Velkommen til “Nr. 9 spørger”, hvor vi for sjov og alvor stiller Nummer9s bidragsydere et tegneserierelateret spørgsmål. Du er velkommen til at bidrage til diskussionen i kommentarfeltet – eller foreslå spørgsmål vi skal stille i fremtiden.
Og nu sommerferien lurer lokkende om et solrigt hjørne, synes det oplagte spørgsmål at være: Hvilken tegneserie er den perfekte sommerferie-læsning?
Johannes Poulsen, anmelder
Tom King og Gabriel Hernandez Waltas The Vision Vol. 1 er den perfekte sommerlæsning (og kommer i paperback 12. juli)
Fordi:
– Tom King er en ret ny stjerne på den amerikanske tegneseriehimmel, der har begået mesterværker hos både DC (Omega Men) og Marvel, og The Vision er indtil videre hans største bedrift. King er alvorlig, visionær og skriver som energiudladningen af tusind julitordenvejr. Så læs den før din nabo.
– Den handler om superhelte-androiden (ok, synthezoiden, hvis man vil være helt præcis), som ikke længere har nok i at være menneskelig, men nu også vil være normal. Den tackler villakvarterets rædsler, forskellen på hvordan computere og mennesker tænker, og hvem der egentlig er moralsk overlegen af de to.
– Den udstiller alt det absurde ved en moderne vestlig dagligdag, og derfor skal du læse den mens du har ferie og kan tage et grundigt kig på dit samtalekøkken og din græsplæne med The Visions øjne
– Gabriel Hernandez Walta tegner androidefamilien The Visions ret varmt og organisk, men med tomme øjne, så det løber en koldt ned af ryggen.
Charlotte Johanne Fabricius, Nummer9-blogger
Vi vil helst ikke tænke på det, men ret skal være ret: den danske sommer byder altid på dage, hvor man ikke kan gå udendørs. Der vil sikkert også denne sommer være dage, hvor det enten øser ned eller man må holde sig inden døre med den solskoldning, man i sin optimisme har pådraget sig dagen før. På den slags dage i år skal jeg tygge mig igennem en mastodont, jeg endnu ikke har haft tid til at fordybe mig i: Alan Moore og Melinda Gebbies Lost Girls, en erotisk og alternativ fortælling om Alice (i Eventyrland), Wendy (og Peter Pan) og Dorothy (hende, der ikke længere er i Kansas) og deres ungdoms eskapader.
Det er en tegneserie, der virkelig har delt vandene, og jeg vil måske heller ikke anbefale den til alle og enhver – blot opfordre til, at man bruger sommermånedernes grå sommerhusdage og hedebølgeramte dovne søndage til at læse de tegneserier, man ellers aldrig har tid til, fordi de er for lange eller for sære eller hvad man nu kan finde på af undskyldninger.
Sabrina Vitting-Seerup, nyhedskribent
Jeg har to bunker klar til sommerferien:
Den ene skal læses i fælledparken i fuld sol. Jeg skal have pakket limonade og druer, som jeg ikke får spist, fordi jeg i stedet kommer til at købe en Hansens ispind i stedet.
Her skal jeg endelig give mig tid til at nyde Stine Spedsbjergs Kærestesorg, som jeg har drømt om at sætte tænderne i siden hendes kick-starter kampagne. Jeg har et håb og en forventing om, at det er en tegneserie, man skal give sig tid til at nyde teksturen af. Derfor gemmer jeg også min ispind, til Wonder Woman skal på bordet:
Jeg går først lige til bekendelse: Jeg er ikke den store Grant Morrisson-fan. Jeg har simpelthen stadig svært ved at tilgive pilgrims-Batman. Måske er det fordi, han er for langt fra min forpinte favorithelt i No Man’s Land og Fugitive, som jeg blev opflasket med. Måske bare fordi, jeg ikke er nede med spænder på hatte…
Nu får han en chance til, siden jeg ikke kan møde en anden tegneseriefan uden de fluks opfordrer mig til at læse Wonder Woman: Earth One.
Den anden bunke, der venter på mig, skal indtages indendørs. Gerne med mig siddende i en ring med post-its, overstregningstuscher og forvirrende noter, som jeg ikke misunder fremtids-Sabrina for, at hun skal transformere til en afhandling en dag.
Jeg forsker i repræsentation af migranter og efterkommere i dansk kultur, og her er tegneserien fyldt med stærke stemmer og medførende minder.
