Falske Tintin-forsider er blevet en genre i sig selv. Vi har samlet 28 af de bedste og mest interessante.
Den 22. april er der Art-Bubble tegneseriefestival på Dokk1 i Aarhus, og blandt gæsterne er fransk-canadiske Yves Rodier, der især har skabt sig et navn på at tegne falske Tintin-forsider.
Arven efter Hergés unge reporter og omslagenes ikoniske design er så stærk, at falske Tintin-forsider er blevet en genre i sig selv, med over tusind forskellige drivende omkring på internettet.
Vi har samlet en lille serie med 28 af de bedste og mest interessante, og kategoriseret dem i tre grupper, de popkulturelle, de politiske og kollegaernes hyldester.
De popkulturelle
I nørdeland er man besat af crossovers, mashups og easter eggs. Så her er en række forsider med fokus på de popkulturelle tungen-lige-i-munden referencer. Tintin møder Star Wars, Alien, Call of Cthulu og… Tintin.
Star Wars/Tintin-mashups er populære. Alex Roca riffer “Landet med det sorte guld” i sin Luke Skywalker-forside.
…Mens Rey & Jakku eventyret “Den mystiske droide” bygger på “Den mystiske stjerne”.
For musiknørderne: Her spiller Tintin trommer i et band med Talking Heads David Byrne (vokal) og Tina Weymouth (bas), mens de to resterende Talking Heads medlemmer Chris Frantz og Jerry Harrison bliver arresteret af Dupont og Dupond. Og hvem er så guitaristen? Det er såmænd tegneren Doug Hansens søn.
Tintin med hipsterskæg og latte – af Tynan.
Tegneren Muzski har lavet en række forsider hvor Tintin møder horrorforfatteren H.P. Lovecrafts Cthulu-univers, her bygget på “Tintin og Picaroerne”.
Dan Hipp har lavet en række falske forsider, hvor Tintin & Co møder universerne fra blandt andet Star Wars og, som her, Alien. Stilen er dog et stykke fra Herges.
Art-Bubble-aktuelle Yves Rodier har ladet Tintin-banden besøge London. Nærmere bestemt Abbey Road.
Det er ikke Tintin, men Mads og Mette fra Hergés sideprojekt “Mads, Mette & Sjokos oplevelser” der pryder denne forside, hvor de er er ved at blive angrebet af et af monstrene fra Jeff Smiths eventyrserie “Bone”. Ophavsmanden er ukendt for os, men forsiden er signeret Hergés fødenavn Georges R. G. Remi.
Tintin møder… Tintin. Tegneren Harry Edwood har tegnet en lang række vellignende falske Tintin forsider, med nye eventyr som f.eks. “Retur til månen”. Her opdager Tintin og Haddock de falske forsider og skitser i tegnerens arbejdsværelse. “Ni drømme” hedder albummet.
De politiske
Hergé tænkte vel aldrig sin Tintin som politisk, men serien var det starten af, da den unge, idealistiske belgiske reporter i sit allerførste eventyr satte fod på sovjetisk jord. Lige efter fulgte “Tintin i Congo”, et album der blev selve sindbilledet på den koloniale racistiske tankegang i første halvdel af det 20. århundrede. Siden hen var Tintin involveret en række virkelige og allegoriske konflikter overalt i verden, mens Hergés handlen under 2. verdenskrig har været stærkt omdiskuteret.
Ingen helt er så ren som Tintin, ingen serie så beskidt som Tintin. Det politiske har fokus i en række af de falske forsider, der bruger serien til at sætte fokus på aktuelle konflikter, og stille spørgsmål som: “hvordan er virkeligheden i det land Tintin engang besøgte?” og “hvad ville den heltemodige reporter have gjort i denne situation?”.
Til “Piraterne i Golfen” har Bispro, aka Stephane Beaumort, brugt en forside-illustration fra det ugentlige Tintin blad fra den 16. januar 1947, og arbejdet videre på den.
