Det danske vejr er tegneserievejr. Fem Nummer 9-skribenter fortæller om gode og knap så gode læseoplevelser på forblæste efterårsdage.
Steffen Rayburn-Maarup, redaktionsmedlem:
Jeg er lige drønet igennem Bendik Kaltenborns “Serier som vil deg vel”. Jeg stødte først på Kaltenborn i den norske antologi Angst 3, hvor hans bidrag lyste op, så da jeg på den nys overståede Helsinki Tegneseriefestival så denne bog, var der ikke meget at betænke sig på.
“Serier som vil deg vel” er et skrabsammen af kortere serier, men dét er en form, Kaltenborn mestrer. Bogen er fuld af pointer, punkterede pointer, fraværende pointer og er en munter, let og højtråbende udforskning af tegneseriemediet.
Rikke Cortsen, skribent:
Jeg har lige læst Julian Hanshaws “The Art of Phó”. En mærkværdig og fortryllende rejsedagbog, der også er en kogebog og en kærlighedserklæring til gadelivet i Ho Chi Minh City.
“The Art of Phó” handler om en underlig figur ved navn Little Blue (han er lille og blå), der forsøger at finde sig selv og de andre gennem en rastløs rejsen rundt og madlavning – især nuddelretten Phó. Den er tegnet på milimeterpapir, pap og forskellige andre ruflede papirtyper. Og så laver Hanshaw de lækreste skraveringer.
Finurlig – med spændende madopskrifter!
Erik Barkman, chefredaktør:
Jeg fik endelig læst Emmanuel Guibert og Didier Lefèvres “Fotografen” for nylig. Det er en tegneserie med forhindringer: En lidt anekdotisk og kun i indirekte forstand aktuel historie, en ved første øjekast lidt uappetitlig tegnestil og en uvant sammenblanding af fotografier og tegninger. Men beretningen om Lefèvres fotojournalistiske togt henover de afghanske højderygge med Læger Uden Grænser er faktisk lidt af en pageturner. Guibert forvalter Lefevrès fotos og øjenvidneberetning helt overlegent, og hans til lejligheden kantede og grovkornede streg forlener tegneserien med en sjældent set autenticitet.
Bortset fra det er jeg gået ombord i The Walking Dead. Jeg snusede i sin tid til de første par hæfter uden for alvor at falde for zombie-klichéerne og det cartoony udtryk, men ansporet af Nummer 9-skribent Christian Jess Rasmussens anbefaling og et godt tilbud i en lokal brugtbogsbiks fik den en chance mere. Nu er jeg hooked.
Hele idéen med at skabe en slags zombie-soap er inspireret, fordi hovedpersonernes desperate situation retfærdiggør en hel masse saftigt melodrama, som ellers ville fremstå overgearet. Forfatter Robert Kirkman får bedre og bedre fat om figurerne og dialogen, som serien skrider frem, og skaber en klangbund af menneskelighed under den grumme, stedvist ultravoldelige fortælling, som gør The Walking Dead svær at slippe.
Johan F. Krarup, nyudnævnt anmeldelsesredaktør:
Hen over sommeren læste jeg den tredobbelte “Swedish Invasion”-udgivelse fra det amerikanske forlag Top Shelf Productions.
“The 120 Days of Simon” af Simon Gärdenfors er måske den mest interessante af de tre svenske oversættelser. Fredrik Strömberg kaldte den en ‘helt ny disciplin’ indenfor selvbiografiske tegneserier, da den er ‘aktivistisk’. Projektet er som følger: Tegneserietegneren Simon vil rejse rundt i Sverige i 120 dage, hvor han bor hos forskellige mennesker, men højst én overnatning hos hver vært. Hans oplevelser i løbet af de 120 dage tegner han som en lille dagbogstribe. Det kommer der en vældig skæg historie ud af, hvor Simon bl.a. har masser af sex, bliver truet på livet og snyder svensk TV.
Bogen gør noget helt andet end de typisk selv-ynkende, selvbiografiske tegneserier. Simon fører sig frem som irriterende rockstjerne (i Sverige er han vist mest kendt som musiker) og skaber selv scenariet for sin tegneserie. Det er på en måde forfriskende at læse en selvbiografisk serie, hvor fortælleren ikke påtager sig en offer-mentalitet.
Mats Jonsson gør sig til gengæld skyldig i de mest stereotype træk ved den selvbiografiske indy-tegneserie. I “Hey Princess” optræder han som en følsom ung mand, der modnes i det svenske brit-pop miljø i løbet af 1990’erne.
Han tuder, når han ikke får fat i de piger, han er forelsket i, han tegner grimt som ind i helvede og han er i det hele taget dybt ynkelig og selvudleverende.
Jonsson påstår, han ikke kendte til selvbiografiske tegneserier under sit arbejde med Hey Princess og at han derfor troede, han var i gang med noget helt nyt. Det var han ikke. Tværtimod.
“The Troll King” af Kolbeinn Karlsson repræsenterer det mest æstetisk gennemførte projekt af de tre. Det er også den eneste i farver. Karlsson er optaget af svenske skove, der er befolket af trolde og store behårede homoseksuelle mænd, der får små behårede børn sammen. Hans universer er stemningsfulde og sært dragende.
Karlsson kan noget med stemning og farver og på årets MoCCA-Festival i New York spurgte jeg ham, om han kendte kunstneren Matthew Barneys ligeledes stemningsmættede film. Det gjorde han og bekendte samtidig sin store inspiration herfra. Som Barney beskæftiger Karlsson sig med farverige queer-universer, der emmer af mystik og sex.
Matthias Wivel, redaktionsmedlem:
Jeg er i gang med første bind af Kazuo Kamimuras “Dousei Jidai”, der kørte som føljeton i det japanske blad Action i begyndelsen af 70erne og findes i fransk oversættelse i tre bind som “Lorsque nous vivions ensemble” (Dengang vi boede sammen). Serien er en romance, der strækker sig over godt 2.000 sider, om et ungt, ugift par der lever sammen i en lille lejlighed tæt på fattigdomsgrænsen.
En uvant og på det tidspunkt socialt udgrænset livsstil gøres til en eksistentiel situation, hvor kærlighedens uforklarlighed indkredses nådesløst episodisk. Den kollage af romantiske vignetter, Kamimura opbygger, er stærkt pessimistisk i sin tone – et portræt af umuligheden af reel menneskelig relation, men også af kærligheden som vilkår.
Kamimura er i Vesten bedst kendt som tegneren af Kazuo Koikes exploitation-klassiker Lady Snowblood og selvom han her ikke går helt fri af den art spekulation Koike mestrer, er “Dousei Jidai” helt anderledes subtil i sin fortællekunst. Dens følelsesmæssige indsigter toner klart gennem Kamimura’s tresser-elegante penne- og penselføring og sparsomme, poetiske sprog. Et mesterværk.
“Det læser vi på Nummer 9” er et regelmæssigt tilbagevendende indslag på Nummer9.dk.
