Sidst i 2010 udgav Christoffer Zieler en samling af sine Stejl Fart-tegninger, der understregede deres status som et af de senere års væsentligste tegnede satirefænomener. Nummer 9 tog en snak med Zieler om serien, bogen og fremtiden.
Et øjeblik stopper Christoffer Zielers talestrøm. Han er lige blevet spurgt, hvordan han får idéerne til sine Stejl Fart-tegneserier, og nu roder han i en stavl papirer på jagt efter et eksempel.
– Som regel starter det med en helt enkel skitse af et hoved, der siger et eller andet dumt, griner serieskaberen, som Nummer 9 har fanget på telefonen i hans Frederiksberg-lejlighed.
Lyden af raslende papir stopper.
– Her er et mandshoved, der ligner en statue fra Påskeøerne, og som siger ”Det er bedre, hvis du er meget, meget fattig og lever i en skov under et halvtag af plastic og spiser egern og skriver digte og prosa, end hvis du går på Copenhagen Business School.” Sætningen er inspireret af en samtale, jeg overhørte. Det er mine ting ofte. Andre gange bliver jeg optaget af en bestemt vending, for eksempel ‘herrestegud’, fortæller Zieler og bladrer lidt mere.
– Her er én, der siger: ”Herrestegud, far, lad mig dog bare fucking leve …” Ha, det ville faktisk fungere ret godt som et svar på dét med CBS!
En spøjs sammensvejsning
Serieskaberen har ret. Læg de to replikker i munden på en skægget, midaldrende herre og en ung mand i jakkesæt, begge omhyggeligt skraverede og placeret i en kvadratisk ramme, og du har en fuldgod Stejl Fart-tegning. Komplet med høj og lav sprogbrug i skøn forening.
Siden starten i 2007 på stejlfart.com har Zielers stribeserie udviklet sig til en spøjs sammensvejsning af stribeseriens vittige dialog og dagbladstegningens højaktuelle kommentar. Serieskaberen gjorde sig først bemærket med den mere traditionelle tegneserie ”Maltes Spalte”, som startede i Københavns Universitets uafhængige Universitetsavis i 2002 og stadig optræder der nu og da. Men amerikanske Brad Neely og svenske Nina Hemmingsson inspirerede ham til at prøve kræfter med noget mere koncist og kvadratisk.
– Neely kan noget med hurtige, hårde tegninger, der alligevel udtrykker en masse, og Hemmingsson har et særligt talent for uudgrundelige ”dead pan”-ansigtsudtryk: Hendes kvinder ser altid sammenbrudsramte ud, mens mændene bare virker sådan lidt tumpede og liderlige, lyder serieskaberens skudsmål.
Især Hemmingssons tegneserier tager ofte form af enkeltbilleder, og Zieler blev fascineret af, hvordan hendes figurers bizarre ordvekslinger inspirerede forestillinger om et ”før” og et ”efter”.
Åbne spørgsmål
Akkurat som i Stejl Fart, hvor en stribe for eksempel kan vise en langskægget, midaldrende mand, der slutter en talestrøm om rodfrugtchips og orange urin med ordene: ”Men for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor du befinder dig i mit bagagerum, svinebundet og svimmel af æter …”
– Jeg kan godt lide idéen om at lade læseren digte med. Mange af mine striber rejser den slags spørgsmål: Hvordan endte manden og hunden med at have lige præcis dén samtale? Og så videre. Figurernes typisk ret neutrale ansigtsudtryk giver også plads til læserens fantasi, håber serieskaberen.
Hvor kom navnet Stejl Fart egentlig fra?
– Som teenager havde jeg en løbende ”gag” med at opdigte dårlige filmtitler af den slags, som den danske filmbranches oversættere brillerede med i 80’erne. En af dem var Stejl Fart. Jeg kan godt lide, at det er dynamisk og utrolig dumt på én gang. Og så fungerer det også godt på udenlandsk: ”Steep Speed”, ”Steile Eile”.
Ødemark af ord
Efter en lidt prøvende start dengang i 2007 fandt Stejl Fart gradvist formen som webserie, og i efteråret 2009 fik den plads i Weekendavisens spalter. På det tidspunkt var Zieler blevet færdig som cand.scient.pol. og havde fået job som journalist på fuldtid – ”og lidt til” – ved Universitetsavisen.
