Bibi Eik Bergfjord ser nærmere på stregen og farverne i David Mazzuchellis anmelderroste graphic novel “Asterios Polyp”.
Forleden genlæste jeg “Asterios Polyp” og besluttede mig for, at den var værd (gen)dele med verden. Ikke bare er det en anmelderrost og fabelagtig tegneserie om den efterhånden almene narcissisme og følelsesmæssige afstumpethed, som præger os beboere i det moderne videnssamfund, inspireret af uddannelseshysteri, karrierehunger og sanselig underernæring. Det er også et skoleeksempel på, hvad en tegneserie kan – som den tekstlige litteratur ikke kan. Tegneserien kan ikke bare fortælle med billeder, den kan også fortælle mangt og meget med sin streg og de farver, som stregen er og omgives med.
Stregen i Asterios Polyp er basalt set todelt – en simpel geometrisk streg, der danner enkelte hårde og utvetydige markeringer, samt en rund, organisk og udflydende streg med et skraveret og ”nusset, men venligt” udtryk. Hovedpersonerne inkarnerer hver for sig disse udtryk. Farverne er gennemgående holdt i bløde nuancer, der ind imellem effektfuldt spilles op imod en stærk farvetone som på omslaget. I overensstemmelse med stregen varierer Mazzuchelli overvejende imellem kapitler i to farvesæt – henholdsvis lilla og gult, og blåt og rødt. Han tilsætter stænk af andre farver hertil for at markere for eksempel sceneskift eller baggrund. Vi skal her se et eksempel fra et blåt-rødt kapitel, som er det farvespil, i hvilket mødet imellem de to hovedpersoner Asterios og Hana fremstilles.
De to præsenteres højst forskelligt for læseren, ikke bare i hver sin stregfarve, men også i hver sin farve. Asterios i 1. rude, en idiosynkratisk og socialt og følelsesmæssigt udfordret professor i arkitektur, er inkarnationen af den markerede streg og den kalkulerende blå farve.
Hana i 2. rude, kollegaen fra universitetet, der er ligeså talentfuld, som hun er usikker, er inkarnationen af den varme, sympatiske og patetiske røde farve.
Hana kigger på læseren med sine over-proportionerede og detaljerede øjne indrammet af pandehår, mens Asterios fremstilles i profil, kantet, todimensionel og sammensat af geometriske, gennemsigtige figurer. Den røde streg hylder Hana ind i baggrunden, giver figuren dybde, ja, drager nærmest omsorg om hende, mens den blå streg udstiller Asterios som et ikke bare overfladisk, men indholdstomt, hårdt rids i et tomt hvidt rum.
På den anden side flyder Hana også ud i sine omgivelser, grænseløs og svag, mens Asterios står knivskarpt og stærkt markeret på det hvide papir. Stregen skaber indlevelse, sympati med og en vis ynk overfor Hana, ligesom den skaber afstand til, antipati og afstandsbeundring for Asterios. De to variationer holdes dog, som vi ser ikke adskilt.
De mødes i 3. rude (se helsiden ovenfor). Figurerne træder så at sige ind på hinandens territorier i 4. rude, hvor streg og farver flettes sammen:
I 5. rude integreres de to figurer endelig (se igen helsiden), hvor de pludselig har en fælles fylde og grænse i forhold til baggrunden, der ligeledes er blevet fælles. Mazzuchelli bruger således streg og farver til at skabe spænding – ikke bare modspil, men også samspil imellem sine figurer. Farverne og den varierende streg er således langt fra bare ”form”, men helt afgørende for de enkelte kapitler og sekvensers stemning og ”indhold.”
Den årvågne læser vil undervejs overveje, om ikke det er usofistikeret af Mazzuchelli at bruge farverne så tydeligt og så direkte fortælle os, hvor vores antipati og sympati skal rettes hen? Jeg synes tværtimod, at det er en lettelse at få denne klare tilkendegivelse fra skaberen. Jeg føler mig ikke dikteret til at føle noget bestemt som læser, men derimod respekteret, fordi jeg endelig med denne historie slipper for at torturere den for mening.
Ja, jeg er akademiker – ligesom Asterios og de fjolser af nogle læsere, der ironisk nok holder af at se deres egen utilstrækkelighed karikeret og udstillet. Jeg kan slet ikke lade være at rode rundt i panelernes hjørner og margenernes tomrum efter uopdaget mening i et spændende værk, men jeg nyder at få meningen elegant og utvetydigt serveret på den måde, som Mazzuchelli gør det i Asterios Polyp. Eller rettere sagt tværet ud i mit eget, akademiske fjæs. Det er måske det, han gør, Mazzuchelli, og det er egentlig ikke bare elegant, men også ret morsomt.
