Fra begyndelsen af 1970erne tog den japanske serieskaber Hideo Azumas karriere for alvor fart. Han bidrog til en række børne- og ungdomsmagasiner, og som den velopdragne japaner han var, sagde han naturligvis aldrig nej til de opgaver, han blev tilbudt. På et tidspunkt var hans produktion oppe på en ugentlig episode, en hver anden uge, to månedlige samt et par enkeltstående, i alt en månedlig ydelse på 130 sider. Et vanvittigt arbejdstempo, der involverede hustruen – ansat som assistent (der fik den ære at blive krediteret “Assistent A”) – og et totalt fravær af fritid. Konstant fik Azuma at vide af sine redaktører, at han skulle levere mere materiale og ikke mindst forbedre sin indsats, så hans serier kunne øge deres popularitet blandt læserne. Redaktører på de store japanske manga-magasiner er berygtede for at drive rovdrift på deres mest populære manga-skabere – til gengæld kan de sørge for umådelig rigdom til deres mest succesfulde kunstnere. Udadtil var Hideo Azuma således flittig og talentfuld; han arbejdede i mange genrer, lige fra ungdomskomedier til science fiction, og vandt priser for sine værker.
Men i det arbejdsmiljø blev den energiske kunstner viklet ind i et sandt arbejdsraseri, og da kravene blev skærpet fra redaktørernes side, slog Azuma sig gradvis på flasken. Først i det skjulte, hvor han undskyldte sig med at gå ud for at få frisk luft for at luske hen i parken og bælle sake, hvoraf den billigste og mest tømmermændsgivende kan købes som små juicebrikker i Japans supermarkeder. Forbruget eskalerede, og snart drak Azuma, når han var sulten, ikke kunne sove, for at undgå hovedpinen fra den sidste druktur og for at dulme halsbranden, når den sidste slurk sake netop var brækket op. Til sidst blev Azuma tvangsindlagt på en alkoholafvænningsklinik. Et årti tidligere havde han imidlertid ved to lejligheder reageret på sit pressede liv ved slet og ret bare at forsvinde. Disse flugtforsøg fra virkeligheden kan læses i den hudløst kompromitterende “Disappearance Diary” (udsendt sidste år på engelsk af forlaget Fanfare/Ponent Mon), en skildring af Azumas kvaler og kontante reaktion på en stresset og ansvarsfuld hverdag.
Tåkrummende monotoni
I 1989 blev omverdenens pres for meget for Azuma, der først gjorde et kluntet forsøg på at hænge sig i et træ i skoven, og derefter valgte at blive derude og leve en vagabondtilværelse uden at meddele det til familie, kolleger og venner. Fra da af ændrede hans liv sig og blev kogt ned til basale behov såsom at få mad og drikke og et tørt sted at sove. Et buskads, der kunne skærme for nattens regn, var som sendt fra himlen, og en paradisisk situation var det, da han fandt et supermarked med adgang til kasseret mad.
Azumas tegninger er i Osamu Tezuka-traditionen, dvs. ved første øjekast en ganske nuttet og børnevenlig streg, der dog bag det traditionelle grafiske ydre skjuler en dyster historie. Selve fortællingen er kogt ned til det nærmest nøgternt betragtende, og selvudleveringen er til tider så tåkrummende, at monotonien i gentagelserne af de største nedture har karakter af sjælelig renselse.
Azuma kommer dog på andre tanker og vender tilbage til familien, der modtager ham med lige dele chok og vrede. Da han i sin tid besluttede sig for at forsvinde, undskyldte han sig med at skulle ud efter cigaretter, og da politiet kort efter fandt en afdød person, der lignede ham, troede hustruen, at han var død og borte. Han forsøger at komme tilbage til en normal tilværelse, men stikker snart af igen, denne gang inkognito som rørlægger for et gasselskab. Da han igen returnerer til den hårdt prøvede familie (Azuma får i 1980 en datter og i 1983 en søn), skaber det knap så meget dramatik: konen har møbleret om på huset, bl.a. omskabt hans tegnestudie til entré, og samtidig er hans børn blevet så store, at de knap genkender ham, da han vandrer ind af døren.
