Den franske serietegner Marcel Gotlib er død, 82 år gammel. Han kom til verden 14. juli 1934 i Paris og forlod den endegyldigt 4. december 2016 i Yvelines. Paradis bliver aldrig det samme igen.
Gotlib startede sit arbejde for tegneserieindustrien mens han endnu var teenager, som håndtekster af syndikerede avisstriber. Efter nogle tidlige år som børnebogsillustrator fik han arbejde på Vaillant-magasinet i ’62, for hvem han skabte en række serier med egne figurer. Den mest sejlivede af dem var Gai-Luron, der så sin sidste inkarnation i midt-firserne. I ’65 gik han fra Vaillant til magasinet Pilote, hvor han sammen med redaktør og Asterix-forfatter René Goschinny lavede dokumentarsatiren Dingodossiers, som han fra ’67 fortsatte egenhændigt under det nye navn La Rubrique-à-Brac’ (Sære Fortællinger, Interpresse 1980).
Vendepunktet kom, da han i ’72 forlod Pilote for at starte magasinet L’Écho des Savanes med kollegaerne Claire Bretécher og Nikita Mandryka. I dette anderledes løsslupne miljø udartede han sig til det, man husker ham som i dag, en af fransk tegneseries nok mest notorisk grænseoverskridende pornografiske humorister. Da han i ’75 tog sit gode tøj og gik for at starte Fluide Glacial med barndomsvennen Jaques Diament og kollegaen Alexis fra tiden på Pilote, nåede han sit zenit, med figurerne Superdupont og Pervers Pépère (Perverse Persson, Runepress 1983), som nok er dem flest vil huske ham for. Begge blev legendariske i deres tid og genstand for både musicalopførelser og teaterstykker.
Siden blev serierne færre og skriverierne af både redaktionelt til Fluide Glacial og manuskripter til film og tv mere omfattende. I ’91 modtog han Grand Prix de la ville d’Angoulême for sin betydning for mediet, i ’95 solgte han livsværket Fluide Glacial til Flammarion, så magasinet, som havde været hjemsted for bl.a. André Franquins Idées Noires (Franquin’s Sorte Sider, Interpresse 1982) kunne sikres en fremtid. Selvbiografierne J’existe, je me suis recontre (’93) og Ma Vie-en-Vrac (’06) rundede det hele af.
For den danske læser vil kendskabet til Gotlibs arbejder typisk fortone sig en gang i 80’erne, da der udkom en lille håndfuld albums fra hans hånd under det store fransk/belgiske album ryk-ind på disse kanter. Her blev han flankeret af beslægtede ånder udi det, man i pre-Graphic Novel æraen kaldte ” tegneserier for voksne”, såsom Claire Bretécher, Gérard Lauzier, Georges Wolinski, Jean-Marc Reiser og Edika, der alle mere eller mindre blev mediets darlings for den progressive 80’er generation, som levede i en ideologisk bagskid fra ’68.
Særligt Bretécher, Lauzier og Wolinski portrætterede om ikke en generation, så det man med vor moderne tids tæft for sexet sprogbrug kalder et segment. Identitetskrise, neuroser, revolutionsromantik, kønspolitik og jeg skal komme efter dig var dagens orden, og selv om Gotlib havde det som en fisk i vandet i den frivole tid efter ungdomsoprøret i tresserne, var hans fokus et helt andet. Hos ham gik kulturkritik og genitalier skønsomt hånd i hånd, og det var heftige sager, skal det siges, men tordenskyerne af depression og mismod som i særdeleshed var kendetegnende for Bretécher og Lauzier (Wolinski var lidt lysere), var ikke hans ting.
Gotlib var crazy-humorist nært beslægtet med de på hans tid allerede klassiske og nostalgi-patinerede entertainere som Marx Brothers, Tex Avery og Spike Jones, men også samtidige af slagsen som Monty Python, som specielt hans La Rubrique-à-Brac’ forvarsler med sine meta-parodier på mediernes poppede dukumentarisme. Man skal imidlertid blot kaste et blik på mængden af udpenslede vulgariteter i hans arbejder for at forvisse sig om, at han var af en ganske anden støbning end de nævnte koryfæer. Men tiden spillede også en afgørende rolle for Gotlibs slibrige emnevalg. Crazy humorens forsonende træk gav så i tilgift hans serier en mere godhjertet sensibilitet, end det var tilfældet med flere af de hårdere generations-kronikører. Lauzier afsyrede tænder, Gotlib fjernede kønsbehåring. Den der kom tættest på Gotlib af de her nævnte tegnere var nok Edika, som også var mere crazy end egentlig ond.
Som stilist gik Gotlib også sin enegang. Reiser og Wolinskis streg indvarslede for alvor telefontegningen som kunstart, og stod i skærende kontrast til Gotlibs sirligt cartoony pænhed. Men de velkendte fransk-belgiske stilarter ligne claire og marcinelle var heller ikke indlysende som sammenligningsgrundlag. Gotlib fulgte ikke en slagen vej og fostrede på den anden side heller aldrig horder af epigoner som Moebius f.eks. gjorde. Han udfyldte ganske enkelt sin plads i (endnu) en omskiftelig tid, ikke i stille ydmyghed, men med sværdslag og teatertorden.
Ekkoet fra tumulten er så sagte klinget ud nu, tre årtier efter han valgte at drosle ned for tegneriet, men sig ikke farvel. Kip med flaget. Gør det for det, der ikke ligner noget andet du har set. Det kan godt være det er det grimmeste barn i mands minde, men det er nogens barn, og det er gjort med kærlighed.
