Med et forventet omfang på 1100 sider bliver Heidi Stoklunds debut Danmarks længste tegneserie. Vi har talt med talentet om arbejdet med det enorme projekt, der fokuserer på hendes relation til sin psykisk syge mor.
Heidi Stoklund, der er uddannet på Serieskolan i Malmø og en del af tegneserienetværket Yngel, har indtil nu primært slået sine folder i zine-miljøet, hvor hun har gjort sig bemærket med en række mindre, symbolladede serier om samtidspolitiske emner.
Men nu barsler hun med en sværvægter af en tegneserie. Med over 1100 planlagte sider indskriver det endnu unavngivne projekt sig i den snævre gruppe af virkelig VIRKELIG tykke tegneseriebøger. Men også emnet er i den tungtvejende ende – Stoklunds bog handler om psykisk sygdom i familien.
Psykisk sygdom i familien er et stort emne. Hvad går dit projekt nærmere bestemt ud på?
Projektet handler om min mor og hendes og min bipolaritet. Som læser oplever man sygdommen indefra og udefra, både som sindslidende og som pårørende. Min mor endte med at tage sit eget liv, og tegneserien er både en sorgproces og en udforskning af sygdommens natur.
Bogen bliver på omkring 1100 sider, og lige nu har jeg ca. 730 sider, så jeg er to tredjedele af vejen. Jeg bilder mig ind, at det værste med at finde dens form er overstået, men på det seneste er det gået op for mig, hvor svært det er at lave en ordentlig slutning. Jeg har svært ved at give slip på projektet og føler jeg gerne vil nå et bestemt sted hen følelsesmæssigt, før jeg kan give slip.
Du siger at det værste er overstået. Hvad har gjort den første del af processen svær?
Åh. Alting! Usikkerhed? Manglende tro på projektet? At skulle stå ved at arbejde selvbiografisk? Men måske også et ønske om at tilpasse min idé, så den kunne blive kommerciel gangbar. Jeg ville gerne lave et hit, haha. Den idé har jeg givet op på.
Jeg laver tegneserien for processen i mig nu, den er det vigtigste. Jeg håber måske også det bliver en bedre tegneserie på den måde, men det tog mig lang tid at tro på.
Hvordan er din arbejdsproces i forbindelse med det her projekt?
Jeg synes tit tegneserie kaberes processer kommer til at fremstå meget maskinelle, hvis man kun kigger på hvad man gør i sit tegneprogram, derfor tillader jeg mig at snakke lidt om de mere abstrakte dele af processen. For mig ligger meget af det spændende i hvad der sker i hovedet og hvordan man får det ud derfra.
Jeg skriver ofte meget først. Som regel i kladder på min mobil, for det sker tit, når jeg går en tur eller laver noget andet end at sidde ved tegnebordet. Nogle gange kommer der billeder med ordene og så skitserer jeg dem sådan, meget løst.
Jeg tror jeg ser det som lyrik? Det er i hvert fald sangskriveres processer jeg har kunnet spejle mig mest i. Det skal komme ud alt sammen, hurtigt, mens man har følelsen og kan ramme den rent. Jeg arbejder meget i sprinter. Jeg laver fx 12 sider på en dag. Det gør jeg for at kunne være i følelsen, eller bevægelsen, som opstår.
Jeg laver de her kapitler, som jeg først troede skulle rykkes rundt på senere (fordi jeg ikke troede jeg kunne arbejde mig fra den ene ende til den anden på så stort et projekt), men det har vist sig, at jeg arbejder nogenlunde kronologisk. Der er 25 kapitler nu. De er i forskellig længde og form og de skifter udtryk alt efter hvad jeg vil fortælle og hvordan jeg vil fortælle det, men det giver mig et afgrænset hele, et lille univers jeg kan få til at leve og stå selv.
For at holde styr på det hele har jeg et Excel-ark med alle kapitlerne og hvor historien skal hen. Hvert kapitel har en kort beskrivelse, en lokation tilknyttet og måske en sang eller en stemning eller en tanke.
