Opi9on: På Nummer9 stiller vi fra tid til anden et panel af personer i det danske tegneseriemiljø et aktuelt spørgsmål. Denne gang om inflation i de danske tegneseriepriser.
Den 16. marts blev Danske Tegneserieskaberes pris, “Claus Deluran Prisen”, uddelt for første gang. Det skete i fem kategorier, blandt andet årets bedste tegneserie, som blev vundet af Palle Schmidt for “Thomas Aslop”.
Læs også: Palle Schmidt triumferede ved Deleuran-prisuddeling
Men Danmark har i forvejen to andre forholdsvis nye tegneseriepriser: Ping-prisen, der siden 2012 har hædret danske og udenlandske tegneserieskabere i en række kategorier, inklusiv “Årets danske tegneserie” og “Pings ærespris”; samt Hanne Hansen-prisen, en form for banche-ærespris der er blevet uddelt siden 2014.
Med en ny pris cirka hvert andet år melder spørgsmålet sig: er de efterhånden mange nye tegneseriepriser en berigelse for den danske tegneseriebranche eller træder de hinanden over tæerne? Vi har spurgt to journalister, en redaktør og en tegneserietegner.
Thomas Berger, freelancejournalist
Selvfølgelig er der plads til tre forskellige tegneseriepriser i den danske tegneseriebranche – særligt når de tre priser, Ping-, Hanne Hansen- og Deleuran Prisen ganske klart har vidt forskellige grundlag og formål. Og med tre priser kan stort set alle, uanset hvilket ”gode” selskab de føler sig udelukket fra, risikere at modtage en pris på et eller andet tidspunkt.
Ping Prisen er i mine øjne den pris, der har den mest interessante fundats. Her foretages nomineringerne af kritikerne/formidlerne, mens det endelige valg er lagt i hænderne på en jury – det giver både uforudsigelighed og resultater, som er interessante at debattere efterfølgende.
Men Ping Prisen har også sådan et uafrystelig hipster/københavner-image, hvor de tegneserier, som er ”kånst”, bliver prioriteret på bekostning af tegneserien, som ”bare” vil underholde. Og så er der en beklagelig mangel på gennemskuelighed i tildelingen af æresprisen, som alle dage har irriteret mig.
Hanne Hansen Prisen har absolut også en interessant om end noget løs fundats, hvor årets modtagerne af prisen skal tildele den til nye modtagere året efter – en slags ærespris til folk der på den ene eller anden vis har gjort noget særligt for den danske tegneserie. Hanne Hansen-prisen giver således mulighed for at anerkende såvel folk, som ikke er udøvende serieskabere, eller folk der måske ikke er udgivelsesaktuelle. Og det er prisværdigt.
Men Hanne Hansen Prisen er også en rygklapperpris, hvis undfangelse mest af alt synes at hænge sammen med, at folkene bag Art Bubble ikke kunne få uddelingen af Ping Prisen til Horsens i 2014. Det er nærliggende at tænke, at prisen især er indstiftet for at sikre, at Art Bubble-folkene selv en dag kan modtage æren.
Deleuran Prisen er stiftet af Danske Tegneserieskabere med det helt fornuftige udgangspunkt, at tegneserier som håndværk selvfølgelig skal hædres af ligemænd. Det er tegneserieskaberne selv, der via en afstemning udpeger de nominerede. Ligesom vinderne findes gennem en efterfølgende afstemning blandt foreningen medlemmer. Det er en enkel og ligetil måde at gøre det på.
Men det er i bund og grund også en regulær popularitetskonkurrence uden nogen form for kurratering, og hvor vi ikke kan vide om stemmeafgiverne rent faktisk har læst eller kender de enkelte nominerede serieskabere og deres værker. Ligesom resultatet i en eller anden grad kan være fordrejet alt efter hvor godt et netværk den enkelte nominerede har i branchen. Det gør det endelige resultat knap så interessant.
Vi har fint plads til tre priser i den danske tegneseriebranche. Om de ender med at stå i vejen for hinanden handler mere om, hvorvidt folkene bag de enkelte priser formår at formidle en klar historie efterfølgende til medierne. For hvis en prisuddeling ikke kan skaffe sig omtale, så bliver den uanset fundats ligegyldig.
Pernille Arvedsen, redaktør på Forlaget Cobolt
Er det en berigelse for den danske tegneseriebranche med de efterhånden mange priser?
Ja, det er absolut en berigelse. Priser er ensbetydende med opmærksomhed fra medier, forhandlere, biblioteker, og i sidste ende læserne. Herudover er det en mulighed for branchen for at fejre sig selv, feste med hinanden; socialisere. Ydermere skærper det forståelsen for hvad en god tegneserie er og kan – alle, skabere, forlæggere, læsere, får et større indblik i hele spektret af tegneserier, og det, tror jeg på, er med til at bane vejen for flere gode tegneserier.
Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at der slet ikke er priser nok. Eller sagt på en anden måde: Der mangler nogle priser “udefra”. De eksisterende er alle stiftet af interesseorganisationer eller interessenter “indefra” branchen. En tegneseriepris stiftet af fx Statens Kunstfond, et dagblad eller lignende er et absolut drømmescenarie.