Grænseoverskridende reaktioner
Efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki overgav Japan sig, smøgede ærmerne op, fjernede murbrokkerne og byggede et nyt, moderne samfund op. På få årtier arbejdede det asiatiske ørige sig op til at blive verdens førende økonomi næst efter USA. Dette skete i høj grad takket være en ekstremt disciplineret arbejdsomhed, der stadig i dag præger det japanske samfund. Tager man Tokyos undergrundsbane sent om aftenen, er toget fyldt med kontorfolk på vej hjem til forstæderne. Japanere – og især japanske mænd – er ofte i nærkontakt med deres arbejde 16 timer om dagen. Det forventes, at når dagens arbejde er færdigt bruges aftenen til at gå ud at spise og drikke med kollegerne. I sådanne situationer ville de fleste danskere prioritere familie og fritid for på den måde at være styrket til morgendagens arbejde. Sådan er det ikke i Japan, og det stiller selvsagt store krav til den moderne japaner. De fleste klarer sig igennem skærene, men mange bukker under for forventningspresset, hvilket ind imellem giver nogle bizarre udslag på kurven. Der er meget lidt (registreret) vold i Japan, der er rent og trygt, og hurtigtoget Shinkansen afvikles med militær præcision. Selv blandt bumserne i Tokyos gangtunneller er der orden i sagerne, når de nænsomt pakker deres få ejendele om morgenen før de begiver sig op på gaden.
Det japanske samfund forekommer velfungerende på alle ledder og kanter, og derfor virker afvigelserne, når de endelig dukker op til overfladen, så voldsomt absurde. Et for os vesterlændinge mere besynderligt fænomen er hjemløse kontorfolk, der bor i papkasser i Tokyos parker om dagen, fordi de er blevet afskediget og derfor i skam har vendt familie og venner ryggen. Trykket fra omgivelserne mærkes også blandt unge, ikke mindst takket være det japanske eksamensræs, og de mest grænseoverskridende reaktioner er hittomori, en person, der ikke føler sig i stand til at leve op til forventningspresset og derfor isolerer sig fra omverdenen i årevis og ikke går uden for en dør eller har kontakt med andre talende væsner.
Nok se, men ikke føle
I “Disappearance Diary” dvæler Azuma ikke ved omstændighederne omkring sin forsvinden eller hvilke konsekvenser, det har for omgivelserne. Uden at holde hånden over sig selv refererer han i stedet til sine handlinger ved nidkært at fokusere på de absurde rutiner fra livet i parkens buskads, som gasarbejder eller de evindelige drukture. Man får indtryk af en maniker, der gør tingene fuldt ud, om så det er at producere hundredvis af mangasider om måneden eller systematisk at nedbryde sin krop med alkohol. At knokle som en hest og dulme smerterne med alkohol er der for så vidt ikke noget sensationelt i, men at forsvinde fra det hele på så kontant vis hører dog til sjældenhederne. Efter endt læsning har man fået et indblik i et periodevis tragisk levet liv, men man savner derfor en dybere refleksion over, hvorfor Azuma ikke var i stand til i første omgang at afværge denne nærmest surrealistiske glidebane. Azuma virker ikke interesseret i at blotlægge sine følelser, men sandheden er måske snarere, at han ikke er i stand til at diskutere dem. Alligevel er det sært dragende at læse Azumas knudeagtige reaktion, der går til de yderste grænser af det socialt almindelige. Selv om Azuma, måske for selv at kunne leve med det, meget forståeligt vælger en overvejende humoristiske vinkel i sin beretning, er der sandt at sige ikke meget at grine ad.
Hvor Azuma er fåmælt omkring årsagen til sin forsvinden i selve historien, vil han gerne fortælle om det i det interview, der er trykt på bogen forsats: “Jeg tror, at alle kunstnere, der indser at de efterligner sig selv, synker ned i en bundløs depression. Især i humor-mangaerne har man svært ved at klare den, hvis man hele tiden gentager sig selv. De, der på den anden side ikke har nogen skrupler ved rutinen eller den konstante gentagelse, er stærke. […] Men hvis man hele tiden skal finde på nye vittigheder, begynder man langsomt at gå i stykker. Hvis man tegner noget, man ved, man har gjort før, kan man pludselig ikke blive ved. Så nærmer den næste deadline sig, og man har ikke andet valg end at gøre det. Hvis man er for samvittighedsfuld, hvilket jeg tror jeg er, ender man med at blive vanvittig.”
Med “Disappearance Diary” har Azuma fået en del opmærksomhed i udlandet, men i sit hjemland er han mest berømt for at være ophavsmand til lolicon, en forkortelse af “lolita complex” og en genre, hvor unge piger skildres i seksuelle situationer. Lolicon handler om overflade og dyrkelsen af det uopnåelige; der registreres – nok se, men ikke røre og dermed ikke føle – uden at tage stilling. En dyrkelse af overfladen, som Azuma, i lighed med dagbogsnotaterne, tilsyneladende magter bedst. I dag er den 59-årige Azuma efter eget udsagn tørlagt og sidder forhåbentlig ved tegnebordet lænket fast af venner, kolleger og familie!
Paw Mathiasen
Artiklen har tidligere været bragt i STRIP! #45, 2009. 
Del på
