Det er trendy at være tavs, se bare Jim Woodrings “Mellem dyrene” eller Shaun Tans “Ankomsten”. Hvad er meningen? Nummer 9 har spurgt tre pantomime-veteraner.
Serieskaber Allan Haverholm sparede ikke på ordene, da han i 2006 debuterede med den 306 sider lange graphic novel “Sortmund”. Siden er formaterne blevet mindre og ordene færre, mens Haverholm har eksperimenteret målrettet med den eksportvenlige pantomimegenre.
Dermed er han helt på bølgelængde med serieskabere som Shaun Tan og Jim Woodring, der netop har forsødet tegneserieforåret med henholdsvis “Ankomsten” og “Mellem dyrene” – og danske serieskabere som Anders Brønserud og Peter Kielland-Brandt, der hjertensgerne minimerer eller helt dropper brugen af talebobler og tekstkasser i deres tegneserier. Dagens interview er det sidste af i alt tre, hvor danske serieskabere sætter ord på pantomimefænomenet.
Hvornår og hvorfor begyndte du at arbejde med pantomimeserier?
– Det var i 2006 eller deromkring, da Johan Krarup bad mig lave en serie til pantomime-antologien “Son of a Horse”. Jeg havde læst Kiellands “Fisk” og M. tom Diecks “Vortex” og skimmet Trondheims “La Mouche”, og fået blod på tanden. Og jeg opdagede, at tegneserien fungerer ganske udmærket uden tekst. Det blev til serien “Bull”, der handler om den minoiske kultur og de myter, der knytter sig til den. Primært fordi jeg ikke kunne bruge tekst, og jeg lavede en kortslutning til Corto Maltese-historien “Tristan Bantams Hemmelighed”, hvor professor Steiner udlægger det græske alfabet som et episk digt ud fra tegnenes betydning.
Hvad kan tegneserier uden ord?
– Der er en åbenlys fordel ved at udgive tegneserier, der ikke er påvirket af sprogbarrierer, men det er mere en bonus i forhold til det rent fortællemæssige. Jeg synes, man har meget større udtryksmuligheder, når man fortæller kun i billeder – eller måske fik jeg bare øjnene op for de visuelle muligheder, da jeg ikke havde teksten som krykkestok.
– Det er et spørgsmål om en- og flertydighed: Sproget (skrevet og talt) er skabt til at formidle konkret information, og det er en forudsætning for dets effektivitet, at vi er enige om ordenes betydning. De tidligste kileskrift-inskriptioner er regnskaber nedskrevet af købmænd. Man måtte vide, præcis hvor mange fisk, man havde solgt; det er den slags konkret viden, sproget i sin grundform håndterer. Når så man, som i poesi, manipulerer sproget til at betyde mere end ordenes egentlige betydning, kaldes det billedsprog. Et billede, eller en billedsekvens, kan i princippet betyde hvad som helst, afhængig af beskueren. Tag f.eks. Muhammed-tegningerne. Eller, lad os ikke gå ind i dén diskussion.
– Billeder er flertydige i den forstand, at de ikke har sprogets præcision. Det lyder som en ulempe, men når man fortæller i billeder giver det som sagt helt nye muligheder, netop fordi meningen er sløret for beskueren. Der er et indbygget værktøj dér, som spiller på en læsers nysgerrighed efter, hvad der sker på billederne: “Hvad laver han nu? Hvorfor samler hun dén op? Hvor skal han hen?” Det er for mig en naturlig videreudvikling fra de dogmer, Moore og Gibbons brugte i “Watchmen”, hvor de konsekvent undlod at bruge forklarende tekst og tænkebobler.
– Med ukommenterede billeder kan man involvere læseren i højere grad, og få vedkommende til at digte med på handlingen, netop fordi der ikke er nogen konkret information om, hvad der foregår. Det er formentligt derfor, serier som Woodrings og Diecks ofte bliver beskrevet som drømmeagtige? Fordi historien kræver mere medvirken af læserens fantasi, hvilket af de fleste forbindes med drømme? Det har mere at gøre med at fordybe sig i billeder på et galleri end med at læse. Det er ren billedfortælling, ikke “ordløs”, men uafhængig af ord.
– El
ler det er i hvert fald min egen erfaring i forhold til at lave dramatiserede fortællinger og mere eksperimenterende forløb, men der er selvfølgelig også andre måder at bruge “tavse” tegneserier på: Humorstriben Ferd’nand formåede at løbe i over 70 år uden tekst. Et eksempel der entydigt formidler et budskab uden ord, er IKEA-manualer. De mister en del stemning på bekostning af tydeligheden, og fortællerytmen er dybt godnat, men de tjener jo deres formål!
Hvad kan tegneserier uden ord ikke?
– Skal jeg være helt firkantet, er der to udfordringer: Fortællerens evner og læserens fantasi. Men det går jo ikke, det må man ikke sige.
– Det ér svært at formidle komprimeret information i billedform, særligt sammenlignet med tekst. Man må ty til andre former for karakterisation, end hvis man har tekst som hjælpemiddel. En sætning som “Han var en bitter mand forfalden til portvin, og vågnede ofte i de tidlige morgentimer, siddende bag rattet i sin Peugeot 104, der var ældre end han selv” går vanskeligt at gengive i billeder (men jeg giver udfordringen videre til tegnerne derude!).
– Primært tror jeg udfordringen ligger hos publikum. Der udgives, som du selv er inde på, forholdsvis mange, sprudlende pantomimeserier, og spørgsmålet er, om de finder deres publikum, netop fordi det er en så anderledes læseform, der kræver et vist overskud og indlevelse af læseren, i højere grad end både traditionelle seriehæfter og for den sags skyld graphic novels. Til gengæld er pantomimeserier jo tilgængelige for internationale læsere, så gevinsten er større end tabet, vil jeg mene!
Hvad ser du af tendenser i den ordløse tegneseries udvikling?
– Jeg ville gerne komme med et eller andet tjubang-manifest om at NU skal billedet tage herredømmet over skriften igen, men jeg har svært ved at tro på det selv. Uanset hvor meget vi siger, nutiden præges af billedmedier, så har folk aldrig skrevet så meget som nu. 140 tegn af gangen, LOL. Så mere på det jævne, indenfor tegneserierammen:
– Som nævnt tidligere, var pantomime-tegneserier for mig et skridt videre fra “Watchmen”‘s skrabede fortællestil, i hvert fald som et fokusskift fra tekst til billede. Med det projektionspunkt kunne jeg forestille mig – og ønske mig! – at der blev taget skridt væk fra den traditionelle, lineære fortælling (hvad man også ser i tekst-baserede tegneserier) imod en friere association. Man skal ikke kigge længere end til Aben Malers udgivelser for at finde eksempler, både flere 676‘ere og bidrag i “From Wonderland With Love”-antologien. Et skridt nærmere den udstillingsoplevelse, jeg var inde på, måske? Bare hjemme på hylden. Eller i iPad’en, selvfølgelig.
Allan Haverholms hjemmeside, Twitter-profil.