– Typisk fik jeg idéer til to-tre-fire striber i løbet af ugen, og fordi jeg gerne ville kæle lidt for Weekendavisen, tegnede jeg dem alle sammen. Så havde de noget at vælge imellem. Deadline var onsdag morgen, så jeg tegnede til langt ud på natten tirsdag, sov på det, stod tidligt op, rettede til, sendte ind – og tog på arbejde, forklarer Zieler og lyder helt træt.
Stejl Fart-idéer tager næsten altid form af replikker, der først efterfølgende lægges i munden på en bred vifte af menneske- og dyretyper:
– Der er en hund, som er god, naiv og troskyldig. Han har ret, hver gang han diskuterer, og han taber altid. Så er der en kat, lidt af en trickster-type, der prøver at føre folk i retoriske fælder. Ellers er der ingen vigtige gennemgående figurer. Nogle af menneskefigurerne er baseret på folk, jeg kender, andre på typer, jeg har set i fjernsynet. De fleste har jeg bare fundet på.
Hvorfor så få gennemgående figurer?
– Dem ville jeg gerne væk fra. Stejl Fart skulle være en ødemark af ord, hvor man ikke forstod alle replikker i relation til det, man i forvejen vidste om de enkelte figurer, men startede forfra hver gang. Og så slap jeg for at tegne det samme hele tiden.
Det handler om proportioner
Da Weekendavisen gennemførte en redaktionel omlægning i sensommeren 2009, røg Stejl Fart ud igen. Zieler hørte aldrig noget fra avisen om læserreaktioner, og hans redaktør nøjedes med at bede om flere dyr og mindre mørke. Intet tydede på, at det var Stejl Farts regeringskritiske grundtone, der kostede pladsen i den borgerlige ugeavis.
– Folk siger, at serien er venstresnoet, men jeg mener, at den er anti-VKO. Jeg håber, at jeg ville kunne være lige så ond ved en venstrefløjspolitiker, der forråder al moral og etik, fastslår Zieler med slet skjult indignation.
Den siddende regering fremstilles i Stejl Farts dialoger som værende uden for pædagogisk rækkevidde, mens Dansk Folkeparti er decideret onde – med mulig undtagelse af Jesper Langballe, som Zieler tilstår at have en ”frygtelig svaghed” for. Men serieskaberen har faktisk lidt svært ved at interessere sig for traditionelle politiske emner som for eksempel skat, siger han. I stedet handler rigtig mange Stejl Fart-tegninger om prioriteringer og proportioner. Hvad er værst? At læse en andens dagbog eller kaste en flaske efter en politimand? For Zieler er svaret ikke så åbenlyst:
– Måske lider jeg af en eller anden form for proportionsforvrængning. Jeg har tit en fornemmelse af, at andres proportioner er forkerte – at ting, som samfundet takserer som grove forseelser, i virkeligheden er ret harmløse, og vice versa. Jeg har mange proportionsfrustrationer.
Lidt som dyrevennen, der i en af dine tegninger taler om at udrydde alle danskere for at redde de sjældne tigre?
– Et eller andet sted synes jeg jo, han har ret. Sådan, i det helt lange perspektiv. Men jeg vil nødig være den, der træffer beslutningen, griner serieskaberen.
Tegneserier og journalistik
I november sidste år udgav forlaget Aben Maler en samling Stejl Fart-tegninger, organiseret løseligt efter emner og årstider og omhyggeligt rensede for kommafejl. Bogen har endda et handy indeks, hvor man kan spore forekomsten af fænomener som ”hvaler”, ”hvidvin” og ”højtider, kristne” på de glittede sider.
Til gengæld har det været småt med nye tegninger på Stejlfart.com, siden bogen udkom og Weekendavisen holdt op med at give Zieler deadlines.
– Jeg har en hemmelig ambition om at arbejde med mødet mellem tegneserier og journalistik. Lidt som Philip Ytournel gør det på Politiken. Lige nu arbejder jeg på manuskriptet til en bog om Muhammed-tegningerne, som jeg har forberedt ved at interviewe en masse af de centrale figurer i sagen.
Kan du sige noget mere om, hvilken form, bogen vil tage?
– Det bliver ikke så meget en beskrivelse af forløbet som en diskussion. Jeg regner med at bringe mine researchsamtaler i uddrag, og så vil en ræv og en snegl, der tidligere har optrådt i “Maltes Spalte”, skændes intenst om etik, slutter serieskaberen.
Del på