Jeg noterede en masse scener til at begynde med, men projektet har ændret retning en del gange, så det er ikke en snorlige masterplan. Det giver mig noget at gribe efter, selvom jeg godt ved planen måske ikke holder. Jeg tror jeg bruger Excel meget som et redigeringsværktøj, hvor jeg nemt kan flytte rundt på scenerne, se hvordan de snakker sammen. Og så siger det klik, når de ligger rigtigt i forhold til hinanden. Når der ligesom er en samtale, men også en vej igennem dem, der peger et nyt sted hen, til næste scene eller længere fremme i historien.
Tegnemæssigt arbejder jeg analogt med farveblyanter, akvarel, blyant, oliepastel,
men jeg bruger digitale værktøjer til at sætte tegningerne sammen. Jeg arbejder i mange lag. Et tekstlag, et blyantslag og et eller flere farvelag, som jeg laver på forskellige typer af papir, alt efter hvad der er bedst for tegneredskabet at tegne på. Fx bruger jeg glat papir til blyant og tykt papir til akvarel, osv.
Herefter bruger jeg så Clip Studio Paint på min iPad til at samle lagene og teksten. Jeg arbejder meget i opslag, og først her i processen har jeg overblik og kan læse siderne samlet. Det lyder alt sammen meget planlagt og struktureret, når jeg beskriver det, og det er det måske også blevet. Men der har været meget tvivl om projektets form, fordi det er så langt fra hvordan tegneserier er flest.
Det største gennembrud har været at lade tingene være sådan her, ikke at prøve at tilpasse dem til hvordan en tegneserie skal se ud, men lade historien finde sin helt egen form. Det tog mig to år at nå frem til. Et år hvor jeg slet ikke producerede færdige sider og et år, hvor jeg lavede 80 sider. De sidste 650 sider er altså kommet det sidste år. Jeg håber, hvis jeg laver et langt projekt igen, at jeg ikke vil have det så hårdt over, at der ikke kommer sider i starten. Der er så meget indeni, der skal falde på plads først. Mange beslutninger og følen sig frem, som man er nødt til at give plads til. Det ville jeg ønske jeg kunne have fortalt mig selv dengang jeg startede.
Hvordan kan det være at kapitlerne indbyrdes skifter i form og udtryk? Hvad synes du det giver at gøre sådan? De fleste tegneserier holder jo stiludtrykket hele vejen igennem.
Først og fremmest giver det mig rum til at eksperimentere. Jeg ville gå død i det hvis jeg skulle holde mig til en stil, ét udtryk gennem flere år. Dernæst giver det mig mulighed for at tilpasse stilen det, der skal siges. Altså at et kapitel bliver mere ekspressivt end et andet – og det har en effekt på læseren. Men kapitelforsiderne har også nogle fællestræk. De er meget inspireret af Salvador Dalis illustrationer til Den Guddommelige Komedie af Dante og af tarotkort.
Jeg tror, jeg ser hvert kapitel som en tegneserie i sig selv. Jeg starter med at finde ud af hvilket udtryk vil give mening for netop dén mini-historie. Den samlede historie bliver mere dramatisk, uforudsigelig af det. Men det er ikke for at skabe spænding at jeg gør det. Jeg tror mere det er den anden vej rundt. Jeg føler hver del af historien taler sit sprog og det er jeg nødt til at få igennem.
Hvor sidder du bedst og arbejder, når du laver tegneserien?
Jeg lavede de første sider på projektet for to år siden, i min sidste tid på Serieskolan i Malmö, men jeg har siddet med det alene siden da. Jeg har det her fine setup med tegnebord og det hele, men jeg arbejder egentlig mest fra sengen. Enten i en notesbog eller med et lysbord som underlag.
Hvorfor det?
Altså det kunne også være fra en sofa. På Serieskolan arbejde jeg altid fra deres sofaer. Men jeg har ingen sofa, så sengen er mit mest magelige sted.
At det fungerer bedst, har nok noget at gøre med det ubevidste. Hvis jeg sidder ved et skrivebord, bliver min hjerne bevidst om at den skal arbejde. At det at lave tegneserier er et arbejde, med et mål, et publikum. Jeg tænker mere.
