Nummer 9 interviewer forfatteren bag skæbnedramaet fra Israel og Palæstina, ”Attentatet”.
”Attentatet” er fortællingen om Amin, en velhavende palæstinensisk læge med bopæl i det mondæne Tel Aviv. Hans liv vendes på hovedet, da en selvmordsbomber detonerer sin dødsensfarlige sprængladning nær hospitalet, hvor han arbejder – og viser sig at være hans kone Sihem.
Tegneserien er forfatter Loïc Dauvillier og tegner Glen Chaprons bearbejdning af en bestseller-roman signeret den algierske forfatter Yasmina Khadra. Nummer 9 smed en samling spørgsmål efter Dauvillier, der her fortæller om, hvorfor Khadras bog ikke handler om det, intervieweren tror, hvordan han og Chapron researchede billedsiden ved at se islamistiske propagandavideoer – og at han i øvrigt liiige står og mangler et dansk forlag til sit seneste projekt …
Loïc, du er en garvet tegneserieforfatter, men ”Attentatet” er din danske debut. Kan du give os en idé om din karriere hidtil?
– Jeg har læst tegneserier, siden jeg var barn, men mistede interessen som teenager. I stedet spillede jeg en hel masse på trommer. Efter nogle år fik jeg problemer med hørelsen og genopdagede barndommens yndlingsmedie, der igen blev en vigtig del af mit liv.
– Men det var ikke nok for mig bare at læse en masse tegneserier. Jeg ville arbejde med tegneserier. Manuskripter følte jeg mig ikke klædt på til at skrive, og tegne kan jeg ikke, så i stedet begyndte jeg at markedsføre tegneserier for forlaget Charette. Det gav mig mulighed for at arbejde med fremragende serieskabere som f.eks. David Prudhomme og Pascal Rabaté. I selskab med dem lærte jeg tegneseriens ordforråd og grammatik.
– I 2003 begyndte jeg at skrive et manuskript, opmuntret af tegneserieforfatter Jean-Luc Loyer, simpelthen for at se, om jeg kunne. Jeg skrev en trilogi for unge, La petite famille, og selvom emnet ikke var specielt kommercielt – den handler om et barn, der går igennem en sorgproces – gav forlaget Tournon Carabas mig chancen. Den dag i dag arbejder jeg mest med tegneserier til børn og unge, men ”Attentatet” er én af undtagelserne fra den regel.
Hvad fik dig til at tage fat på netop Yasmina Khadras bog som forlæg til en tegneserie?
– I 2007 lavede jeg en graphic novel med tegner Jerome Aviau for forlaget Glénat, der hed ”Inès”. Det er fortællingen om et offer for hustruvold, som vi følger i 24 timer, nøgternt og usentimentalt. Siden holdt jeg kontakten ved lige med min redaktør på Glénat, Cedric Illand, og han fortalte mig om ”Attentatet”. Jeg læste bogen og blev fascineret af, at den skildrede Israel/Palæstina-konflikten så neutralt og afbalanceret. Khadras måde at fortælle historien på vakte genklang hos mig. Så da Illand fortalte, at han gerne ville lave en tegneserieudgave, tilbød jeg at skrive den.
Typisk er det nødvendigt at skære en del i forlægget, når bøger skal blive til tegneserier – eller film, for den sags skyld. Gjaldt det også ”Attentatet”?
– Glénat gav os lov til at lave tegneserien så lang, som den måtte være, hvis vi skulle have det hele med. Vi havde en utrolig frihed til at tage os den tid og bruge den plads, vi ville, og derfor var det heller ikke nødvendigt at skære noget fra. Kun én ting er ændret i forhold til forlægget, og det er en mikroskopisk detalje i en enkelt scene, hvor figuren Kims bedstefar i bogen omtaler sin tid i kz-lejr. I tegneserien kan vi se tatoveringen på hans arm, så ord er unødvendige.
Hvorfor valgte du Glen Chapron til at tegne dit manuskript?
– Min redaktør og jeg brugte lang tid på at finde den rigtige mand til opgaven. Hans tegninger skulle være letaflæselige, men ikke hyper-realistiske. Vi ville have en tegner, der forstod at fortælle gennem billeder, og som kunne håndtere både eftertænksomme scener og actionmættede sekvenser. Og så ville vi have en tegner, der kunne skildre hovedpersonens deroute, så den kunne aflæses umiddelbart i hans ansigt. Glen har alle de kvaliteter. Han var vidunderlig at arbejde sammen med, og jeg håber at få lejlighed til at gøre det igen.
Kan du give et eksempel på, hvordan I arbejdede sammen?
– Ja! Her kan I se side 33 af tegneserien, som den udviklede sig fra mit manuskript til den færdige side:
Som jeg læser ”Attentatet”, er fortællingen i sin grundform en gennemlysning af Israel/Palæstina-konflikten viklet ind i en thriller …
– Det er jeg ikke enig i! For mig er det historien om en mand, der opdager, at han intet ved om kvinden, han deler sin tilværelse med. Hans kones død og omstændighederne omkring den får ham til at søge efter sandheden. Spørgsmålet er ikke, hvem i konflikten, der har ret – men hvem er den her kvinde, han troede, han vidste, hvem var?
– Når jeg snakker med læsere, stiller jeg dem ofte spørgsmålet ”ved du, hvad din partner laver lige nu?” Hvis han eller hun sidder lige ved siden af, er det selvfølgelig let at svare på, men hvis ikke, er det reelt umuligt at vide med sikkerhed. Ægteskab er grundlagt på tillid, og hvis dén tillid forsvinder, er alt tabt.
– Den her historie kunne have fundet sted i Frankrig under anden verdenskrig eller et hvilket som helst andet sted, hvor der er en konflikt. Israel/Palæstina-konflikten danner ramme om ”Attentatet”, men den er ikke historiens omdrejningspunkt.
Du har lavet tegneserieudgaver af bøger før – hvordan var det at arbejde med Khadras bestseller?
– Den store forskel lå i researchen. Glen Chapron og jeg var enige om, at miljøerne i Israel og Palæstina skulle indtage en hovedrolle i tegneserieudgaven, og derfor var det vigtigt, at skildringen af dem hvilede på solid dokumentation. Det var lidt af en udfordring, især da vi skulle skildre moskéen i Bethlehem indefra. Vores eneste måde at få billeder af interiøret var ved at se propagandavideoer af islamistiske fundamentalister!
Fortæl lidt om Yasmina Khadras rolle i arbejdet …
– Khadra var meget skuffet over filmatiseringen af hans bog, som han synes var misforstået og amerikaniseret. Derfor betingede han sig, at han skulle godkende tegneserien, før den kunne udsendes. Det accepterede vi, og da vi først mødte ham, havde vi 50 sider med. Han læste dem, stillede nogle få spørgsmål og gav os så carte blanche til at færdiggøre tegneserien, som vi ville. Han forstod, at vi ønskede at være tro mod fortællingen, ikke ændre den efter forgodtbefindende.
Hvad arbejder du på nu, Loïc?
– Flere forskellige projekter. Dels en tegneserieudgave af forfatter Olivier Adams ”Cliffs” med tegner Thibault Balahy – det er en voksentegneserie om en mors selvmord. Dels to transmedia-projekter, hvor tegneserier og tegnefilm går hånd i hånd, ”Monsieur Lapin” og ”Myrmidon”. Det er børnetegneserier uden tekst, meget lette at oversætte … og vi står faktisk lige og leder efter en udgiver i jeres smukke land!
Del på
