Pantomimeserierne griber om sig, se bare Jim Woodrings “Mellem dyrene” eller Shaun Tans “Ankomsten”. Hvad er meningen? Nummer 9 har spurgt tre kapaciteter på feltet.
Anders Brønserud er én af Danmarks mest konsekvente serieskabere. Siden 2003 har han viet sit virke som serieskaber til pantomimeserien om kuglerunde Otto, der i otte bøger har boltret sig i stilren og skarpt optegnet sort/hvid. Seneste udgivelse, raritetsopsamlingen “Nullus Non”, udkom på Art-Bubble festivalen i april.
Foråret har i det hele taget budt på markante ordløse udgivelser, f.eks. Shaun Tans “Ankomsten” og Jim Woodrings “Mellem dyrene”, og danske serieskabere som Allan Haverholm, Rasmus Julius og Mikkel Sommer har minimeret eller helt afskaffet talebobler og tekstkasser i deres tegneserier. Dagens interview med Anders Brønserud er det andet af i alt tre, hvor danske serieskabere sætter ord på pantomimefænomenet.
Hvornår og hvorfor begyndte du at arbejde med pantomimeserier?
-Jeg skabte figuren og serien Otto i 2003. Den havde i starten både dialog og forklarende tekst, men udviklede sig hurtigt til at være ren pantomime. Tidligere havde teksten været meget afgørende i de serier, jeg tegnede, f.eks. brugte jeg meget ordspil. Så valget af pantomime var en udfordring til mig selv – og en vej ud af et dødvande, som jeg følte, jeg var fanget i på daværende tidspunkt.
Hvad kan tegneserier uden ord?
– En medvirkende årsag til, at jeg besluttede mig for at holde fast i det ordløse, var muligheden for at kunne eksportere serien uden udgifter til og eventuelle vanskeligheder ved oversættelse. Rent kunstnerisk giver pantomimen mulighed for flertydighed. Når man som jeg er mere interesseret i stemningsformidling end historiefortælling er pantomime ideel. Det er vanskeligt, for mig i hvert fald, at skrive i et sprog, der ikke angiver en bestemt tid eller et bestemt miljø. Sproget har det med at fordre en eller anden form for realisme, og jeg er ikke interesseret i at skabe realisme.
Hvad kan tegneserier uden ord ikke?
– I øjeblikket arbejder jeg med “Citizen Otto”, opfølgeren til “Otto Obscura”, hvor jeg tegner stadigt længere episoder. Den længste episode i “Otto Obscura” er 16 sider, i “Citizen Otto” bliver der en ca. 50 siders serie, udover en del kortere. Det er min fornemmelse, at der er en øvre grænse for, hvor mange sider, jeg kan fastholde læserens interesse frem mod en pointe, når jeg både arbejder ordløst og fabulerende. Der er også en øvre grænse for kompleksitet, som jeg får prøvet af med mit andet igangværende projekt: “MARY”, som er en variation over Frankenstein-myten, og som også er uden ord.
– Jeg tror man skubber nogle “læsere” væk, når man fravælger ord, fordi dialogen traditionelt set er en bærende del af en tegneserie. På den måde minder tegneserien meget om film, hvor fravær af dialog, farver eller musik signalerer “kunstfilm” og utilgængelighed. En uventet ulempe ved pantomime-tegneserien, som jeg oplevede med forlæggere i Angoulême og MoCCA, er at den anses for at være “et dårligere køb”. Man har en tendens til at skimme pantomimeserier i stedet for at fordybe sig, og så er 112 sider pludselig meget lidt, hvis man skal betale 248 kr.
Hvad ser du af tendenser i den ordløse tegneseries udvikling?
– Pantomimen er en form, som personligt passer mig rigtig godt, og som jeg fortsætter med, indtil jeg bliver inspireret til at gøre noget andet. Jeg læser også meget gerne andres pantomime-tegneserier, særligt hvis kunstnerne ellers taler et sprog, som jeg ikke forstår. Jeg tror, at pantomimen er oplagt at tage fat på for upcoming-tegnere, dels forbi man tvinges til at fortælle udelukkende visuelt, og dels fordi man får nemmere adgang til feedback. Ellers hører den ordløse serie, også i fremtiden, til i den mere kunstneriske del af udbuddet. Jeg tror ikke på pantomime som mainstream.
– Og uden for nummer vil jeg da gerne lige anbefale en håndfuld pantomime-tegneserier:
Tommi Musturi: Sur les pas de Samuel (La 5e Couche, 2009)
Lance Hansen: Hayseed #1 (Kettledrummer, 2008)
Jon Mcnaught: Peat bog (fra samlingen Pebble island) (Nobrow, 2010)
Ximo Abadia: Clonk (Kettledrummer, 2010)
Jamil Mani: Fjäderlätt (Seriefrämjandet)
Adrien Demont: Tournesols (Editions Scutella, 2008)
Interview med Allan Haverholm følger.
Foto, øverst: Thomas Thorhauge