I sengen føler jeg mig mere frem. Det er ligesom at skrive dagbog, jeg bliver ubevidst om at nogen skal læse det. Men det er meget upraktisk også. Mit viskelæder bliver konstant væk. Og så er der ryggen. Men jeg har ikke haft nogle problemer med smerter endnu.
Føler du, at det bliver nemmere eller sværere løbende at forholde sig til det der skete i dit liv og med din mor, i takt med at du får lavet din tegneserie?
Det har helt klart krævet meget af mig at give det så meget fokus og plads i mit liv. Jeg havde en indlæggelse sidste år, så processen har ikke været lineær mod det bedre, det nemme. Jeg tror dog på sigt, at det bliver nemmere. Jeg kan snakke om begivenhederne på en helt anden måde nu, hvor de før var knudret sammen. Der er et narrativ, hvor der før kun var sætninger. Korte og ukonkrete og i brudstykker.
Hvordan kan det være, at du har givet dig i kast med netop dét her projekt netop nu?
Det er en historie jeg altid har vidst, at jeg var nødt til at tage fat i, før jeg kunne lave andre historier. Jeg mener, jeg har virkelig prøvet ikke at lave den her historie. Jeg har følt, at det var den sværeste historie at gå i gang med. Men tror jeg gerne ville have det bedre med hvad der var sket. Det påvirkede mine relationer og frem for alt min relation til mig selv. Jeg tror, jeg løb tør for energi til at undertrykke det her traume. Jeg havde brug for at bearbejde det. Jeg ved ikke hvorfor jeg kunne nu, når jeg ikke har kunnet før.
Jeg har været så bange for at kigge på hvad der var sket. Jeg følte alt var min skyld, så det har været den største overvindelse at turde kigge på hvad der skete. Virkelig kigge.
Hvad er der sket med dig selv følelsesmæssigt, under processen med at arbejde med projektet?
Det har fungeret som en slags traumeterapi. Jeg har givet mig selv en handlekraft, som jeg ikke havde dengang jeg var nødt til at tilpasse mig min mor. Det har haft en kæmpe effekt at sætte mig fri af det.
Tegneseriens udtryk hænger helt klart sammen med, hvordan jeg har det med begivenhederne. De første scener er så følelsesladede. Nok de bedste, jeg har lavet. Serien er meget vævende i starten. Den famler ligesom efter at turde sige noget, og så bliver den gradvis mere konkret, mere direkte. Ligesom en spiral, der når ind til kernen.
Da jeg startede projektet, besluttede jeg mig samtidig for at starte i terapi, fordi jeg ikke turde stå alene med det. Jeg har svært ved at sige præcis hvad der har hjulpet på hvad, terapi eller tegneserie. Det er vævet sammen. Men jeg har støttet mig til min terapeut, når jeg har været bange for at gå ind i det, der er sket. Jeg har længe haft det lidt svært med det, fordi jeg havde en forestilling om at tegneserien skulle være min terapi, og jeg på den måde havde fejlet ved ikke at kunne få det ud gennem min kunst. Men jeg må indse, at jeg ikke ville have kunnet lavet tegneserien uden at have lavet et arbejde med mig selv i terapirummet. Jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke lavede flere scener i starten fra det så sårbare sted. Men omvendt, så ville historien ikke have flyttet sig fremad, hvis jeg var blevet der.
Hvor håber du på at ende henne følelsesmæssigt før du afslutter dit arbejde med bogen?
Jeg tror, jeg havde sådan en ide om katarsis? Der er en vis renselse i at vise de ting i serien, som jeg er allermest bange for at vise af mig selv. Men det er mere og mere gået op for mig, at jeg aldrig helt kommer til at slippe de formative hændelser. Jeg kan håbe på at fjerne min egen skyld og skam, og det er så det jeg arbejder på.
Jeg havde først skrevet sådan en slutning, hvor jeg går tilbage til hvor min mor elskede mig og alt var ukompliceret. Til før sygdommen. Men jeg har lært at slippe kontrollen lidt, frem for i panik at prøve at have en løsning. Måske er den version af slutningen stadig mulig, men processen har lært mig, at jeg ikke kan vide det, før jeg har lavet scenerne, der leder op til. Virkelig lavet dem, følt dem.
