Christian Skovgaard følger med interesse Dansk Tegneserieråds indsats for at starte et tegneseriemuseum. Men spørger også: Ved vi egentlig, hvad vi vil med det?
Jeg er serieskaber og tager pt. en MFA i visuel storytelling på kunstskolen Konstfack i Stockholm. Konstfack er involveret i overvejelser om at lave et designmuseum. De overvejelser har jeg fulgt, og det har sat nogle tanker i gang om det tegneseriemuseum-koncept, der arbejdes med i Dansk Tegneserieråd.
På samme måde som Dansk Tegneserieråd sukker efter et seriemuseum, sukker den svenske designbranche efter et museum for design. Men hvorfor have et museum bare for at have et? Dét spørgsmål er lige relevant i Danmark og Sverige.
Dansk Tegneserieråd har helt fra starten arbejdet frem mod et nationalt tegneseriemuseum, senest har man lagt op til samarbejde med Storm P-museet og været i dialog med Kulturministeriet for at fremme ambitionerne. På Tegneserierådets generalforsamling sidste marts blev visionen for seriemuseet uddybet, og den stod på tre ben: opbygning af en samling, undervisning og online-udstillinger.
Men et seriemuseum, der tager den form, som Serierådet foreslår, vil efter min mening ikke give tegneseriemediet det momentum, der skal til for at få danske serier op på et nyt niveau. Der skal mere til end fokus på uddannelse og dannelse – museets traditionelle opgaver.
Lad mig give nogle eksempler på, hvad det er for en slags institution, den danske tegneserie har brug for.
Sarjakuva Keskus – den finske model
Jeg har besøgt ‘Tegneseriehuset‘ på sin nye adresse i kunst- og designkvarteret Arabia, men er bedst bekendt med det i sin gamle form på Kolmas Linie i Helsinkis pendant til Nordvest-kvarteret.
‘Tegneseriehuset’ på Kolmas Linie bestod dels af en tegneseriebutik drevet af en tegneserie-kender, og i forlængelse af butikken var der et galleri drevet af Finnish Comic Society, som også underviste børn og unge i serietegning i butikkens baglokale. I kælderen holdt seriekollektivet KutiKuti til. ‘Tegneseriehuset’, som det eksisterer i dag, indholder de samme funktioner, men i andre former.
Dertil kommer, at Finnish Comics Society udmærket sig ved at orienterere sig internationalt og invitere tegnere fra hele verden til workshops og udstillinger.
Denne organisering af og synergi imellem vækstlaget, Finnish Comic Society og butikken har gjort finnerne til Nordens førende tegneserienation den dag i dag, og har bl.a. givet sig udslag i Nordicomics-initiativet, som havde en stor udstilling med kunstnere fra hele norden og en workshop på den seneste Komiks.dk-festival.
Derfor bør der skeles nøje til denne model og tænkes i Seriehus frem for Seriemuseum.
Designhall – mobilt & midlertidigt
DesignHall er et initiativ er sat i verden for at skabe fokus på behovet for et svensk designmuseum.
Ideen om Designhall er til dels hentet fra steder som Malmø Konsthall og Nikolaj Kunsthal, kunstinstitutioner uden samlinger, der fokuserer på midlertidige udstillinger.
Forskellen er, at DesignHall heller ikke har nogen lokaler. Det er en mobil platform, der åbner et nyt sted med hver udstilling. Med en sådan model ville et dansk seriehus, der disponerede over relative ydmyge lokaler, i princippet kunne hente store udstillinger fra den øvrige verden til landet og leje eller låne lokaler til lejligheden – på Sjælland, Fyn eller i Jylland – og et Seriehus, der måske havde en lokal forankring, ville være i stand til at gøre sig relevant i en national kontekst.
Audax Textielmuseum – at bygge sin egen samling
Siger du museum, siger du også samling og indkøb af værker. I relation til dette ligger der en central udfordring, da det kræver stor købekraft at få stablet noget half decent på benene.
Audax Tekstilmuseum i Holland har som en central del af museet et værksted, der via et residency-program inviterer kunstnere til at lave arbejder til museet. På den måde er museet i gang med på sigt at skabe sin egen samling.
I 2010 inviterede Audax produktdesigner-duoen FormaFantasma til at lave tekstiler til museets samling. Det resulterede i værker lavet specielt til en udstillingskontekst – og også tegneseriemediet kan som bekendt have visse udfordringer i forhold til at gøre sig som museumsoplevelse.
Denne model ville seriehus-kontekst give mulighed for at udnytte de eksisterende danske residency-programmer, bla. CPH:AIR og DIAS, og invitere både serieskabere og kunstnere, der ikke normalt arbejder med mediet. På dén måde kunne museets virke og emne gøre relevant overfor et endnu bredere bredere publikum – ved at vise, hvad tegneserier også kan være, og skabe diskussion og udveksling imellem en bred vifte af faggrupper.
Kort sagt: Et snævert fokus på et Seriemuseum er efter min mening ikke den rigtige vej at gå. Mit forslag er, at “museum” skal ud af ligningen – mens tværfaglighed, rammer, der giver muligheder, og kunstnerisk forskning skal ind.
