VM! Selvom gruppespillet er overstået og knock out-fasen er kommet med sin modbydelige nedtælling til slutningen på det hele, raser fodboldfeberen ufortrødent. Alle medier træder hinanden over tæerne for at bringe fodboldrelateret indhold. Og Nummer9 vil også være med.
Gode fodboldtegneserier er der ikke mange af. Det samme gælder i øvrigt film og romaner. De bedste fodboldromaner og -film er oftest dem, der egentlig ikke handler om fodbold (eller i hvert fald dem, der ikke forsøger at dramatisere selve spillet, kampen). Jeg tænker bl.a. på Hans Jørgens Nielsens klassiker Fodboldenglen, David Peaces (også filmatiserede) The Damned United, NRK’s aktuelle serie Heimebane med John Carew i en overbevisende hovedrolle. Fangelejrens helte med Sylvester Stallone som verdenshistoriens mindst overbevisende målmand og stjerner som Pelé, Bobby Moore og Holbæks egen Søren Lindsted på rollelisten er en underholdende film, en udmærket fangeflugtfilm men ingen god fodboldfilm – så langt fra.
En flugter ser stort set altid utroværdig ud på papir og et kontraangreb bliver aldrig levende. Måske, i en snæver vending, kan et hovedstød eller en tv-redning fanges som i et fotografi, men fodboldfortælling som tegneserie er kun sjældent gjort godt. Senest har vi herhjemme set den legendariske kamp mellem Grønland og Tibets landshold i Vanløse Idrætspark i 2001 tandløst skildret i Thomas E. Mikkelsen og Michael Nybrandts Drømme i tynd luft og den danske oversættelse af italienske Paulo Castaldi flade og ulideligt pastosfyldte helgenhyldest Guds hånd – Diego Armando Maradona.
Derfor har jeg udtaget et hold af de fineste fodboldspillere som tegneserieverdenen gemmer på. Vi stiller op i Herbert Chapmans legendariske WM-formation – vel en slags 3-2-5 – der gjorde Huddersfield Town og siden Arsenal til nogle af de mest succesfulde engelske klubhold i 1920’erne. Selvfølgelig mest for at demonstrere raffineret kendskab til fodboldens taktikhistorie – men også fordi vi har et hold, hvor alle (med undtagelse af midterforsvaret) i virkeligheden helst vil spille på toppen…
Målmand: Vakse Viggo
Franquins arbejdssky drømmer er måske ikke det oplagte valg til målmandsposten. I sine drømme er han en af Europas bedste angribere, men i virkeligheden er han én af de værste målmænd i røven af fjerde division, hvor han siden sæsonen ’72/73 spiller på redaktionsholdet sammen med Mons, Blomme og de andre. Han er sit eget midterforsvars værste mareridt når han distraheres af kasketten på hans hoved eller nægter at spille i regnvejr uden paraply. Konstant lyder holdkammeraternes desperate skrig: »’TTENTION LAGAAAAFFE!!«
Højre back: Pondus
Pondus er heller ikke ligefrem den fødte fodboldspiller. Hovedpersonen i norske Frode Øverlis serie er en bedrevidende Liverpool-fan, der siden sin seriedebut 1995 har brugt mere krudt på at drikke bajere end at score mål. Han spiller trods alt oldboysfodbold sammen med barndomsvennen Jokke (Leeds-fan, i øvrigt) og han kender reglerne. Han får lov til at spille højre dør.
Venstre back: Superman
Ikke mange ved det, men engang forsøgte et engelsk hold at skrive kontrakt med Superman efter en ualmindeligt succesfuld prøvetræning. Men fodbold var alligevel ikke noget for kryptonianeren: »Forget it! Soccer isn’t my thing! It’s too easy!« Hvem, der står bag fodboldhistorien og hvornår den er fra, har ikke været muligt at støve op – det er nok fra 70’erne, men det ligner ikke den periodes store tegner Curt Swan (siger én, der har mere forstand på den slags end jeg har). Under alle omstændigheder kan Superman spille hvor som helst og vi mangler en mand til venstreback, så han er udtaget. Også selvom han siger soccer…
Midterforsvarer: Jack Chelsey
»Forsvarsklippen Jack« Chelsey fra Castleburn United er en stærk og lovende forsvarsspiller, der – ligesom flere af truppens spillere – stammer fra engelske blade som Tiger og Scorcher i 60’erne og 70’erne, hvor sports- og i særdeleshed fodboldserier blev utroligt populære. En midtstopper af den gamle skole fra før tv-kommentatorerne snakkede om restforsvar og indvendige backs. Han er holdets samvittighed, en bundsild og bundhæderlig guttermand, der kæmper for sine holdkammerater og aldrig trækker sig fra en tackling.: »Solid, reliable, knows what he’s doing, « som træneren Eric Mills bemærker første gang han ser den unge Jack. Men talentfuld som han er, er Jack dog ikke familiens eneste boldspiller…
Midtbane: Jimmy Chelsey
»Boldtrolden Jimmy« Chelsey er alt det hans bror ikke er på en fodboldbane: lille, væver, angrebslysten. Da Jack blev hentet til Castleburn United blev Jimmy vraget. Men i et vildt plottwist meldte rivalerne fra Castleburn City sig på banen og signede den talentfulde offensivspiller. Nu er familien Chelsey splittet mellem to hold: faren og søsteren holder med Jack og United, moren og lillebroren holder med Jimmy og City. Heldigvis kan brødrene stadig enes og et mindeværdigt øjeblik i serien er da, de dyster venskabeligt i tv-quizzen med det mundrette navn »Brødre indenfor sporten«… I øvrigt er det et taktisk sats at placere en så farlig angriber på én af de tre midtbanepladser!
