Dansk Tegneserieråd vil, siger forperson Matthias Wivel, gerne opnå større officiel anerkendelse af tegneserien som en vital og væsentlig udtryksform i Danmark. Og derfor har rådet udarbejdet en rapport, Danske tegneseriers tilstand, som ikke mindst skal bruges politisk.
Kreativt og kunstnerisk går det godt med den danske tegneserie, men når det kommer til penge og muligheden for at leve af at lave tegneserier i Danmark, ser det noget mere trist ud. Det er en af de konklusioner, som Dansk Tegneserieråd er nået frem til i en ny rapport, Danske tegneseriers tilstand, der netop er blevet offentliggjort.
Rapporten kan downloades gratis her.
Rapporten, der er en af de eneste af sin slags, er blevet til efter en dialog om tegneseriens rolle og betydning i dansk kultur med kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), og den er et forsøg på at rette spotlyset mod en branche og en kunstart, der traditionelt har været lidt ugleset.
Vi har talt med forperson for Dansk Tegneserieråd, Matthias Wivel, om rapporten, dens konklusioner og det videre perspektiv i forhold til danske tegneserier.
Dansk Tegneserieråd står bag en rapport, Danske tegneseriers tilstand. Hvad går den ud på?
– Rapporten er et forsøg på at kortlægge den danske tegneseriekultur og -branche i tal og ord og i så bredt omfang som muligt. Alt fra skabernes vilkår til forlagenes udgivelsesprogrammer, fra den offentlige støtte til eksportmuligheder, fra tegneseriens mulige rolle i fremme af børns læseglæde til frivillighedskulturen i al dens brogede pragt. Og meget, meget andet.
Og hvordan har danske tegneserier det så – hvis du skal komme med rapportens konklusion?
– Kreativt set har den det godt. Der er kommet mange nye skabere til og det generelle tekniske niveau er blevet højnet, ikke mindst grundet Animationsskolen i Viborgs fireårige professionsbachelor i Grafisk Fortælling. Feltet af skabere er mere mangfoldigt end nogensinde, ligesom bredden af udtryk er imponerende. Kommercielt har den det fortsat pænt ringe. Det er forsvindende få danske tegnere, der kan leve af at skabe serier, oplagstallene er fortsat deprimerende lave og den digitale omstilling lader vente på sig. Der er lyspunkter – vi ser et stigende antal salg til udenlandsk udgivelse med dertil hørende international anerkendelse og – forhåbentlig – indtjening for skaberne. Prominente eksempler er Halfdan Piskets Dansker-trilogi, der vandt en af de prestigefyldte priser ved tegneseriefestivalen i Angoulême eller Lars Hornemann og Morten Dürrs Zenobia, der er udgivet i 19 lande. Vi ser også i stigende grad overførsel til andre medier, igen blandt andre Hornemann og Dürr med Ivalu, der i forhenværende tegneseriskaber, nuværende filmskaber Anders Walthers hænder blev nomineret til en Oscar.
Men hvorfor overhovedet lave en sådan rapport?
– Den konkrete forhåbning er, at den kan bruges som afsæt for kulturpolitiske tiltag fra officielt hold, men mere generelt er den skrevet til almen oplysning om et felt, der normalt kun tiltrækker sig ringe opmærksomhed, når det kommer til den slags.
Rapporten er blevet til, efter at DTR har haft en vis dialog med kulturministeren, Jakob Engel-Schmidt. Hvad er håbet, at DTR og danske tegneserier kan få ud af en sådan dialog? Respekt og penge?
– Ja, vi skrev rapporten på opfordring af kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som vi mødtes med sidste efterår efter vi havde skrevet et åbent brev til ham om tegneseriens tilstand i Danmark. Han stillede sig lydhør overfor vores argumenter om, at den danske tegneseriekultur er langt ringere understøttet i forhold til kulturel infrastruktur end andre sammenlignelige kunstformer og udbad sig mere information. Grundlæggende vil vi gerne opnå større officiel anerkendelse af og bevågenhed om tegneserien som en vital og væsentlig udtryksform i Danmark. Mere konkret ville en sådan måske kunne udmønte sig i offentlig støtte til opbygningen af den kulturelle infrastruktur, vi snakker om: I første omgang til driften af et sekretariat, der kan understøtte en bred vifte af aktiviteter i Tegneseriedanmark.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (tv.) besøgte i maj Copenhagen Comics-festivalen. Her sammen med festivalformand Aase Thylstrup, formand for Dansk Tegneserieråd Matthias Wivel og en frivillig fra festivalen. Foto Carsten Olsen.
Hvordan vil du beskrive tegneseriens status sådan rent kulturpolitisk og måske også samfundsmæssigt?
– Selv med alle de landvindinger tegneserien har gjort i folks bevidsthed, i kulturbilledet, i populærkulturen, er der stadig et stigma forbundet med den, der gør, at den ikke i samme grad som flere andre kunstformer kommer i betragtning, når der skal prioriteres på kulturområdet. Ja, Statens Kunstråd uddeler herhjemme årligt ganske betydelige beløb til skabelsen af tegneserier, men den offentlige bevågenhed fortsat tæt på ikkeeksisterende, for slet ikke at tale om den kulturelle infrastruktur – udvikling, undervisning, registrering, arkivering, udstilling, synliggørelse, med videre. Det på trods af, at tegneserien samfundsmæssigt har haft stor gennemslagskraft, måske først og fremmest i populærkulturen, hvor dens aftryk på andre udtryksformer som film, tv, videospil og sågar sociale medier er større end nogensinde, men også mere subtilt i den måde, vi tænker ord og billeder på i alt fra grafisk design over undervisning til vores sprogbrug. Et af de steder, den i sin traditionelle, ofte trykte form står stærkt igen efter mange års afmatning, er i henvendelsen til børn: De mest læste tegneserier er igen fortrinsvis børnetegneserier, og formen rummer et enormt potentiale i forhold til fremme af børns (og for så vidt også voksnes) læseglæde.
