositionen ikke fungerede, var det despekt for den faldne. Ingen har brug for en sådan tegning og slet ikke i Ukraine.

Badiucao, “Tag disse frø og læg dem i din lomme, solsikker vil gro når I alle ligger dernede”, 27. Februar 2022.
Ukrainerne greb derimod Badiucaos tegning fra invasionens første dag, hvor han forenede det første foto af en såret ukrainsk kvinde med flaget og hendes blodpletter. Hendes blik blev så meget mere konfrontatorisk ved at stå lysende og blev delt i Ukraine omgående. Jeg kan bekræfte den overvældende interesse også fra min egen blog.
Nu inde i invasionens snart tredje uge begynder tegnerne for alvor at finde ro i overblikket, der betyder den skarpere grafiske karakter i deres værker, der er deres særlige styrke. Hvis vi bliver ved Badiucao, følger han nøje Xi Jinpings samspil med Putin, mens det internationale samfund forsøger at tage pusten ud af sidstnævntes økonomi. Badiucao spurgte Twitter, om det ville være en god ide at tegne “Xi breatfeeding Putin as a toddler wielding a fight jet with nuke?”. Bedre kan hans tegning ikke beskrives, der fik virkelighed inden for få timer.

Badiucao, Venskabet mellem Kina og Rusland har ingen grænser, der er ingen “forbudte samarbejdsområder” –Xi Jinping til Putin, 5. marts 2022.
Badiucao er aktiv i døgndrift, fordi han afdækker forholdet Kina og Rusland imellem. Andre dele af verdens tegnere forbliver af samme årsag tøvende med at dække invasionen, fordi dobbeltmoralen over for især Afrika og Mellemøsten, hvor de har hjemmehørende, kun har stået så meget klarere. Hvor er omsorgen og interessen for Yemens situation? De har typisk tegnet så meget desto mere intenst fra verdens andre brændpunkter for at fremme synligheden. Deres primære fokus på den russiske invasion er den racisme, der har mødt studerende fra Afrika, når de er blevet nægtet plads på togene ud af Ukraine. Jordanske Emad Hajjaj har konkretiseret farvekoden over hvem, som har ret til friheden og freden.
Først og sidst ligger fokus dog på forbryderen selv uden hvem, der ikke ville være et problem, en krig, dens faldne, og dens flygtninge, og en af de fineste tegninger af hvorfor vi står i den situation, vi er i nu, blev til i tiden op til invasionen. Irakiske Ahmed Falah forenede Putins umådelige visuelle gennemsnitlighed med hans fornægtelse af den øvrige menneskehed. Med en glødende kontur om den farlige cocktail, hans person og manglende udblik udgør.
Falahs tegning vil være af de tegninger, der har styrken til at blive stående for eftertiden og ligeså italienske Marilena Nardis seneste. En enkelt tegning, der rummer alt, hvad vi har brug for at vide til at forstå hvorfor og hvordan. Der er en voldsom komposition af bevægelse og dog ubevægelighed indeholdt i en enkelt figur på tværs af billedplanet fra Putins underforståede skrivebord til foragtens støvlesåler, han retter mod os, hvori ukrainerne er ved at blive myrdet.
Nærværende tegninger er kun et udpluk, der kommer mange nu, også i dag, hvor dette skrives. Af de viste tegnere befinder en sig i en krigszone, to lever i eksil, hvoraf Kina eksempelvis fortsat truer og kræver den enes udstillinger lukket, og endnu en har en mulig fremtidig dom hængende over hovedet – en klassisk autokratisk strategi – for en “kriminel” tegning. Kun to, norske Roar Hagen og italienske Marilena Nardi, lever i et demokrati.
Louise C. Larsen er kunsthistoriker, med særlig interesse for den politisk-journalistiske tegning. Følg hende på https://cartooniana.blogspot.com