Læs om Johan F. Krarups kreative valg og fravalg i arbejdet med hans anmelderroste “Kolor Klimax”-bidrag – nu med fraklip!
Da anerkendte Comicsreporter.com satte sig for at anmelde “Kolor Klimax”, det amerikanske forlag Fantagraphics’ antologi med nordiske art-comics, var der store roser til “Nostalgia”. Den korte fortælling er danske Johan F. Krarups skildring af et besøg hos den danske tegneserie-, legetøjs- og film-samler, der på nettet kalder sig “Berti Stravonsky”.
Krarup refererer nøgternt mødet med den farverige excentriker Stravonsky, der dengang var midt i en fortvivlende skilsmisse. Men han kaster sig også ud i en række formmæssige krumspring undervejs, der kalder på nysgerrige spørgsmål. Hvorfor egentlig den spøjse palette? Hvorfor de magasin-agtige faktabokse? Og hvorfor i det hele taget “tegneseriejournalistik”?
Nummer 9 hører serieskaberen selv i en ny artikelserie, vi kalder “Kommentarspor”:
Hvor kom idéen eller anledningen til at lave et “tegneserieportræt” af Berti Stravonsky fra?
– Mit oprindelige oplæg var at lave en tegneserie til en antologi ved navn “Dokument”, der handler om virkeligheden. Men antologien trak så meget ud – faktisk venter den stadig på at udkomme – at jeg valgte i første omgang at lave den til en anden antologi, nemlig “‘Kolor Klimax”. Historien vil dog også være med i “Dokument”, når den udkommer her til foråret en gang … Da “Kolor Klimax” kom ind i billedet, havde jeg lavet én side, som jeg blev nødt til at droppe, fordi det blev for rodet og ufokuseret. Min idé var ellers at lave en rode-serie, hvor læseretningen var næsten valgfri – se eksemplet nedenfor: Første side rentegnet, det kaotiske forstærkes af, at den endnu ikke er farvelagt!
– Tematisk ville jeg lave noget med virtuel identitet, da jeg på daværende tidspunkt brugte enormt meget tid på internettet: debatfora, nyheder, flashspil, ligegyldigheder, men også nogle virtuelle bekendtskaber. Så jeg tænkte: Alt dette her er jo også en slags virkelighed, så det skal min tegneserie handle om. Internettets informationsbombardement skulle reflekteres i tegneserien.
Hvorfor blev det ikke sådan i sidste ende?
– Jeg kunne ikke gennemføre det. I stedet besluttede jeg mig for at lave et portræt af et af mine virtuelle bekendtskaber, et portræt, der skulle prøve at sammenstille en persons IRL-identitet versus URL-identitet – altså internet-identitet vs. virkelig person. Så jeg besøgte Berti Stravonsky (som han hedder på nettet), og det kom der så en tegneserie ud af. Meget af hans lejlighed er tegnet ud fra hukommelse. Jeg knipsede faktisk et par billeder med et medbragt digitalkamera – men dem kom min kæreste til at slette.
Hvordan forløb det videre arbejde med materialet fra besøget?
– Tegneserien blev en ganske anden, end jeg forventede. Den blev et portræt af en samler. Formmæssigt måtte jeg så også gå en helt anden vej. Det at samle er for mange forbundet med en nærmest helt melankolsk nostalgi. Så det gik ikke at lave en kaostegneserie. Den skulle handle om orden og systematisering og afspejles i seriens form. Den første del af serien måtte kun indeholde farver, som jeg havde taget fra designet på Bertis blog. Jeg kendte jo kun Berti fra internettet, så jeg måtte finde på noget, der illuderede dette begrænsede kendskab. At se ham i virkeligheden og lære ham ‘rigtigt’ at kende kunne så illustreres ved at tilføje ekstra farver til sidst i serien.
Interessant idé med at tage farverne fra bloggen – dén sammenhæng skænkede jeg ikke en tanke, da jeg læste historien. Overvejede du på noget tidspunkt at bruge stills fra websitet, så sammenhængen blev mejslet i sten for langsomme læsere som undertegnede?
– Nej, men jeg tegnede et par eksempler fra Bertis blog, så designet stod tydeligt frem. Jeg har på tryk ikke ramt farverne helt nøjagtigt, men sådan er det bare, når skærmfarver konverteres til trykfarver.
– Men altså… dogmet om kun at måtte bruge lyserød og ferskengul, den var faktisk lidt hård at sluge i begyndelse af projektet. Jeg tænkte først: Det her er jo pisse grimt! Men efterhånden lærte jeg at leve med det. Den lyserøde blev ligefrem en gave, synes jeg, da jeg fandt på at gøre Bertis mere optimistiske replikker lyserøde, mens de deprime replikker blev sorte.
Hvilke tanker gjorde du dig om “faktaboksene” undervejs?
– Serien består af to overordnede fortællespor: selve forløbet i besøget samt forklarende baggrundsinfo i gule tekstbokse – eller rettere: den der lidt underlige ferskenfarve fra Bertis blog. De to spor kører hver for sig og læses sideløbende. Visse steder er læseretningen ikke helt klar, så her har jeg indført lidt valgfrihed. De to spor burde overordnet supplere hinanden.
Var det anderledes at sætte sig ned og lave en “journalistisk” tegneserie snarere end én med afsæt i fri fantasi?
– Jeg tror ikke, jeg har prøvet at arbejde “journalistisk” med en tegneserie før, bortset fra selvbiografiske ting, som jo er noget andet. Jeg ved heller ikke, hvor journalistisk, den egentlig er. Alle referencer fra besøget var taget fra hukommelsen – ingen notater, billeder (de forsvandt jo), lydoptagelser, skitser eller noget. Kun hukommelse. Men jeg husker besøget meget skarpt, i meget små detaljer. Måske bør jeg sige, at jeg egentlig ikke havde planlagt at lave den slags reportage, da jeg besøgte ham. Jeg ville bare lære ham at kende. Men det gjorde så stort indtryk, at det blev en reportage. Så en journalistisk metode har og havde jeg ikke. Og jeg ville slet ikke vide, hvordan jeg skulle gå til stoffet, hvis jeg igen skulle lave en ‘virkeligheds-tegneserie’.
Hvordan ser du på “Nostalgia” nu?
– Projektet blev rimelig vellykket, synes jeg, selvom det dels lå langt fra min oprindelige ide, og dels var jeg lidt bange for, hvad Berti ville synes om serien. Jeg viste ham den færdige serie, før nogen andre så den. Han var heldigvis glad for resultatet. Det var lidt grænseoverskridende for mig at udlevere ham i en presset periode af hans liv. Men jeg må jo tro på, at han er okay med det.
“Nostalgia” kan læses i antologien “Kolor Klimax”, der først udkommer i USA i foråret, men allerede nu kan købes i de københavnske tegneserieforretninger.