Sidst men ikke mindst er der også den tredje mulighed, at tegneserien nomineres på lige fod med al anden litteratur. Når fx Montanaprisen, Weekendavisens Litteraturpris eller andre litteraturpriser er i spil, bør det være en naturlighed, at de gode tegneserier aspirerer på lige fod med lyrikken, romanerne, novellesamlingerne etc. Forleden modtog Halfdan Pisket Politikens “Frit Flet-pris” ligesom både han og Rikke Villadsens sidste år modtog det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og endelig blev debutanten Karoline Stjernfelt også forleden hædret af Statens Kunstfond i forbindelse med hendes tegneserie “I MORGEN BLIVER BEDRE – 1. Kongen”. Tydelige og positive tegn på at tegneseriens status er i vækst og at vi endelig kan erklære tegneserien for en lige spiller på litteraturens bane.
Eller står de tværtimod i vejen for hinanden?
Nej, det synes jeg ikke. Kig på hvor MANGE litterære priser der faktisk findes. Eller filmpriser for den sags skyld. Har du nogensinde hørt nogen spørge om de ’står i vejen for hinanden’?
Kristian Lindberg. film-, tv- og tegneserieanmelder på Berlingske.
De fleste kunstarter har adskillige priser, der formentlig, i offentlighedens øjne, er svære at adskille fra hinanden. Hvor mange uden for branchen er eksempelvis helt klar over at Bodilprisen er filmkritikernes priser, mens Robertprisen er filmbranchens? Ser man udover landets grænser, er det ikke meget galt at en hvilken som helst film, vil få en pris før eller siden. På den baggrund skal man selvfølgelig helst undgå prisinflation (!), men så langt er vi vel næppe hvad angår tegneserier.
Ida Felicia Noack, Illustrator og tegneserieskaber. Nomineret til Claus Deleuran prisen i kategorien årets danske debut for “Rævhul”.
Mit korte svar på spørgsmålet er, “næ, det tror jeg ikke”. Det er muligt at vi i tegneseriebranchen lider af et Napoleonskompleks, en (i manges øjne) nichebranche, med hele TRE egne priser! Men altså, det handler jo netop om at sprede budskabet og få alle med på tegneserievognen, så hvis flere priser skaber flere kiggere/læsere, kan jeg kun sige “fedt nok”! Jeg tror ikke vi kan spænde ben for hinanden i branchen, det er forskellige stemmer der taler ved de forskellige prisoverrækkelser og de har hver især deres berettigelse. Ping er moderne og får dem der deltager, både som publikum og nominerede, til at føle sig som rockstars for en aften i Vegas imponerende omgivelser – tegneserien rykker lige et stykke op på coolhedsskalaen.
Bubbels’ Hanne Hansen-pris hylder til dels en anden del af branchen, folk der har banet vejen for tegneserien i Danmark fra længe før jeg blev født og til stadighed gør det. Bl.a. skinner lyset på de som normalt står i kulissen og ikke selv er udøvende tegneserieskabere.
Den nyeste tilkommer i rækken af priser og grunden til dette spørgsmål, Claus D prisen.. Ja den er jo “vores” pris. Det er en måde hvorpå vi kan sige til hinanden at det er et flot stykke arbejde vi har lagt for dagen. Og hold op hvor jeg synes det er en god ide! Skal vi ikke bare sige det til hinanden hele tiden? Alle der har lavet en tegneserie ved hvor besværligt og tidskrævende det er, udbyttet og den almene anerkendelse er forsvindende lille, så det er jo ikke derfor vi gør det. Vi gør det fordi vi en gang selv har været så heldige at opdage hvor geniale tegneserier kan være og vi ønsker at gøre “de store” kunsten efter. Så når jeg ser Palle Schmidts datter rende rundt på Storm P museet mellem benene på gamle og nye fra alle afkroge af branchen, kan jeg ikke undgå at tænke, da hun ser sin far modtage hele to stykker skinnende nyt legetøj og store klapsalver, at “her er nok endnu en lille pige der har opdaget hvor fucking fede tegneserier er”!
Fakta: Ping, Hanne og Claus
Pingprisen
Ping-prisen har siden 2012 har hædret danske og udenlandske tegneserieskabere. Pt. er der 8 kategorier, hvor de mest ærefulde er “Årets danske tegneserie” og “Pings ærespris”. De nominerede til prisen findes blandt anmelderne hos herværende medie, samt tegneseriemagasinet Strip! En udvalgt jury, der skifter fra år til år, finder vinderne blandt de nominerede.
Bag Pingprisen står Dansk Tegneserieråd, tegneseriefestivalen Copenhagen Comics og tegneseriemagasinet Nummer9.
Hanne Hansen prisen
Hanne Hansen prisen anerkender de der har gjort en særlig indsats for danske tegneserier. Prisen er blevet uddelt siden 2014, og det er hvert år det forrige års vindere der vælger de nye prismodtagere.
Bag prisen står tegneseriefestivalen Art Bubble.
Claus Deleuran prisen
Claus Deleuran prisen hædrer danske tegneserieskabere i fem kategorier, blandt andet for årets bedste danske tegneserie. Den er netop blevet uddelt for første gang.
Bag prisen står foreningen Danske Tegneserieskabere, og det er foreningens medlemmer der står for både nomineringen og det endelige valg af prismodtagere. Man behøver dog ikke være medlem af foreningen for at blive nomineret.
