Beskedne forhold lagde ingen dæmper på kreativiteten i tegnestuen Hjelm Påbudt, der i midten af 80’erne opstod i en kælder i Brabrand. Tegneserieskaber Lars Dahl fortæller her sin personlige historie om fem år med drømme og tuschflasker.
Tegneserieskaber Lars Dahl fik sidste år udgivet albummet Den Skinbarlige Sandhed på Forlaget Fabel.
Det var først på sommeren 1983, at jeg blev ringet op af Thorsten Overgaard. Han havde set mine bidrag til diverse private tegneserieudgivelser (blandt andet “Hård Kost” og “Dannebroget”), og sammen med Mogens Gårdsmann havde han planer om at starte en tegnestue for tegneserietegnere og -skribenter.
Det skulle være en åben tegnestue, hvor interesserede kunne komme på besøg for at sludre og tegne sammen med os. Thorstens mor havde et stort hus beliggende i Aarhus-forstaden Brabrand, og der var plads i kælderen til vores tegnestue.
Det lød som en spændende ide, og snart havde Thorsten fået kontakt til Ole Okkels og Peter Maltha, som også havde bidraget til de nævnte udgivelser. Sammen gik vi fem i gang med at rejse skillevægge i kælderen og planlægge indretningen af vores nye lokale med tilhørende tekøkken.
Huslejen var blot et par hundrede kroner til forbrug af el og varme. Kælderen var stor og der var god plads – undtagen i højden! Lofthøjden var lidt over 170 centimeter, og heraf kom navnet på vores tegnestue: Hjelm Påbudt.
Det var tanken, at vi hver især skulle bygge eller skaffe et tegnebord. Men Ole og Peter fik det af en eller anden grund aldrig gjort, og efterhånden gled de helt ud af projektet. Der var også det problem, at vi manglede et sted, hvor gæsterne kunne sidde.
Der var hverken højt til loftet eller store vinduer i kælderen.
For at den slags praktiske ting ikke skulle blive en hæmsko fremover, byggede Thorsten, Mogens og jeg et stort, fælles tegnebord med masser af plads. Bordet var solidt, og forankret til væg og gulv (det måtte ikke ryste, når nogen viskede ud).
Bordfladen var skråtstillet langs siderne hvor vi sad og tegnede. I midten var den vandret, så der var et sted til tuschflasker, lamper, kaffekopper, ølflasker, og den slags. Det var virkeligt et fedt arbejdsbord! Der blev også sat reoler op, og et lille bord med et musikanlæg. I et anneks til huset fik Thorsten stillet et brugt reprokamera op.
Sidst på sommeren blev tegnestuen officielt åbnet med en reception, og inden da havde Thorsten kontaktet en journalist, så der kom en artikel i den lokale ugeavis.
Pierre Christin og Jean-Claude Mézières kommer på besøg
I tegnestuens levetid kom der masser af gæster på besøg. Jeg kan ikke huske alle navne, men i alt fald Peter Madsen, Lasse Holm, Ivar Gjørup, Niels Gorm, Jacob Thybo, Poul Petersen og Henrik Rehr kom forbi. Der var perioder, hvor nogle sad og tegnede sammen med os, og en skoledreng ved navn Ollie kikkede ofte indenfor.
Jean-Claude Mézières giver gode råd til Lars Dahl
Det var Thorsten, som stod for eksterne kontakter. Engang fik han inviteret en hel skoleklasse, og vi opfordrede dem til at finde på en lille tegneserie på stedet. Børnene skrev et manuskript på to sider, og Mogens og jeg påbegyndte straks tegnearbejdet, mens de så på. Efter besøget fik vi færdiggjort den lille serie og sendt den til klassen.
En anden gang arrangerede Thorsten, at vi besøgte tegnestuen Gimle i København, og vi fik knyttet kontakter til blandt andre Frank Madsen, Sussi Bech og Ole Rasmussen.
Og så var der dengang i 1985, hvor Linda og Valentins forfatter og tegner, Pierre Christin og Jean-Claude Mézières, kom på besøg i Hjelm Påbudt, igen med Thorsten som mellemmand. Jeg blev så befippet, da de trådte ind ad døren, at jeg slog hovedet i loftet tre gange. Mézières tog sig god tid til at kikke på vore tegneserier og give os ros og kritik. Både Mézières og Christin var godt tilfredse med niveauet. Jeg husker, at Mézières roste mine tegninger, meeeen mit layoutarbejde kunne godt strammes op.
Jean-Claude Mézières taler om layout med Mogens Gårdsmann
Vi fik hilst på mange farverige mennesker. En dag kom en stor, muskuløs mand forbi. Han fortalte, at han havde dyrket karate i mange år, men havde fået en rygskade fordi han havde overdrevet ved et spark under træningen. Nu dyrkede han dykning, for det var også en fysisk krævende sport. Vi var ret spændte på hvad denne kraftkarl kunne præstere ved tegnebordet! Han satte sig, foldede sig helt sammen over bordet, og begyndte at tegne små huse, græsplæner med solskin og en masse små mennesker med store runde hoveder og store, glade smil. Ikke lige hvad vi havde forventet, men så blev vi SÅ kloge.
