I den forgangne weekend tog en stor delegation danske serieskabere til New York og tegneseriefestivalen MoCCA i kultureksportens navn. Cav Bøgelund rapporterer.
Tekst og fotos: Cav Bøgelund
New Yorks “The Armory”-bygning ligger midt på Manhattan og blev oprindeligt bygget til den amerikanske nationalgarde. Men hvert år, når foråret begynder at melde sin ankomst, invaderes den af The Museum of Comics and Cartoon Arts’ tegneserie-festival. “The MoCCA Festival” er museets største indtægtskilde og fungerer som et kraftcenter for undergrunds-tegneserier.
Igen i år var der mulighed for at beundre den mangfoldighed og virkelyst, der præger den alternative, amerikanske tegneseriescene. Armory-hallens mange stande bød på alt fra serier foldet som terninger eller udskåret i pap til dybt personlige, abstrakte eller eksperimenterende fortællinger. På de mindre stande fandt man især serieskabere, der selv trykker eller fotokopierer deres udgivelser. For eksempel Victor Kerlow, der om søndagen troppede op med den spritnye publikation ”People from yesterday”, der i alt hast var blevet trykt lørdag aften, og helt bogstaveligt handlede om festivalens første dag.
En festival for tegneserielæsere
Men de store amerikanske indie-forlag Fantagraphics, Drawn & Quarterly, Top Shelf og Picturebox var selvfølgelig også repræsenteret, mange af dem med nye udgivelser fra en række af USA og Canadas store independent-serieskabere. Således debuterede Chester Brown med sin nye ”Paying For It – a comic-strip memoir about being a john” på festivalen. En bog, der har været længe ventet, og som hurtigt blev revet væk.
De store forlags stande var i det hele taget fulde af udøvende serieskabere, der tegnede og signerede deres udgivelser. Og det var måske festivalens største tilløbsstykke. For selv om der også blev afholdt paneldebatter på MoCCA, manglede festivalen i dén grad et trækplaster.
MoCCA er efter amerikanske standarder en lille tegneseriefestival, men med danske øjne er den stadig ganske overvældende. The Armory var både lørdag og søndag pakket med et væld af nysgerrige fans og tegneserielæsere af alle aldre og køn. I skrigende kontrast til de store mainstream-festivaler, der i stigende grad henvender sig til samlere, udklædte cosplayere og nørder, og som retter mere og mere fokus mod Hollywood, computerspil og reklamer forklædt som paneldebatter. MoCCA er stedet, hvor serieskaberne kan komme helt tæt på deres publikum.
Skandinavisk invasion
Igen i år var Skandinavien stærkt repræsenteret på festivalen. Sverige, Norge, Finland og Danmark fyldte næsten hele den ene væg i hallen. Og i år var det danskerne, der var mødt mest talstærkt frem. Det Danske Generalkonsulat havde stillet to borde til rådighed for blandt andre Rikke Bakman, Søren Mosdal, Ina Korneliussen, Glen August, Rikke Villadsen, Palle Schmidt, Martin Flink, Anders Brønserud, Lars Jacobsen, Ingo Milton, Henrik Rehr og undertegnede. Og en række andre danske gæster listede omkring på gulvet og forsøgte at få forlag i tale.
De danske, og andre skandinaviske udgivelser, blev taget godt imod af det nysgerrige amerikanske publikum. Især Aben Maler’s 676-serie blev revet væk fra bordene – på trods af sprogbarrieren. Men som altid var det finnerne, der mødte bedst forberedt op. Med en stor telefonbog af en antologi i skrigende pink under armen. De kan noget, de finner!
MoCCA var i det hele taget én stor fejring af tegneseriemediets mangfoldighed. Den bevidste igen i år, at der findes en serie til enhver læser, hvad end vedkommende er kvinde, mand, ung, gammel, køns- eller partipolitisk engageret, goth, hipster, til det søde, det rå, det frække, det imødekommende eller det frastødende. Alle serierne var der, og det var deres publikum også. Sikke en fest!
Reportagen blev oprindeligt lagt på Nummer9.dk den 14. april 2011. Se også videoreportagen fra Lars Jakobsen, der koordinerede den danske tilstedeværelse på festivalen: