Mette Holm er oversætteren bag Jiro Taniguchis danske gennembrud. Nummer 9 har interviewet hende om arbejdet med at fordanske mangamesteren.
Tidligere i november udkom Jiro Taniguchis ”Min fars dagbog”, fortællingen om en japansk arbejdshest, der ikke har set sin familie i årevis. Da hans far afgår ved døden, tvinger traditioner og sort samvittighed ham til at drage hjem til fødebyen Tottori, hvor han tvinges til at tage sin opfattelse af barndommens brudte familie op til revision.
”Min fars dagbog” ligger i naturlig forlængelse af forrige års danske Taniguchi-gennembrud ”Min fjerne barndomsby” – begge kredser om barndommens tabte land og de fjerne fædre, der prægede det. Og så er de begge oversat af Mette Holm, der over de sidste syv-otte år har udviklet sig til lidt af en manga-kender og -forkæmper.
Mette Holms løbebane har fulgt en snørklet sti. Som ung drømte hun om at arbejde som væver, men en fascination af alt japansk førte hende omkring antropologistudiet til den nedgående sols land, hvor hun fik sproget og kulturen ind under huden. Siden blev hun tekster på DR, og i dag er hun nok bedst kendt som oversætter af romanforfatter Haruki Murakamis vidt beundrede og læste værker.
– På et tidspunkt kontaktede manga-forlaget Mangismo (der lukkede i 2007, red.) mig så for at høre, om jeg havde lyst til at oversætte japanske tegneserier. Jeg sagde nej, for jeg forbandt kun manga med de voldelige og udpenslede historier, jeg havde set folk læse på Japans undergrundstog. Men de blev ved, og da de tilbød mig KARE First love, slog jeg til – den passede lige aldersmæssigt til mine egne piger. Siden blev jeg faktisk bidt af mangaen.
Hvordan kom du i gang med Jiro Taniguchi?
– Fahrenheit-forlægger Paw Mathiasen havde længe været fascineret af ham, og han foreslog mig, at vi skulle prøve at forhandle rettighederne hjem. Så vi tog til Japan. Jeg kendte direktøren på mangaforlaget, fordi jeg i sin tid havde interviewet skaberen af KARE First love, Kaho Miyasaka, og hun er så sky, at forlagsdirektøren greb lejligheden til også at møde hende. Det var en lidt speciel interviewsituation, ha.
– Mangismos betalingsstandsning var et problem for os, for den havde medført, at et par af serierne var blevet stoppet før tid i Danmark, og dén slags ser man meget alvorligt på i Japan. Det regnes for et graverende løftebrud. Men vi fik altså det her møde med direktøren, hvor Paw viste nogle af sine flotteste bøger frem – dem blev de tydeligvis imponerede over – og til sidst sagde direktøren til sin assistent: ”Arh, så giv dem dog bare den kontrakt!”
Hvad synes du om Taniguchis bøger, egentlig?
– Jeg kan ret godt lide dem. De kan måske være en anelse sentimentale, men jeg synes også, de kommer et spadestik dybere end de fleste mangaer. Man bliver klogere på japanerne og det japanske samfund af at læse Taniguchi.
Hvordan er Taniguchis status på hjemlandets mangascene?
– Altså, han er ikke nogen bestsellerforfatter. Han startede sin karriere som tegner på hårdkogte gangsterhistorier – det var nu engang sådan, han kunne tjene til brødet – og debuterede først som forfatter, da en magasinredaktør i 1992 opfordrede ham til at lave historierne i ”Manden der går tur” (udgivet på Fahrenheit sidste år, red.). Idéen var at skabe en manga-ækvivalent til den berømte japanske instruktør Yasujiro Ozus afdæmpede filmdramaer, og redaktøren opfordrede Taniguchi til at klare sig med så få talebobler som muligt.
– Nu fik Taniguchi blod på tanden, og ”Min fjerne barndomsby” og ”Min fars barndomsby” har han begge lavet manus til selv. De bøger gav ham en slags gennembrud, måske især uden for Japan, men han bruger stadig det meste af sin tid på at visualisere andres manuskripter – han er en meget produktiv mand, Taniguchi, men han har trods alt også fire assistenter, han skal aflønne …
Hvordan er det at oversætte Taniguchi? Er der nogle særlige udfordringer forbundet med opgaven?
– Egentlig ikke, det er lidt en krydsning mellem at tekste TV og oversætte romaner. Der er lige lydordene, de er lidt et kapitel for sig, og så kan det godt være drilsk at få oversat taleboblerne, så rækkefølgen passer. De europæiske udgaver er jo spejlede i forhold til originalerne, der læses fra højre mod venstre. Jeg ville egentlig foretrække at lade dem være, som de er, men Fahrenheit-forlægger Paw Mathiasen mener ikke, at det voksne publikum orker læse baglæns …
”Min fars dagbog” er historien om en mand, der ikke har besøgt sin familien i 14 år, og i efterskriftet indrømmer Taniguchi, at han på daværende tidspunkt selv ikke havde set sin familie i 10 år. Siger det noget om japanernes forhold til familie?
– Det siger i hvert fald noget om deres forhold til arbejde. Når der er travlt på jobbet, så forventes man at arbejde igennem, feriedage eller ej. Da jeg i sin tid arbejdede i Japan, blev jeg nødt til at forlade byen om søndagen – min ene ugentlige fridag – for ellers blev jeg simpelthen kaldt ind på arbejde dér også. De lange arbejdstider og masser af transporttid til og fra jobbet betyder, at det er svært at have et privatliv som japaner.
– Samtidig er forpligtelserne på arbejdet en alment accepteret undskyldning for at sige nej til andre ting, og det ser vi jo også i ”Min fars dagbog”. Så i japansk sammenhæng er hverken Taniguchis eller hans hovedpersons situation så mærkelige endda.
Som bogen skrider frem bliver det tydeligt, at hovedpersonen i ”Min fars dagbog” har gjort sin far uret og faktisk svigtet ham. Men det kræver nogle glas sake at få sandheden frem …
– Ja, alkohol er nu engang den bedste måde at løsne op på i Japan. Hvis man går hen og bliver fuld, er alt, man siger og gør, tilgivet dagen efter – så beruselsen er et hårdt tiltrængt frirum i den japanske kultur.
– Det er jo et samfund, hvor der i høj grad bliver lagt låg på. Japanerne er konfliktsky, måske også fordi de lever så tæt. Et springende punkt i ”Min fars dagbog” er den store brand, der raserede Taniguchis fødeby Tottori i 50’erne. Tusindvis af familier blev efterladt uden hjælp, og måtte kæmpe en ensom kamp for at komme på fode igen, mens de forsøgte at lade som om, at alt var i den skønneste orden.
– I dag står mange familier i præcis samme situation efter Fukushima-katastrofen. Intet har forandret sig siden begivenhederne i ”Min fars dagbog”, og det er forfærdeligt at se på. På dén måde er Taniguchis fortælling alt for aktuel.
En række tematiske ledemotiver går igen i de Taniguchi-mangaer, vi har fået på dansk – fjerne fædre, højt elskede hunde og så videre. Hvad ligger der i det, tror du?
– Det er svært at sige. For ikke så længe siden havde jeg lejlighed til at interviewe Taniguchi, hvor jeg blandt andet spurgte til de mange syge kvinder i hans tegneserier. Men han insisterede på, at de skrantende piger blot var der for at lære hans hovedpersoner medfølelse! Og at alle hundene er med, fordi de skaber sådan en god balance i billedkompositionerne …
