“De Fem” er Nummer9’s nye serie hvor eksperter og entusiaster giver fem tegneserierelaterede anbefalinger.
Superhelte? Er det ikke sådan noget for bumsede drenge på 42, der bor i deres forældres kælder og spiser pizza hver dag? Jo, det er det OGSÅ. Men det er også mange andre ting. Her er fem hippe bud på kulørte superhelteserier.
Alle mennesker kender efterhånden navnene på mindst fem superhelte. Men for de flestes vedkommende vil det ikke være fra tegneserier, de kender disse spandexklædte figurer, men derimod fra biograflærredet. Superheltegenren er da også kendt for at være lidt svær at komme ind på for “almindelige læsere”. Alle serier hænger sammen, der er crossoverevent på crossoverevent, der gør overblik kropumuligt.
Men! Der er håb! Her er fem fede superhelteserier, der kan læses helt uden et leksikon over superheltenes historie (læs: Wikipedia). De Fem har trukket i deres lækreste spandex…
God Hates Astronauts af Ryan Browne
Når man lever i en tid, hvor superhelte enten er mørke, voldelige forsøg på “samtidskommentar”, deciderede dekonstruktioner eller måske bare så elitært uigennemskuelige for folk, der ikke lige har læst det seneste nummer af “Astonishing Whatever-man”, så er det rart at kunne præsentere en serie, der ikke er nogen af disse ting. Eller jo, den ER afsindigt voldelig og blodig, men på sådan en slags pruttehumor-drengestregs-agtig måde. Ryan Brownes serie startede som selvudgivet indie, men fandt siden hen et hjem hos Image Comics. Det er blevet til tre bind om superheltene, der arbejder for NASA. Deres hovedmission er at forhindre bønder i at bygge rumraketter og dermed forstyrre den galaktiske fred og tingenes orden. På en anden planet er Admiral Tiger Eating a Cheeseburger (en royal, antropomorfisk tiger, der – ganske rigtigt – konstant har en halvt spist cheeseburger i den ene pote) ude af kontrol, hvilket naturligvis får svære konsekvenser for Jordens “helte”. Vores helte er egoistiske, halvdumme og ofte rene karikaturer. Plottet er fjollet, plat, grotesk og all over the place. Det føles som ren bevidsthedsstrøm fra en infantil, men kreativ hjerne, der elsker pulp, science fiction og farverig ramasjang.
Og så er lydordene en helt særlig ting. Et dødbringende slag kan forstærkes med lydordet “DEATH!!” eller en serie af slag kan have lydordene “BAM! SMACK! JACK! KIRBY!!” Det er vi nogen, der synes er sjovt.
Ant-Man af Nick Spencer og Ramon Rosanas
Ikke alle superhelte kan være lige seje. Især ikke, hvis ens kræfter og navn ikke er helt så seje som f.eks. Captain Americas eller Wolverines. Og ISÆR ikke, når man ikke engang er den første superhelt med navnet “Ant-Man”. Scott Lang stjal engang den første Ant-Mans kostume og kræfter, men da det viste sig, at den gode Scott havde hjertet på rette sted… ja, så fik han faktisk lov til at beholde dem.
Den nye serie om Ant-Man er skrevet af Nick Spencer og indtil videre tegnet af Ramon Rosanas. Og ja, der er nok ikke nogen tvivl om, at den kun er sat i verden for at skabe synergieffekt med den ret fine, lille film, som Myremanden fik sidste år, men det ændrer ikke ved, at Spencers vinkel på helten er både rørende, sjov og vedkommende. For Scott Langs selvtillid er ikke for god. Han må ikke se sin datter, er ikke rigtigt med i The Avengers længere, og så går det heller ikke for godt med forsøget på at stifte et superheltebaseret sikkerhedsfirma. Han alliererer sig med nogle godhjertede (kiksede) eksskurke og gør sit bedste på at få styr på sit liv.
Lidt ligesom Matt Fractions “Hawkeye”, så er “Ant-Man” en serie om superheltenes hverdag og liv ved siden af de store begivenheder, der ryster Marvel-universet hver gang, der skal scores lidt cool cash på en crossover-event. “Ant-Man” er ikke så eksperimenterende som “Hawkeye”, men den er til gengæld gennemført humanistisk og behageligt selskab. Jeg har altid foretrukket superhelte, man kan spejle sig i, og den sørgelige sandhed er nok, at de fleste kan genkende sig selv lidt i Scott Langs forsøg på at blive “god nok”.
Silver Surfer af Dan Slott og Mike Allred
Hvad nu hvis Doctor Who var Silver Surfer? Det er rundt regnet konceptet for Dan Slott og Mike Allreds bud på en serie om verdensrummets egen surfer dude, Norrin Radd – også kendt som Silver Surfer. Præcis som den gode rumtidsrejsende doktor, så samler Silver Surfer en jordisk medrejsende op i form af den unge pige Dawn. Hun er helt tilfreds med at være, hvor hun er, men accepterer alligevel tilbuddet om at se kosmos fra et glitrende surfbræt. Brættet selv viser sig i øvrigt at have sin egen personlighed og fungerer nærmest som en tredje hovedperson.
