Et af Danmarks store tegnetalenter barsler med en vildt ambitiøs debut: 300 siders græsk tragedie om Struensee og Caroline Mathilde.
Her på Nummer 9 har vi tidligere bragt en samling løsslupne superheltetegninger fra talentfulde Karoline Stjernfelt. Men den Serieskolan-uddannede serieskaber – der til dagligt arbejder i Faraos Cigarer – har langt større jern i ilden.
Netop nu arbejder Stjernfelt på en stor graphic novel om Johan Friedrich Struensees magtovertagelse i Danmark 1770 og om hans forhold til dronning Caroline Mathilde. Samme historie, Per Olov Enquist skildrede i “Livlægens besøg” og som Mads Mikkelsen lagde krop til i “En kongelig affære”, men serieskaberen har sit eget take på de skelsættende historiske begivenheder …
Bare for lige at sætte scenen: Hvor bliver Struensee-tegneserien til?
– Jeg har en atelierplads hos svenske C’est Bon Kultur i Malmø, så det er dér, arbejdet bliver udført for tiden. Jeg arbejder utroligt dårligt derhjemme, og har virkelig brug for det dér med et sted, man skal hen og være, specielt gerne på et bestemt tidspunkt. Hvis jeg ikke har nogle rammer at følge i min hverdag, ender jeg med ikke at få lavet en skid!
Fortæl om projektet – hvad er den her Struensee-tegneserie for en størrelse?
– Altså, planen er at den skal ende som ét samlet værk, en grafisk roman på omkring 300 sider og i fuld farve. Indtil videre har jeg 18 sider. Hrm. Derudover har jeg omtrent 90 sider skitseret ud i thumbnails.
– Der er en million forskellige grunde til, at jeg ikke har fået lavet flere sider endnu, både personlige og professionelle, som vi ikke skal komme ind på her, men én af dem er, at jeg har haft nogle svære dramaturgiske problemer med et af de tidlige kapitler. Det er jeg heldigvis mere eller mindre på den anden side af nu, så nu bliver det fedt at kunne komme til at køre derudaf og få produceret nogle sider. Det gode er, at når jeg først kommer i sving kan jeg få lavet 1-2 om dagen – tre, når det går vildt for sig.
Hvorfor egentlig tage fat på et så omfattende projekt, endda som din debut?
– Altså, for næsten præcis et år siden startede jeg jo på Andet År på Serieskolan. Det fungerer sådan, at man ansøger med et projekt, som man har tænkt sig at bruge året på, og jeg havde ansøgt med Struensee-projektet. Det er en historie, jeg har været interesseret i i flere år, og jeg har sådan set haft planer om en tegneserie om emnet i næsten lige så lang tid. Struensee-projektet havde den fordel, at jeg ikke selv behøvede at sidde og kæmpe med en historie, hvilket jeg virkelig synes er det absolut sværeste ved at lave tegneserier. Her var der jo en helt fantastisk historie, lige til at gå til, den skulle bare fortolkes og drejes, som man selv ville.
– Så jeg valgte altså at gå i gang med dette, som du selv siger, meget omfattende projekt, fordi jeg tænkte at Andet År var en perfekt og sjælden chance for at få en god start på et stort projekt, i stedet for at ’spilde’ det på forskellige småprojekter, som jo altid er lettere at finde tiden til. Og så fordi jeg syntes at det var ”let at gå til”. Hahaha.
Historien om Struensee og Caroline Mathilde er allerede blevet fortalt mange gange. Hvad er dit take på den?
– Altså, jeg synes, der er en fuldstændig oplagt udgave af historien om Struensee, som aldrig rigtig er blevet fortalt fuldt ud, og det er som den helt store klassiske græske tragedie. Her har vi jo en mand, som virkelig står med alt, han kunne ønske sig, han har muligheden for at ændre et helt land efter sin ideologi, han har magten i sine hænder, og alligevel lykkes det ham at fucke det hele op. For det er jo ham, der fucker det op. Det er jo hybris af første klasse. Der er en tendens til, at Struensee bliver fremstillet som en klog og ædel helt, som blev væltet af nogle onde, onde skurke, eller som en idiot, som i virkeligheden mest var lykkejæger. Jeg synes så, det er meget mere interessant at se på ham som en mand med virkelig gode intentioner, og virkelig tiltalende ideer for det samfund, han levede i, som bare ikke kunne finde ud af en skid. Politisk, altså.
– Og for at fortsætte med tragedien; derudover synes jeg, at både Christian og Caroline Mathilde er superspændende karakterer. Caroline Mathilde, for at starte der, vil jeg bare godt have til at gå rundt i herretøj, som hun jo gjorde, og være fed og yndig, som hun jo var. Og i stedet for at gøre hende mega politisk interesseret, som jeg det er lidt svært at finde belæg for, at hun var, synes jeg det er mere spændende at skildre hende som den her unge dronning, som beslutter sig for at få mere ud af sit eget liv end blot at være mor til den næste tronarving – at gå efter at opnå personlig lykke, koste hvad det vil. Hvilket hun jo så gør med Struensee.
– Sidst men ikke mindst; Christian d. VII. Han er helt sikkert den af hovedpersonerne, som jeg er blevet mest vild med efter at være gået i gang med det her projekt. Der er jo en tendens til, at han bliver fremstillet som den skøre konge – af gode grunde. Men han var også intelligent, tyder alt på, man glemmer, at han insisterede på at mødes med encyklopædisterne, da han var i Paris, og førte oplyste behagelige samtaler med dem, og at han, da han var yngre i hvert fald, var lige så meget i stand til at efterlade et indtryk som intelligent og charmerende hos folk, som han var i stand til at efterlade et som skingrende vanvittig og afmægtig. På sin vis er det jo i virkeligheden også ham, som har den uden sammenligning mest sørgelige historie.