– I historien redder Tintin og Haddock Castafiore som er taget gidsel af ryggesløse pirater ved Somalias kyst, har han fortalt om det ikke-eksisterende albums historie.
Tintin og Haddock hjælper til ved 9/11 – frit efter “Rute 714 til Sydney”. Af hollandske Joost Veerkamp, der har lavet adskillige Tintin hyldester i en stil ganske tæt på Hergés.
I “Landet med skrald” er vi i et slumkvarter. Jeepen er fra forsiden af “Landet med det sorte guld”, mens slumkvarteret er hentet fra det sidste billede i “Tintin og Picaroerne”. Så vi må være i Picaoernes fiktive sydamerikanske hjemland San Theodoros. Bagmanden er igen Bispro.
Køn er den ikke, men det politiske budskab er ikke til at tage fejl af. Tintin redder en palæstinensisk pige i det besatte Gaza, mens de israelske bomber falder. Af Carloseco.
Hvad “Tintin i Tehran” kommenterer på, er til gengæld mere uklart for denne skribent. Måske trafiksikkerheden i den iranske hovedstad? Køn er den ikke, men der er alligevel noget over Haddock med bedekæde og svenskerhår. Ukendt tegner.
I “Motorvej til solen” skal der fældes noget regnskov og Tournesol gør sit. Baseret på “Soltemplet”. Tegner ukendt.
Nazi-Tintin. “Den endelig løsning”. Mit franske er ikke godt nok til at oversætte citatet. Tegner ukendt.
En Tintin-forside som højaktuelt visuelt metafor: “Tintin og Brexit-planen”. Tegningen er fra “Krabben med de gyldne klør”, mens grebet med den sorte baggrund og det runde billede er fra forsiden på “Koks i lasten”.
Cosey, der står bag serien om Himalaya-hippien Jonathan, måtte selvfølgelig genbesøge “Tintin i Tibet” i sin politiserende hyldest: “Tintin i det besatte Tibet”.
Kollegaernes hyldester
Og med Coseys forside er vi allerede ovre i afdelingen for hommager fra kollegaerne.
For Hergé er også tegnernes tegner. Den belgiske mester står både fader til det europæiske tegneseriealbum og den rene, elegante ligne claire-streg, der har trukket lange og brede spor op gennem tegneseriehistorien. Så det synes oplagt, at en lang række anerkendte tegnere har hædret Tintin og hans skaber med en forside. Og her er ikke kun ligne claire-disciple, også folk som Hellboy-tegneren Mike Mignola, mareridtsmesteren Charles Burns og popkunstneren Keith Haring blander sig i hyldets-koret.
I Barus (“Blues”) version er spejderdrengen blevet en bister forstadsknægt.
Charles Burns kærlighed til Tintin er særlig tydelig i hans “X’ed out”-triologi. Her en forside med titlen “Jeg er en legende”, hvor Tintin er opgivet af et Burns-freakshow af efterlignere.
Frank Margerin drømmer om en opfølger til “Tintin i Amerika”. “Sjukkerne”-tegneren udstyrer selvfølgelig vore helte med et par fede kværne.
En livsglad sag fra ’87 af popkunstneren Keith Haring.
“De syv krystalkugler” i Mike Mignolas (“Hellboy”) streg.
“Den trekantede kuffert” af Bilal (Nikopol-triologien, mm).
Med Alex Varennes (“Ardeur”) fascination af Europa i forfald i mente, kan det ikke undre, at han har sendt den unge reporter til Berlin, mens muren stadig stod.
“Ankomst til templet”. Soltemplet, formoder vi. Af Thorgal-tegneren Rosinski.
I Andre Juillards (“Spurvehøgen”, “Blake og Mortimer”) hommager nyder vor helt at læse om egne eventyr.
Også her, hvor Tintin, Haddock og Terry synes at været gået ind i deres otium. Igen Juillard.
