Angrebet på Charlie Hebdo er et angreb på ytringsfriheden, på den frie presse, på retten til at kritisere og lave satire om alt, selv de mest følsomme og omstridte emner: Politik, sex, religion.
Attentatmændenes mål var ikke et tilfældigt bladhus eller en gruppe tilfældige borgere. Det var derimod et af Europas mest kendte, hårdtslående og omstridte satiriske tidsskrifter.
Angrebet på Charlie Hebdo er derfor et angreb på en af de væsentligste og vigtigste grundsten i den moderne vestlige kultur: Idéen om at intet, absolut intet, er principielt hævet over kritik og at ingen og intet i udgangspunktet kan eller bør vide sig sikker for satirens brod.
Men angrebet på Charlie Hebdo var ikke blot et angreb på abstrakte og svært håndterlige værdier og principper. Det var også et angreb på helt konkrete personer: På de tegnere, journalister og redaktionelle medarbejdere, som arbejdede på og stod bag Charlie Hebdo.
Det var et angreb på Stéphane Charbonnier, udgiver af, redaktør for og tegner på Charlie Hebdo.
Og på Jean Cabut (’Cabu’), der stod bag forsiden på Charlie Hebdo’s udgivelse af de danske Muhammed-tegninger tilbage i 2006.
Og på Bernard Verlhac, bedre kendt under pseudonymet Tignous, der i 2014 besøgte Danmark i forbindelse med Danmarks Journalistforbunds årlige Fagfestival og fortalte om sit mangeårige arbejde som kontroversiel og provokerende satiretegner.
Og på den 80-årige tunesisk-fødte tegneserietegner Georges Wolinski, der op igennem 80’erne blev flittigt udgivet i Danmark.
Og på de endnu navnløse betjente, journalister og øvrige medarbejdere på Charlie Hebdo, som døde under udførelsen af deres arbejde.
Tegneserieverden er fattigere uden disse mennesker. Verden er fattigere. Vi skylder dem, og os selv, ikke at glemme deres liv, deres arbejde og, ikke mindst, deres tegninger.
Je suis Charlie
På redaktionens vegne