– Der er flere personer, som også kommer til at spille centrale roller i bogen, Rantzau og Brandt f.eks., Struensees to venner, som begge forråder ham, og så Støvlet Kathrine, Christian d. VII’s famøse elskerinde. Men ja, meget langt svar, undskyld. For at opsummere; min fortolkning af historien, og det jeg vil med den, er en tragedie for fuld udblæsning.
Fortæl lidt om, hvordan du har arbejdet med “Struensee” …
– Altså, nu ved jeg ikke om man burde tælle research som en del af arbejdsprocessen?
Det synes jeg helt klart, man bør!
– Okay. Grunden til, at jeg nu griner af min indstilling til projektet som ”let at gå til” er jo, at jeg er endt med at foretage en helvedes masse research. Jeg har reelt brugt omtrent et halvt år på research alene, før jeg gik i gang med at tegne de første sider. Så “let at gå til” er nok en overdrivelse, for at sige det mildt.
– For at tage et eksempel på, hvordan researchen – og ikke kun den rent historiske vedrørende personerne og begivenhederne – fylder en hel del i det her projekt, kan jeg nævne en scene, jeg havde skrevet, som skulle foregå lige foran rundetårn, i søjlegangen i Regensen. Regensen er fra 1600-tallet, så den passer jo fint ind i min historie, og jeg havde planlagt hele to scener, som skulle være skide flotte og helt centrale for historien, og som skulle foregå der. Kun for i sidste øjeblik at opdage, at selv om selve bygningen er fra 1600-tallet, blev søjlegangen først tilføjet i starten af 1900. Suk!
– Men i forhold til den rent fysiske arbejdsproces, så starter jeg med at tegne jeg thumbnails – jeg bruger altid et a4 papir, og laver et opslag, altså 2 sider pr. ark. Så kan jeg holde styr på opslagene og deres virkning, det er jo ofte fedt at bruge på en dramatisk måde.
– Der er tale om nogle ret grove thumbnails, bare lige noget opdeling af paneler, men jeg planlægger også de forskellige billeders basale komposition. Jeg kan godt gå lidt mere i dybden med nogle enkelt paneler engang imellem, bare lige for at være sikker på, at de rent faktisk kan komme til at virke, når de skal tegnes rigtigt.
Jeg plejer også at skrive tekst ind på mine thumbnails, så kan jeg se, om jeg synes tempoet og rytmen i fortællingen ligger godt.
– Faktisk arbejder jeg stort set ikke med manuskript, al dialog og selve historien bliver til på thumbnails’ene. Så kan jeg bedre ”læse” min egen tegneserie.
– Når jeg så tegner en side, plejer jeg at tage min thumbnail og klaske op på væggen over min tegneplade, og så går jeg ellers bare i gang med blå stift og viskelæder.
Jeg er meget teknikforskrækket, og foretrækker at holde så meget af processen i traditionelle medier som muligt.
– På min arbejdsplads har jeg scrapbøger med billeder af indretning og genstande, beklædning osv. Så mens jeg tegner, har jeg lidt at trække på, hvilke genstande er der i Struensees hjem, hvilken slags kjole skal Caroline Mathilde nu have på, osv. Jeg har flere store mapper på min computer med referencebilleder, men foretrækker at have dem fysisk, og bryder mig faktisk slet ikke om at have computeren i nærheden af min arbejdsplads, den er tung at slæbe frem og tilbage fra København, og den er distraherende. (Den har jo adgang til internettet!)
– Når jeg så har skitset en side, inker jeg ganske enkelt oven på den med penne, jeg bruger en 0.3 til næsten alt, med undtagelse af ansigterne og de meget små detaljer, dér bruger jeg en 0.2. Så scanner jeg den, og tilføjer tekst på computeren.
– Derefter printer jeg den ud på normalt kopipapir og farvelægger med markers. Jeg er stadigvæk ikke 100 på, om det skal være sådan, farvelægningen bliver, men det er, hvad jeg arbejder med indtil videre. Her er et eksempel:
Jeg er nysgerrig: Siden du har gået med Struensee-ideen længe, hvordan reagerede du så, da “En kongelig affære” blev et hit?
– Faktisk havde jeg vidst allerede et par år i forvejen, at der blev arbejdet på en Struensee-film. Men det skal da på ingen måde være en hemmelighed, at jeg ikke var henrykt, jeg havde jo håbet på at komme til at være den første til at lave noget fedt med denne her historie, som ikke var en roman eller et teaterstykke. Men det gik hurtigt over, min fortolkning af både karaktererne og historien er basalt anderledes, og des mere opmærksomhed om et emne, des bedre, tænker jeg.
Har filmen påvirket dit arbejde med bogen? Umiddelbart ser dine figurer f.eks. noget mindre hollywoodiserede ud end i “En kongelig affære” …
– Hm, nej, ville ikke sige, den har påvirket det. Men jeg er glad for, at du siger, de ikke er Hollywoodiserede – for det første har jeg forsøgt at basere karakterdesigns på portrætter, når det var muligt, og for det andet synes jeg det er fedt med helte og heltinder, som ikke nødvendigvis ser fantastisk godt ud!