Et legendarisk øjeblik: Chelsey-brødrene løber på banen for hvert sit hold.
Midtbane: Billy Dane
Den 12-årige Billy var stjerne i serien Billy’s Boots, der gennem årene udtømmende skildrede enhver tænkelig og utænkelig måde, som en ung knægt kan miste sine fodboldstøvler på… Og egentlig var det nok mest støvlerne, der var stjernen: de var nemlig magiske! Billys støvler har nemlig tilhørt den legendariske angriber Charles »Dead Shot« Keen, hvis evner på utroligvis forplantede sig til drengen så snart han tog dem på.
Angreb: Captain Tsubasa
Serien om det japanske fodboldmanga-ikon, der i 80’erne og 90’erne gik som tegnefilm på tv i mange europæiske lande, er en klassiker i sin genre og tegneserierne har solgt over 82 millioner eksemplarer på verdensplan. Tsubasa er et uforligneligt naturtalent, der rykker fra ungdomsfodbold i Japan til FC Barcelona og en perlerække af store fodboldspillere har berettet om, hvordan Tsubasa simpelthen var en af drivkræfterne bag deres fodboldinteresse. Både Zinedine Zidane, Alessandro Del Piero og Lukas Podolski skal alle have fulgt Tsubasa tæt mens Fernando Torres simpelthen har udtalt: »Jeg begyndte at spille fodbold på grund af Tsubasa! «
Vi har ikke kunne opstøve et billede af Ebbe And, så her i stedet: Caroline Duckniacki.
Angreb: Ebbe And
Ebbe And har kun klaret cuttet som et vidnesbyrd om hvor dårligt det kan gøres … I nogle få – men stadig alt for mange – historier i Anders And & Co. er Anders pludselig glødende fodboldfan og hans idol er Ebbe And. Jeg husker kun at have læst disse historier med en blanding af væmmelse og fascination: Hvordan kan det være så dårligt?
I én historie bliver Anders vist nok maskot mens han i en anden jagter Ebbe Ands autograf. I andre Anders And-bladshistorier spiller Mik og Mak sammen på B1999 og det er ligeså elendigt. Ebbe And er med som en påmindelse om, at fusionen mellem fodbold og Andeby endnu aldrig er lykkedes.
Angriber: Valentin Mollet
Vi ved ikke meget om Valentin Mollet som fodboldspiller andet end at han er en genial centerforward fra Magnana Football Club. Han spiller en lille rolle i Splint & Co.-albummet Hvor er spirillen? oprindeligt udgivet i 1952 og på dansk i 1981. Et spor i jagten på den forsvundne spiril – tilsyneladende død og liget stjålet fra zoo – fører Splint og Kvik forbi stadion, hvor Valentin Mollet tørrer et par af sine modstandere inden han på overlegen vis scorer på et dunderhug – lige op i Jakob!
Angreb: Bobby Booth
Bobby Booth fra blåblusede Everpool FC er endnu en bogstavrimende superangriber fra de engelske fodboldseriers guldalder. På bare to sæsoner strøg han fra nyoprykket ungdomsspiller til Europa Cup-vindende anfører med store præstationer mod bl.a. Spartak Polslava. Han taler gerne de svages sag og ved at så længe bolden er rund, kan alting ske. Med en perlerække af usandsynlige sidstesekundsscoringer og en stålsat anførervilje er Bobby fra de blå drenge kun overgået af én eneste spiller i det engelske tegneserie-Panteon.
Angriber: Roy Race (Anfører)
Legenden over dem alle. Når det kommer til fodboldserier, er der ingen større end Roy of the Rovers. Den ufatteligt populære serie om superstjernen Roy Race fra Melchester Rovers har opnået kultstatus i England, hvor læsere i alle aldre trofast har fulgt Roys eventyr gennem en næsten halvtreds år lang karriere, der strakte sig fra 1954 til 2001. Usandsynlige comebacks og taktiske genistreger i udebanekampe mod hold fra suspekte bananrepublikker – Roy kan det hele. Han er den komplette angriber og den fødte anfører, der iklædt den rød-gule Melchester-dragt, leder sit hold mod sejre og pokaler. Serien er på én gang fantastisk og håbløs når den læsser kliché på kliché. I Danmark var Roy of the Rovers fast inventar i Interpresses blade Seriemagasinet og Rekordmagasinet op gennem 70’erne, hvor man også kunne følge en lang række andre fodboldserier.
På bænken: Bankhursts Barske Bold-Børger
Som reserver har jeg udtaget to af de gennemgående figurer fra Seriemagasin-serien Bankhursts Barske Bold-Børger: Willie »Geniet« Smith og Tosse-Lars, der spiller på et fodboldhold bestående af indsatte i Bankhurst-fængslet. I modsætning til spændingsserier om f.eks. Roy Race og Billy Booth, er BBBB humoristisk grænsende til det fjollede, når hovedpersonerne skal klare ærterne på og udenfor banen mens fængselsinspektøren »Surkål« Benson truer. I øvrigt kan seriens geniale danske navn tilskrives Seriemagasinets daværende redaktør Uno Krüger.
