Alle skjuler noget i Warren Ellis og Ben Templesmiths dystre kriminalserie Fell – Den brutale by, men det er næsten for meget af det onde
Af Peter Dyring-Olsen
Som en anden Lucifer ryger kriminalassistent Richard Fell fra himlen og direkte ned i helvede, da han forflyttes fra “Byen” og til Snowtown, en bydel på randen af den totale opløsning. Hvad Fell præcist har gjort for at gøre sig fortjent til tjansen i det trøstesløse og underbemandede politidistrikt bliver aldrig klart i serien, der nu forefindes på dansk.
‘Fell – Den brutale by’ er Warren Ellis og Ben Templesmiths bud på en moderne dyster krimi, hvor portrættet af den trykkende stemning og det moralske forfald er vigtigere end kriminalsagerne og troværdige personer. Serien er oprindeligt tænkt som et forsøg på at skabe billigere seriehæfter ved at sænke sidetallet – og samtidig fortætte fortællingens rytme med et forholdsvist fast grid-system bestående af ni ruder per side. Samtidig har skaberne ønsket at udgive en serie, hvor hvert hæfte kan stå alene, så den stakkels læser ikke skal overskue en indviklet kontinuitet eller kosmologi.
Det er sympatiske idéer, som dog står noget svagere, når de første otte hæfter bliver samlet i en trade paperback. For i denne form kan man altså ikke mærke forskel i pengepungen! Og samtidig tager man sig selv i at ønske mere sammenhæng og udvikling på tværs af historierne, når nu man HAR dem alle otte i rækkefølge. Til gengæld er den fortættede fortællestil i dén grad noget, der præger historien – på godt og ondt.
Hvert kapitel udgør én kort sag. Og det er artige sager, som Fell kastes ud i fra sin første dag i distriktet. For i Snowtown skjuler alle noget, og Fell støder konstant ind i folk med endog temmeligt forskruet moral og stærkt kriminelle tendenser. I løbet af de første otte kapitler møder vi mordere, en baby-mumiesamler, desperate junkier og en lang række andre skyggefulde og decideret ondsindede personager. Faktisk er det fra tid til anden næsten komisk at være vidne til. Og her er min første store anke mod serien. For Ellis smører så tykt på, når han beskriver Snowtowns nærmest bibelske forfald, at denne læser ofte havde svært ved at tage historierne alvorligt. Dialogen er passende hårdkogt og ofte ordknap grænsende til det forsimplede, og jeg fik ærlig talt ofte lyst til at skraldgrine i stedet for at gyse over personernes amoral.
I store dele af samlingen er nuancer simpelthen en by i det tidligere Sovjet. Og selvom den store stemningspensel bestemt er effektiv, så bliver det hurtigt for meget, og jeg savner i den grad en modvægt til forfaldet, amoralen og den bogstaveligt talt grænseoverskridende kriminalitet.
Heldigvis leverer Ellis varen et par gange i løbet af historien. Ikke mindst Fells romantiske bekendtskab, Mayko, der ellers begynder med at være i særklasse hårdkogt, giver historien noget tiltrængt kontrast og udstyrer endelig også hovedpersonen med mere personlighed og noget at stræbe efter – for ikke at tale om en lejlighed til at vise, at han søger det gode. Derudover er der også en håndfuld passager, der emmer af Ellis’ sorte humor. Og de steder er det store grin helt på sin plads.
‘Fell – Den brutale by’s fortættede fortællestil er min anden større kritik. For det virker, som om Ellis lige skal finde sig til rette i formen. I sagens natur er der ikke tid eller plads til at kriminalsagerne er store og omsiggribende, men den manglende plads synes også at tvinge Ellis ud i en forpustet rytme og nogle lidt for lette løsninger, hvor særligt en stor grad af tilfældighed og lidet overbevisende efterforskningsmetoder irriterer denne læser. I et par af kapitlerne lykkedes projektet til gengæld væsentligt bedre – sjovt nok er det de kapitler, hvor Ellis enten lukker en smule solskin ind i den sortsværtede by eller hvor han som i samlingens ottende og sidste kapitel rendyrker formen i en overbevisende opvisning i abrupt og fragmenteret historiefortælling. Havde hele serien haft dette niveau, ville jeg ærlig talt have været noget mere imponeret.
Nu har Ellis jo ikke været ene mand om ‘Fell – Den brutale by’, og tegneren – og, går jeg ud fra, farvelæggeren – Ben Templesmith, skal da også have nogle ord med på vejen. Templesmiths stil passer perfekt til den dystre fortælling om Fells detour i Snowtown. Stregen er karikeret, løs og ekspressiv og langt mere optaget af stemning end korrekt anatomi. Farvelægningen understreger Snowtowns moralske morads med en gennemgående mudret og brækket farveholdning, der kun brydes af enkelte klarere farver. Det er sikkert og veludført og absolut godkendt.
Her skal udgivelsens udstyr også roses for dens lækre og elegante spotlak-omslag, der giver følelsen af en udgivelse af høj kvalitet. Bravo!
Alt i alt er ‘Fell – Den brutale by’ med andre ord en noget blandet fornøjelse, der trods alt sniger sig op over en gennemsnitskarakter, men også kun fordi Ellis i et par kapitler viser, hvad seriens reelle potentiale er. ‘Fell – Den brutale by’ er hurtigt læst og man er ganske godt underholdt undervejs, selvom historien savner de nuancer, som den visuelle side leverer i form af enkelte klarere farver midt i en mudderfarvet amoral.
Karakter: 3/5
Titel: Fell – Den brutale by
Forfatter/tegner: Warren Ellis og Ben Templesmith
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Forlag: G. Floy Studio
Form: Softcover, 152 sider i farve
Pris: 198 kr.
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978 87 91630 74 3
Udgivelsesland: Danmark