Jeg starter med Halfdan Piskets tegneserietrilogi, hvor jeg endnu ikke har nået at læse den sidst-udkomne Dansker, går videre til Riad Sattoufs Fremtidens Araber, og når med garanti også at runde Miss Marvel – No Normal.
Der kommer garanteret en tredje bunke tegneserier markeret ”overspringshandlinger”. Men den vil jeg helst ikke definere på forhånd. Så ænder jeg bare med at overspringshandle fra mine overspringshandlinger…
Christian Aarestrup, anmelder
Nu hvor Tomine løb med pingprisen, kan denne anledning passende anvendes til at anbefale ligeledes nominerede partners in crime noir Brubaker og Phillips. De mangeårig makkerpar leverer vedvarende genrevaren på cooleste vis og ikke mindst med The Fade Out, Act 1-3.
Hovedpersonen Charlie Parish er en engang talentfuld manuskriptforfatter, der ikke længere kan skrive, men oppebærer sin eksistens i efterkrigstidens Hollywood ved at agere pseudonym for hans blacklistede, af ham selv angivne, bedste ven. Efter et særligt vådt tuxedoparty vågner han op i en studiebungalow med liget af en ombragt leading actress. Han kan kun huske usammenhængende brudstykker fra aftenen før og flygter derfor fra stedet uden at anmelde mordet. Efterfølgende kan han konstatere, at nogen har slettet sporene og fået det til at se ud som selvmord. Det er for sent at gå til politiet – som man helt sikkert heller ikke kan stole på – men Charlie besidder dog så meget en rest af anstændighed, at han ikke kan lade sagen ligge. Og så kører krimimaskinen ellers bare velsmurt og -oplagt derudad i et herligt tobaksosende, sprutstinkende, sexet, svedigt, beskidt og barskt Los Angeles ubesværet befolket af mere eller mindre fiktive filminstruktører og -producenter, skuespillere og skuespillerinder, starletter, føderale politiagenter og 2. verdenskrigsveteraner.
Det er uforpligtende og noget nær perfekt udført underholdning, som skal indtages i skyggen ved poolen en alt for varm sommereftermiddag sammen med en meget kold og endnu stærkere drink og en pakke filterløse cigaretter på cigaretrør.
Morten Tjalve, anmelder og skribent
I virkeligheden er ferieoppakning og tegneserier en utroligt dårlig kombination. Tegneserier er skrøbelige og pladskrævende, da det jo sjældent tager hele dage at læse en enkelt af slagsen. Så hvis man ikke vil fylde hele håndbagagen op med slidte dubletter, kan man i stedet ty til plan B: bøger. Men derfor er der jo ingen grund til fuldkommen at fornægte tegneserierne, da der jo findes glimrende litteratur, der tager udgangspunkt i netop disse.
– Michael Chabon: Den utrolige historie om Kavalier og Clay – om to superheltetegnere i US of A med masser af fællestræk til virkelighedens superheltetegnere i tiden omkring 2. verdenskrig.
– Frederic Tuten: Tintin i den ny verden. Med tilladelse fra højeste sted kunne Tuten lade Tintin leve videre i en roman. Så hvis man går og venter på, at Moulinsart skal give tilladelse til at videreføre Tintin som tegneserie, kan man dulme sine abstinenser her.
– Eller man kan vælge kombinationen af litteratur og tegneserier med Hans Scherfigs tegneserieudgave af Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske rejse.
Kim “Helt” Schou, podcaster
Preacher af Garth Ennis og Steve Dillon. Den serie skal jeg genlæse i sommerferien, og jeg vil opfordre alle til at gøre det samme: Læs eller genlæs en af de ubetinget bedste amerikanske tegneserier fra halvfemserne. Makkerparret Ennis og Dillon har ry for bedre end nogen at kunne lave satirisk vold. Det er der en grund til, og den hedder – især – Preacher. Heldigvis kan de også meget mere end det. Preacher-serien (66 numre i alt fra DC-søsterforlaget Vertigo) formår at lave egentlig ret vilde, men alligevel glidende skift mellem rå satire og teologisk/eksistentielle dybsindigheder, alt sammen grundet i stærke karakterskildringer. Ja, det er en serie på det niveau.
