Striben om Abu Ghraib er ikke mislykket, fordi den driver gæk med ofrene for seksuel tortur, men fordi den i bund og grund er udtryk for en bornert logik.
Det er forstemmende, at Politiken med et slag med censurkøllen har ønsket at lukke diskussionen om Wulffmorgenthalers Abu Ghraib-stribe.
For vel var striben om Abu Ghraib dårlig. Men ikke af de årsager, som Niels Barfoed gav udtryk for i det indlæg, der fik Politiken til at gribe så klodset og problematisk ind.
En god joke er ikke kendetegnet ved hverken takt, etisk fingerspidsfornemmelse eller smukke følelser. En god joke er heller ikke altid på de svages side, nogle gange sparker de stærke nedad og ler sidst, og vi med dem. Sådan er det bare.
Et godt eksempel på, at det kan være sjovt at more sig over torturofre, er korsfæstelsesscenen i Life of Brian, hvor de forpinte mænd synger en munter lille sang, mens livet rinder ud af deres blødende kroppe.
Joken virker. Dels er sangen en saliggørende fuckfinger til den romerske (eller enhver anden) overmagt, dels er scenariet komisk, fordi det er absurd.
Wulffmorgenthaler, der gerne forklarer deres joke for læseren i en tekstboks, vil også gerne spille absurditetskortet. De beskriver i mærkaten det liderlige øjeblik i torturbunken som ’et bizart øjeblik’.
Det bizarre består i, at nogen kunne finde på at blive liderlig af at blive udsat for fysisk og seksuel tortur. WM har forestillet sig, at det kunne jo en og anden homo-sado-afviger nok. Så det er jokens essens: Se, den perverse mand, der bliver pint, er sjov.
I bund og grund er striben altså bare et homofobisk fnis.
Perverse ting er sjove, fordi de er mærkelige, og når vi ler, finder vi tryghed i det almindelige. Det er præmissen i striben såvel som i makkerparret Wullf og Morgenthalers tv-serie om en familie af pandaer, der eksponerer underklassens normer, så vi kan grine ad deres klichéagtige udskejelser betrygge os ved, at det normale er sundt. Det kalder DR og Politiken for satire.
Hvis det er satire i nogen kritisk betydning, er det alene som en kritik af det unormale til forskel fra det reglementerede og ordentlige – helt samme restriktive linje, som tegner Anders Morgenthaler har indtaget i debatten om prostitution og pornografi i øvrigt, (og fred med det).
I sit forsvar for striben taler WM’s direktør Sarita Christensen om satire, der ’bringer en debat i kog’ i et særligt frirum. Men hvad er det – hvis man ser bort fra de sårede følelser – for en debat, Wulffmorgenthaler bidrager til? Det er ikke debatmateriale at vifte med en dildo eller smadre en baby i en stribe. Det kan godt være, det er skægt (nogle gange er det virkelig skægt!), men det var ikke satire, som Politiken forleden valgte at censurere af hensyn til sine læsere. Det var en gang småborgerlig gøgl.