Makkerparret bag DIY-forlaget Gymnoten har netop lagt sidste hånd på det skæve rumeventyr “Djyon Dære”. Nummer 9 undersøger sagen.
Tegner Emil Sol Brahe og forfatter Andreas Hansn er flittige mænd. Alene i 2013 udkom fire nye bøger eller tegneserier fra duoen på deres fælles forlag Gymnoten – opkaldt efter en elektrisk tegneserie-ål – og snart følger deres næste opus, “Djyon Dære”, fra Forlaget Fahrenheit.
Titelfiguren er opkaldt efter både den klassiske rumhelt Dan Dare og traktoren over dem alle, John Deere. Så har læseren nok allerede en fornemmelse af, hvad det er for en slags science fiction-fortælling, Brahe og Hansn debuterer med uden for Gymnotens rammer. Nummer 9 mailede med Emil Sol Brahe for at høre nærmere om deres usædvanlige arbejdsproces.
Allerførst: Hvor er “Djyon Dære” blevet til?
– Jeg arbejder hovedsageligt i mit køkken, da der er mere bordplads, og der skal være plads til både scanner, computer, tegnegrej, portvin og masser af papir.
– Andreas skriver grundidéer ned og tegner skitser i en bette lommebog under spadsering. Og laver manuskriptet i sit kælderværelse.
Fortæl lidt om, hvad “Djyon Dære” går ud på!
– I “Djyon Dære” sendes vores helt til Den Golde Zone, et område på hans planet, hvor intet kan gro, for at samle oplysninger. Her støder han blandt andet på de forfærdelige rovsværmere, som plager zonen, og undersøger den mystiske svævende artefakt, der hænger over området. Og som den handlingens mand, han er, får han – med tilfældets hjælp – hjulpet situationen.
– Derefter sætter han i sin UFO efter en humanoid indtrænger, der har krænket en af de hellige tentakelskove, og her går der lidt mere bodyhorror i den end i en normal eventyr-tegneserie, for det viser sig, at heltegerninger ikke nødvendigvis medfører lykke, og at man ikke altid kan regne med at være herre over egne handlinger.
Hvad fik jer til at kaste jer over netop dét projekt netop nu?
– Vi havde udsendt tegneserien “Støjkanin” på Gymnoten, og den ender med, at der dukker en UFO op, og helvede bryder løs. I januar 2013 syntes Andreas, at det ville være på sin plads at lave en spin-off om UFOnauten. Det slog os som en god idé at lave et sci-fi eventyr, hvor hovepersonen var en handlingens mand uden arme og med yderst begrænsede muligheder for ansigtsmimik.
– Helten fik navnet Djyon Dære efter den jordiske traktor, men er jo også en reference til den gamle rumhelt Dan Dare. Inspirationen eller udgangspunktet er gammeldags eventyrhistorier som Felix eller Tintin, parret med Cronenbergsk bodyhorror. Det er jo altid godt at blande et par kendte ting.
Hvordan har I arbejdet med den?
– Processen begynder med, at Andreas skriver handlingen, et par scener og laver et par skitser af væsner eller andet.
– Det skriver han så om til et manus i et tekstdokument med forslag til billeder. Så laver vi sammen et hurtigt storyboard:
– og jeg giver bud på, hvordan det hele skal se ud:
– Derefter tegner jeg siderne med blyant, mens Andreas sidder ved siden af og kommenterer.
Hvad kommenterer han for eksempel? Hvad er det for et samarbejde, I har omkring tegnebordet?
– Det er ofte temmelig sammenfiltret. Mens Emil har endeligt say-so på tegnefronten og Andreas har det på manus, finder vi sammen ud af, hvordan en del af tingene, væsner og scener skal se ud. Storyboardet er ikke ret detaljeret, så kommentarer ved blyantstegningen kan f.eks. være: “Skal der ikke lidt flere folk på – det skal være en TRAVL rumhavn”, “Kan den vækst ikke se lidt mere fremmedartet ud” osv.
– Endelig fungerer Andreas som en slags scripter i forhold til Djyon Dæres race: Hvordan indretter et folk sig, der som udgangspunkt ikke har arme? Altså: “Der kan ikke sidde søm dér. Denne race tænker ikke i hammer og søm!”
Okay. Hvad sker der så?
– Så tegner jeg siden op med tusch:
– og skanner den ind og lægger grå og sorte flader på.
Hvilke inspirationskilder har formet dig som tegner, Emil? Din streg minder lidt om tidlig Lewis Trondheim, synes jeg …
– Jeg kender desværre ikke Lewis Trondheim. Har lige googlet ham; han tegner jo en del bedre end mig, hehe.
– Dén, der nok har formet mig mest som tegner, er Rune T. Kidde, hvis værker virkelig åbnede mine øjne for, hvor hjernedødt fedt, tegneseriemediet kan være. Jeg brugte også meget af min barndom på at læse Heavy Metal, Richard Corbens “DEN”, Robert Crumb, Flipkompagniet og Archies Turtles-serie. I mine teenageår var jeg virkelig blæst på Bisleys illustrationer til Heavy Metal Dredd. I nyere tid er jeg meget inspireret af Jasons ting og følger også trofast med i, hvad Jim Woodring bedriver af mesterværker. Jeg har for nyligt læst de fleste af de Sibyline-tegneserier, der udkom på dansk. Wow manner!
Hvordan landede du på det look, “Djyon Dære” har?
– Det tog mig et par forskellige forsøg at finde måden at tegne den på. Jeg var omkring akvarel og noget med en masse raster, før vi blev enige om en stil, der både var udtryksfuld og lade-sig-gørlig. Her er f.eks. et tidligt forsøg på en akvarelmalet side!