Vi fik også besøg af en mand, som planlagde en tegneserie om Danmarks historie. Han havde fundet ud af, at Renée Toft Simonsen var det helt perfekte forbillede for en bestemt dansk dronning. Nu havde han siddet i hendes modelbureau og ventet på at hun fik tid til at sidde model, men det var ikke sket endnu.
Kreativiteten blomstrer i kælderlokalet
Hver torsdag aften, samt søndag eftermiddag og aften, sad vi og syslede med vores projekter. Det var meget værdifuldt hele tiden at have sparringspartnere til sin rådighed, og vi lærte meget af hinanden. Især var Mogens et springvand af ideer, og den sætning man oftest hørte fra ham, var: “Jeg har en ide til en ny tegneserie.” Selv gik jeg meget op i det tekniske, og hvis man skulle finde en tilsvarende sætning fra mig, ville det nok blive: “Hmm, jeg skal have rettet en fejl i den her tegning”.
Mit første projekt i tegnestuen var færdiggørelse af en syvsiders historie, “Septemberrevy”, om de unge studerendes bolignød hvert år ved studiestart. Den er dog aldrig blevet udgivet – hvilket måske er meget godt – men jeg fik træning i at anvende gråtoner.
Samtidigt arbejdede Mogens og Thorsten med vittighedsstriber, typisk ved at Mogens tegnede og Thorsten rentegnede. De havde i sin tid fået udgivet nogle af dem (vistnok kampsportsserien “Kong Fy”) i et svensk magasin “Super”, som var en pendant til “Mad”. Men der var også gangsterserien “Al Kaput” og en middelalderserie om riddere, konger og skjalde.
Ud over striberne skrev og tegnede Mogens adskillige længere historier med både humor og dramatik. Jeg husker titler som “Heksen inde i skoven” og “Den tapre Bludihim”, men der var også flere, blandt andet en middelalderhistorie om en tapper ridder, der dræber en strandet hval, i den tro at det er en drage.
Det var under arbejdet med “Heksen inde i skoven”, at Mogens (og jeg) måtte erkende, hvor nødvendigt det er at lave et figurgalleri, før tegnearbejdet starter for alvor. I historien var der en ilter diskussion mellem en munk og en bonde, om hvor groft man kan tillade sig at behandle en formodet heks. På en af siderne var Mogens kommet til at bytte deres tøj om!
Mogens Gårdsmann og Lars Dahls “Sweet Love” blev bragt i Kulørte Sider
På et tidspunkt havde Mogens fundet på en historie, og spurgte mig om jeg ville være med til at tegne den. Det var en satire og skulle hedde “Sweet Love”. Sammen fik vi historien nedfældet i et 14 siders manuskript. Nu var det tanken, at Mogens skulle tegne layout, jeg skulle lave blyantsskitser, og Thorsten skulle rentegne. Men Thorsten fik aldrig rentegnet mere end et par enkelte billeder, så jeg overtog rentegningsarbejdet. Til gengæld var Mogens’ layouts så detaljerede at han nærmest havde lavet halvdelen af arbejdet med skitserne. Min personlige teori er, at Mogens med sit helhedssyn og hurtige streg var en god “starter” af de enkelte sider, hvor jeg med min præcision og detaljer var en god “afslutter”. Slutresultatet var vellykket og blev bragt i Interpresses “Kulørte Sider” nr 6 i 1987.
Fællesskabet i tegnestuen gav mig rygstød til at kontakte en aftenskole og foreslå et kursus i tegneserier med materiale, som jeg selv udviklede. Jeg fik også noget materiale fra Frank Madsen og Sussi Bech i form af eksempler på billedmanuskripter fra deres udgivne tegneserier. I to sæsoner underviste jeg, og et par år senere blev jeg headhuntet som lærer ved en tegneserie-workshop i en tredje sæson.
Lars Dahl har en skoleklasse på besøg i tegnestuen.
Efter succesen med “Sweet Love” ville Mogens og jeg lave et nyt projekt sammen, og det skulle være et sørøveralbum baseret på historiske kilder fra 1600-tallet. Igen skrev vi sammen, og hurtigt var de første 10-15 siders manuskript klar. Set i bagspejlet lavede vi dog to brølere:
For det første fik vi aldrig aftalt, om det skulle være en uforpligtende humoristisk serie med dramatiske indslag, eller en dramatisk historie med humoristiske indslag. Dette gjorde, at vi for eksempel blev uenige om, hvor meget research der skulle laves.
For det andet byttede vi (for eksperimentets skyld) om på hvem der gjorde hvad: Jeg lavede layout og Mogens skitser. Det viste sig, at vi med denne arbejdsfordeling havde lagt snubletråde ud for os begge. Så efter nogle få sider besluttede vi at dele boet: Sørøverprojektet overgik til mig, og jeg fik løbende input og sparring fra Mogens. Han tog i stedet sin nyeste idé til en vittighedsserie op, og her var det mig som gav løbende input og sparring.