I Allreds streg bliver serien et orgie i popart, farver og striber. Sære rumvæsener og kosmisk galskab mødes i en retrolækker pakke, der er sjov at gå på opdagelse i. Historierne er lette, luftige og glider let ned, men jeg vil vove at påstå, at det visuelle og det skæve hæver serien et godt stykke over standard-Marvel.
Selv da Marvels seneste crossoverevent, “Secret Wars”, berører seriens handling, håndterer Slott og Allred det på en fin og elegant måde, der gør, at man ikke behøver kende til resten af historien for at følge med. Og så er der nummeret, hvor historien kan læses som et uendeligt “Moebiusbånd”, hvor læseren SELV skal bryde loopet ved at bøje siden. Ellers kommer man ikke videre, men vil sidde og læse den samme historie om Silver Surfer og Dawn for evigt indtil universet går under. Genialt.
Thor af Jason Aaron mfl.
Vi bliver hos Marvel, men er stadigvæk lidt uden for centrum af det store superhelteunivers. Dog er vi lidt tættere på midten end hos Silver Surfer og Ant-Man, der befolker universets randområder og skæve hjørne. Thor er trods alt en af kernefigurerne i The Avengers. Og så alligevel. For Thor er jo ikke bare en hr. Hvem-som-helst. Han har trods alt sin egen filmserie. Men… og det er her, at det bliver interessant: Thor er ikke længere en mand. Eller det vil sige: En kvinde har samlet hammeren op og er nu den nye Thor.
Forfatter Jason Aaron startede sin tid på Thor med at skrive storslåede fantasy-epics om den klassiske macho-Thor, som vi alle kender. Men så skete der noget. Den gode superheltegud var pludselig ikke værdig til at bære hverken hammeren eller navnet Thor, og så måtte der nye, kvindelige muskler til. Det lyder som et gimmick, men Aaron tilføjer den kvindelige Thor så meget charme, humor og styrke, at man faktisk ikke savner ham muskelfyren med de gyldne lokker.
Der er ikke tale om en subtil tegneserie her. Den feministiske agenda bliver banket hårdt igennem (med en kæmpe hammer og kæmpe søm), og der bliver også uddelt spidse stikpiller til de kvindehadende mænd, der (måske og måske ikke) gemmer sig rundt omkring på internettet. Og det er faktisk ret sjovt. Selveste Odins magt i Asgård bliver der også sat spørgsmålstegn ved, da Frigg pludselig ikke finder sig i det mere. Det er OGSÅ sjovt og godt fundet på. At skurken så er verdens ondeste oliefirma, der i virkeligheden bare gerne vil forurene, gør den nye Thor til en tegneserie, der på grov og underholdende vis tager fat i nogle af tidens varme kartofler… og det samtidigt med, at Thor altså ikke længere HAR kartofler. Eller noget. Det er farverigt, det er ramasjang, og det er sjaskcharmerende. Jeg vil ikke afsløre præcis HVEM, der nu svinger hammeren. For det ville være en spoiler.
Batgirl af Cameron Stewart, Brenden Fletcher og Babs Tarr.
Det skal ikke være Marvel det hele. Men faktum er, at Marvel tager nogle fede chancer for tiden – måske for at rydde op i deres lidt blakkede image på diversitetsfronten. Se bare hele balladen med Spider-Womans numse, da den fik den komplette grissebassebehandling af Manara. DC har dog også deres egen serie, der faktisk gør sit yderste for at være på de (unge) kvindelige læseres side. Det er intet mindre end gode, gamle Batgirl, der er blevet opdateret, stueren og nærmest lidt Young Adult-agtig. Og det er faktisk lykkedes virkeligt, virkeligt godt. Os gamle røvhuller kan jo huske, da vi så “Buffy the Vampire Slayer” hver søndag eftermiddag, og der er en del Buffy over den nye Batgirl. Nu er hun ung igen, har unge venner, en ung roommate og går sågar i skole. Hun er flyttet til den hippe ende af byen, og seriens stil er en god blanding af farverige situationer, god humor og tilpas med alvor. Lidt ligesom hos Buffy.
Vigtigst af alt, så er hendes kostume ikke en slet skjult stripperdragt, men derimod et cool outfit lynet op helt op til halsen. Og så er det ret let at cosplaye, vil jeg gætte på.
Det kan godt lugte lidt af spekulation, at et forlag giver en klassisk figur og en gammel serie et nyt, ungt lag maling, men igen… hvem rager det, når det virker? Serien er i hvert fald lige til at knuselske.