For lige at se det hele oppefra: Hvilke er tegneseriekunstens helt store udfordringer/problemer lige nu og her? Der er selvfølgelig altid noget med økonomi, men også synlighed, kritik, opdragelse af nye læsere og især kunstig intelligens synes at være blandt de vigtige diskussioner.
– Som nævnt ovenfor lider tegneserien stadig af en underkendelse i officiel sammenhæng. Der er mange grunde til dette. Formen hænger fortsat delvis fast i nogle historiske bestemte publikationsformer, udtryk, genrer og selvopfattelse. Det har betydning for de tegneserier, der bliver skabt. Ja, diversiteten er langt større end førhen på langt de fleste parametre, men formen betragtes stadig som et randfænomen, for mange i bedste fald som råmateriale til mere succesfulde og indbringende versioneringer i andre medier, først og fremmest film og spil. Selvom tegneserier fortsat i visse sammenhænge, for eksempel som den udfolder sig i webtoons og visse former for manga, er et massemedie, skal vi nok ikke forvente en tilbagevenden til de tider, hvor den verden over i sig selv var massekultur. Ikke desto mindre er potentialet er stadig enormt, hvis den genuint kan udvikle sig til et gængs alternativ blandt et bredere udsnit af den læsende befolkning.
– Blandt de store udfordringer er den digitale omstilling og de dertil hørende vanskeligheder – bredt velkendt indenfor digitaliseringen af kunst og litteratur – med at skabe fornuftig økonomi for skaberne og de andre aktører. Korte tegneserier og enkeltbilleder lever godt på sociale medier, mens platforme som WebToon og Tapas viser en vej for de længere fortællinger, men det sker qua telefonskærmen på bekostning af det grafiske udtryks rigdom.
– Hvad angår kunstig intelligens er det klart, at det på den korte bane truer skaberne med tabt arbejde, ligesom der ophavsretligt er en række problemer med den måde, AI-modellerne skaber deres ord og især billeder på. På længere sigt er det som bekendt anybody’s guess, hvad det teknologiske paradigmeskift kommer til at betyde, også for tegneserier.
I rapporten optræder noget, der kaldes Tegneseriens Hus. Hvad er det?
– I Dansk Tegneserieråd har vi længe arbejdet med den erkendelse, at vor fantastiske frivillighedskultur ikke er bæredygtig. Den har altid fulgt en kurve fra ildsjælens gnistrende nærvær til forudsigeligt crash and burn. Initiativer og projekter holder som regel kun så længe, som de frivilligt arbejdende folk bag gør. Det betyder, at kulturen jævnligt skal genopfinde projekter og planer, der under andre mere gunstige og slidsikre forhold kunne have udviklet sig til kontinuerligt at gøre en reel forskel. Med andre ord: Der skal penge ind i driften. Vore nabolande har med markant succes i forhold til os formået at etablere institutioner, der varetager opgaver til almen gavn på tegneserieområdet som formidling, festivaler, branchepriser, arkiver, museer med videre.
– Hvilket bringer mig til Tegneseriens Hus. Ideen er et sekretariat med lønnede medarbejdere og den kontinuitet, der deraf følger, som kan varetage og understøtte projekter en række områder: Undervisning og formidling, rådgivning og vidensdeling, fundraising og netværksopbygning registrering og arkivering. Konkret ville en sådan institution kunne hjælpe med afviklingen af de danske tegneseriefestivaler, udvikle internationale samarbejder, ikke mindst i EU-regi og i høj grad med blik på eksport. Den ville kunne understøtte skolerne og andre uddannelsesinstitutioners brug af tegneserier i undervisningen, herunder ikke mindst i forbindelse med styrkelse af læseglæden. På sigt kunne man håbe på, at det også kunne udvikle sig til et fysisk velfunderet tegneseriearkiv-, -museum og -videnscenter. Man kan læse meget mere om alt dette i rapporten.
– Enhver, der har lavet projektarbejde på kulturområdet, ved, at det er muligt at skaffe penge til projekter, men at det næsten altid kniber med driften. Vi mener, at det er det, der i første omgang er brug for, hvis vi skal sikre en større kontinuitet, stabilitet og, ikke mindst, et bedre grundlag for skabelsen, udbredelsen og værdsættelsen af tegneserier i Danmark. Derfor henvendelsen til Kulturministeriet og vores fortsatte politiske arbejde mere bredt. Vi mener, at potentialet for danske tegneseriers succes, på alle parametre, er langt, langt større, end hvad vi ser i dag, og at der faktisk ikke skal så meget til for at sætte gang i en positiv udvikling. Rapporten er vores forsøg på at afdække og synliggøre mulighederne. Tegneseriens Hus ville være et syvmileskridt på vejen.