Necropolis
Den unge danske tegner Cav Bøgelund gik bort i januar 2018. Her er hardback genudgivelsen af det sort-hvide samarbejde med forfatter Simon Petersen ved navn Necropolis – udgivet i en fabelagtig stand af Baggaardsbaroner.
Necropolis er et storladent lille stykke morbid humor over enhver form for topstyring – hvad end den tager form af en guddommelighed eller et bureaukratisk system.
Værkets satire over efterlivet kommer jeg ind på med en følelse af at tærske langhalm på ordet “død”, da genudgivelsen som nævnt udkommer posthumt tegneren. Men værket drejer sig slet og ret om død. Mere præcist en ung gothskråstregpunkers død efter en overdosis af terpentin, syre og creme fraiche. En farligt svær laktoseintolerance, tænker man!
Man (jeg) lander som læser i den grad in medias res – ja, faktisk går fortællingen i gang inden overskriften, hvor hovedpersonen dør og afklædes til benet, og resten af fortællingen optræder i skikkelse af skelet. Noget af en prolog.
Skelettet får sig et grimt møde med himmerige. Paradoksalt ubarmhjertigt og med en masse filosofiske spørgsmål, han på ingen vis finder svar på i selvsamme himmerige. Der er altså religionsfilosofi (læren om det guddommelige) på spil på de 68 sider. Ikke små ting for en gothskråstregpunket udgivelse, der oprindeligt blot var nogle flyvske stykker papir sat sammen af hæfteklammer. Værket bærer det dog herligt uelegant og uhøjtideligt, med ungdommelige bister humor.
Den unge knægt, som tvivler på sin tro, skal prøves og dømmes med sit svar på en stort spørgsmål: Hvorfor mon Gud skabte mennesket?
Med rette har den unge gothskråstregpunker svært ved at svare. Ikke bare skaber Gud af uforklarlige årsager væsnet “mennesket”. Næ, hvad vigtigere er: Hvorfor i alverden tillader Gud mennesket at være i stand til så onde handlinger?
Spørgsmålet om “hvorfor i alverden” er da også kendt gennem årtusinder. Helt fra skrifter af Sankt Augustin i år 400 og frem til oplysningstidens tekster (og ja, den dag i dag) må man undre sig over denne besynderlighed ved Guds skabninger. Gud må da være den klogeste af alle. Og så skaber Gud et væsen, der begår mord, bekriger hinanden, indfører børnearbejde, ødelægger kloden? Er det ikke…dumt? Jo!
At hovedpersonen er godt vred på den guddommelige autoritet, forstår man (jeg) udmærket. Mødet med Håb er en kærkommen afveksling for skelettet, men giver da ikke meget andet end lidt klæder på benene. Desværre kan selv Håb(et) ikke meget andet end at gentage spørgsmål uden svar – hvorved absurditeten, som Necropolis lægger for dagen, understreges.
Derfor må der da også på et senere tidspunkt i værket indtræffe protester mod Vor Herre, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, hvis man skulle være så heldig ikke at have læst tegneserien endnu.
Værkets satire er også i den grad møntet på livet før døden. Hovedpersonen har intet navn, og er jo mindre end skind og ben, nemlig blot og bart ben. Stedet, Necropolis, er de levende dødes by, hvor man er i “limbo” imellem liv og død. Et sted, der på en måde ikke er et sted, men hvorfra der ingen vej ud er.
Skelettet er fanget her på linje med et jobafklaringsforløb eller i klemme som flygtning på tålt ophold. Værket beskriver da også skægt nok byen som “kristendommens flygtningelejr” – og her er vi i en historie helt tilbage i 2002, før al politisk hurlumhej om Sjælsmark Kaserne og Lindholm Ø. Necropolis er en med værkets egne ord en “dødeby” – man kunne også bare sige det så enkelt, at alt er gået i stå og intet fører nogle steder hen, som Babels Linjen:
Den navnløse hovedperson venter forgæves ved skranker, render i labyrintiske cirkler, blindgyder, møder arbitrære numre, skilte uden retning. Igen og igen og igen. Babylon Trappen fører op, men ikke nogen steder hen, og allerede døde forsøger at korsfæste sig selv til frelse fra Necropolis.
Alt ved værket er mildt sagt karikeret. Man skal virkelig have forlagt brillerne for ikke at se den stærkt dyrkede ikonografi. Læseridentifikationen med skelettet er stor. Ja, et skelet er jo noget så højtravende som et billede på det almenmenneskelige – et skelet har vi alle, uanset køn, seksuel orientering og så videre. Skeletterne findes ganske vist tegnet i flere størrelser og varierende i detaljerigdom, men identifikationen vedbliver. Værket er på den måde både storladent og meget simpelt i en og samme sjove sort-hvide gryde. Simpelhed er slet og ret et definerende træk. Det skøre værk dufter selv i hardback dejligt af køkkenbordsudgivelse.
Leg med motivernes perspektiv er ligeledes definerende. Værket lægger i første panel ud med skorstenssvinske bygninger tiltende til den ene side, trapper man bliver søsyg af at se på, ujævne rammer om panelerne. Tegnestilen er hele vejen forvrænget og på steder næsten uden perspektiv, som vrængede værket af sig selv – hvilket stemmer godt overens med den stærkt satiriske fortælling. På side 25 & 48 – to vidunderlige helsides paneler, er der klokkeklare referencer til 1920’ernes surrealisme i male- og tegnekunst.
Epilogen er aldeles herlig, og handler om noget så stort som endnu et spørgsmål uden noget indlysende svar, nemlig om menneskets fri vilje – men det er simpelthen for stort at komme ind på her, så lad mig bare sige, at det spørgsmål omgås elegant og med samme morsomme vanvid som resten af værket.
På den vis udstiller Necropolis på forrykt vis det at stille spørgsmål uden at få svar og være et sted i livet, hvorfra der ingen vej er, heller ikke døden – som er netop, hvad jeg forstår ved karikaturens og satirens fuldstændige yderpunkt. Det absurde. På flere måder – både som skrevet og tegnet fortælling afklæder Necropolis kunstnerisk set os som mennesker, samt udstiller vores topstyrede skrankesamfund og religionshykleri ind til, ja, benet. Det får den 4 begejstrede nitaller for. Læg den upåklageligt smukke stand, udgivelsen har, det forførende fede ekstramateriale, samt en stor glæde over at Simon Petersen lader den genudgive, og IKKE MINDST den tid de herrer Baggaardsbaroner brugt på rekonstruktion og fintegning af hver eneste side (10-15 timer!) og så er oppe på 5 nitaller og ude i et lille mashup mesterværk i dansk tegneseriehistorie. Og jeg har ikke forlagt brillerne.