Mogens’ nye serie handlede om et lille malerfirma med en malermester Møller, nogle svende og en umulig lærling Mads. Til trods for solid faglig viden (Mogens er oprindeligt uddannet som bygningsmaler) var humoren almen menneskelig og på ingen måde afgrænset til malerfaget. Serien endte med at hedde “Mads & Møller”, og den gik seks år i 3F’s fagblad “Maleren”. Desuden fik Mogens en “spin-off” af serien bragt i et fagblad “Automaleren”.
Selv fik jeg efterhånden færdiggjort sørøveralbummet med titlen “Kystens Brødre”. Den danske storkøbmandssøn Per bliver skyllet overbord fra et handelsskib i det Caribiske Hav, og samles op af franske boucaniere. Han tager med dem til Hispaniola, hvor de jager okser og svin i de vidtstrakte skove – når de da ikke hengiver sig til hæmningsløst druk, spidsfindige manddomsprøver eller blodige indbyrdes opgør. Men stormagten Spanien mener, at Hispaniola er en spansk besiddelse, og den bekriger konkurrerende indvandrere. Albummet udkom i 1994 hos forlaget Ultima.
Kystens Brødre udkom på forlaget Ultima i 1994
Ind imellem tegnede jeg strips til min vittighedsserie om den skøre slange Ka, som oprindeligt blev bragt i Seriemagasinet sidst i 1970’erne. Den er en slags crazy-humor-serie, inspireret af Den Lyserøde Panter og Nuser fra Radiserne. Jo mere tankemylder jeg får, jo flere skøre situationer havner Ka i. Det er mig en stor fornøjelse at berette om hvordan han jager en poltergejst, slås med en støvsugerslange, fornærmer en lampeånd, eller bliver uvenner med skyerne. At arbejde med Ka har altid været afslapning for mig, når jeg bliver træt af de mere komplekse tegninger, som jeg ellers laver.
Alt får en ende
I den sidste periode af tegnestuens levetid var vi blevet småtrætte af alle besøgene. Mogens og jeg syntes, at vi fik snakket for meget og tegnet for lidt. Så trods en smule dårlig samvittighed lukkede vi tegnestuen for gæster uden aftale.
Som det fremgår, havde Thorsten masser af initiativ…. men han fik nu ikke tegnet så meget. Til gengæld fik han den ide at starte en lille reklamevirksomhed sammen med Mogens i de faciliteter, vi havde etableret. Senere tabte han interessen for tegnestuen, og hans mor ville i øvrigt gerne bruge kælderen til tørrerum. I begyndelsen af 1987 besluttede vi andre to at det var tid at flytte teltpælene.
Mogens og jeg gik over til at mødes hos hinanden på skift, for at tegne på hver vores projekter og være sparringspartnere og kritikere for hinanden. Vores samarbejde varede nogle- og tyve år, men ebbede så ud. I mellemtiden var Mogens startet på endnu en vittighedsserie om singler, hvis hovedkontakt til omgivelserne sker via nettet. En gang imellem bliver de dog afbrudt af et ring på døren, hvor en Jehovas Vidner-lignende organisation har en alternativ kontakt at tilbyde dem.
Også jeg var i gang med et nyt projekt. “Den Skinbarlige Sandhed” fortæller om Thorleif og Gudruns oplevelser under deres flugt fra den centrale kongemagt til fremmede steder langt ud på landet. Albummets fem kapitler har hvert sit aktuelle tema, og hele handlingen er omplantet til et fantasy-univers.
I første kapitel møder vi de to hovedpersoner og deres ven, Oldgeir, som hævder at han på magisk vis kan afsløre, hvad sandhed er. Da kongen ikke kan kontrollere udfaldet af denne magi, føler han sin magt truet, og Thorleif og Gudrun kommer i klemme. Andet kapitel handler om Esbjørn, som er meget dygtig til at lave modeller, både fysiske og abstrakte. Problemet er, at lige så snart han har skabt en model, så har han mistet evnen til at se virkeligheden, som den er. Han kan kun se (og forholde sig til) sin model.
I tredje kapitel følges konflikten fra første kapitel op, da Thorleif og Gudrun bliver indhentet af kongens elitekriger. Det viser sig, at denne kriger er lige så meget et offer for kongens handlinger, som de personer krigeren er udsendt for at dræbe. I fjerde kapitel er fokus er vendt imod mennesker, som alt for villigt lader sig styre og manipulere af herskere, uden at stille spørgsmålstegn ved disse herskeres intentioner eller interesser. I sidste kapitel er hovedpersonen den levende natur, som belønner de mennesker der tager hensyn til den, og straffer dem som ikke gør. Albummet udkom på Forlaget Fabel i foråret 2019.
I mit nyeste projekt har jeg fundet den skøre slange Ka frem igen. Serien blev digitalt udgivet i 2013, og arbejdet med at omforme mine vittighedsstrips til det digitale format gav mig lyst til at lave en masse nye vitser med Ka, og det har jeg gjort helt op til i dag. Så planen lige nu er, at jeg får dem samlet og udgivet.
Alle foto i artiklen © Thorsten von Overgaard
Sweet Love © Mogens Gårdsmann og Lars Dahl
Kystens Brødre, Ka & Den Skinbarlige Sandhed © Lars Dahl