Jeg har ikke læst serien i velsagtens ti år, men hovedpersonerne er så velformede og distinkte (og tegnede!), at de stadig står skarpt i erindringen: Den bandende, superseje præst Jesse Custer; vampyr-punkeren Cassady, som tilsyneladende ikke har opdaget, at 1980’erne er forbi og Sex Pistols ikke søger bandmedlemmer; ustyrlige, umulige og uimodståelige Tulip O’Hare, der både er skarpskytte og pænt over(selv)medicineret; ustoppelige Herr Starr, der altid kan komme lidt mere til skade; The Saint of Killers, Gud, Arseface, Chunt-kanibalfamilien og alle de andre.
Jeg bliver helt nostalgisk bare ved at tænker på dem. Preacher er for nylig begyndt som tv-serie på AMC, og indtil videre er den god: Karakterne ligner mestendels sig selv, selvom de måske ikke fysisk ligner sig selv. Tegneseriens roadtrip-opbygning synes at være blevet forflyttet til en enkelt, lille forstad i Texas.
Nu er tiden inde til at læse eller genlæse Preacher, før tv-serien spolerer din oplevelse, før de små forskelle forstyrrer oplevelsen. Og allerbedst nydes Preacher i billige trade-paperbacks på rejsen, på stranden og i græsset, gerne med en kold øl i hånden.
Lindal Andersen, skribent og anmelder
For en gangs skyld skal jeg ikke nogen steder hen i sommerferien. Det bliver det ganske, danske land for denne skribent. Men heldigvis kan tegneserier jo tage en med på meget lange, sære, vidunderlige, uhyggelige, uvirkelige og eventyrlige rejser hele verden rundt. Og faktisk endda meget længere væk end hvad lukningstruede lavbudgetflyselskaber kan tilbyde her på denne lille planet.
Så derfor må det blive gode gamle Linda og Valentin ENDNU engang for mig. Der er en film på vej med de to rumtidshelte, og der er også lige udkommet et såkaldt ”Ekstraordinært Eventyr” i serien, hvor der ligesom hos Splint og Co og Lucky Luke bliver leget med serien. Men sommeren er lang og et enkelt album rækker ikke, så hvorfor ikke tage hele serien igen fra en ende af? Find en liggestol, en kasse med dåsecola (eller hvis du er voksen – en gin og tonic) og en parasol… og så er det bare ud imod det uendelige univers.
Linda og Valentin arbejder jo for den jordiske rumtidstjeneste Galaxity og fungerer som en blanding af opdagelsesrejsende og ambassadører. De har et sært ikke-kæreste-agtigt forhold til hinanden, og så er det vist Linda, der i virkeligheden er den klogeste og sejeste. Hvis man ikke har hele sommeren til at læse op på serien, så vil jeg anbefale, at man bare læser de første fire, store samlealbum, der udkom for et par år siden. De fortæller en fin og sammenhængende historie, der afbrydes af det ene farverige og ofte satiriske rumeventyr efter det andet. Hvis man skal stramme HELT op, så må det blive samlebind tre og fire, der er vigtigst. I det tredje bind finder vi de tre albums ”Skyggernes Ambassadør”, ”I Den Falske Verden” og ”Jævndøgnets Helte”, der hver især er et space opera-eventyr uden lige fyldt med vanvittige racer af rumvæsener og sære verdener, et head fuck af et eventyr fyldt med kloner og sære, intergalaktiske kunstprojekter samt et stort anlagt og flot superhelteeventyr/parodi. Som helhed udgør de tre albums ”Linda og Valentins” mest ikoniske periode. Her møder man ALT det, der kendetegner serien.
Det fjerde samlealbum starter med albummet ”Metro Chatelet, Retning Cassiopeia” og slutter med ”Tordenkilen fra Hypsis. Her begynder tegneserieskaberne Mezieres og Christin at skille universet ad og lader det foregå i genkendelig jordisk virkelighed. Og her kunne – og burde – serien have sluttet. Kontrasten imellem de to samlealbums hæver serien op til dens højdepunkt og et fint og sært klimaks. Og det er ikke det værste, man kan opleve fra sin liggestol.
Skulle man blive træt af haven og parasollen, så kan jeg anbefale at finde en hip cafe inde i en større storby og grave opsamlingen The Complete Eightball af indieGUDEN Daniel Clowes frem fra hylden. Det er, hvad de smarte børn gør, når de har sommerferie. Hvem kan ikke bruge historier med titler som f.eks ”Sensual Santa”, når sommersolen hærger?
