Kig nærmere på Femi-nichens nyeste tegneserie-favorit: Sophie Goldstein, der laver smukke og spekulative fremtidsvisioner.
Min fedeste oplevelse under dette års Copenhagen Comics var at tale med Sophie Goldstein, en ung tegner fra USA, hvis tegneserier stadig er stort set ukendte herhjemme. Vi talte især om hendes Ignatz-belønnede The Oven (udgivet af AdHouse) og House of Women (en trilogi, der udkommer samlet hos Fantagraphics senere i år), der begge er ’hvad-nu-hvis?’-historier. De falder inden for genren spekulativ fiktion, en slags ’blød’ sci-fi, der er mere ’fiction’ end ’science’. Klassisk for genren handler historierne om køn, moderskab og skumle regeringer. Jeg er vild med Goldsteins arbejde og med den måde, det er feministisk på. Man finder ingen manifester eller radikale idéer. Snarere fremskriver Goldstein sin kritik af, hvordan vi forvalter forældreskab, sex og sociale hierarkier, ved at lade problematikkerne udspille sig i mærkelige verdener.
I en tid hvor mange tegneserieskabere laver (ofte rigtigt gode) selvbiografiske tegneserier, går Goldstein i en anden retning og laver noget, man vel kan kalde ’genretegneserier’. Hendes tegneserier er fyldt med overnaturlige elementer, mærkelige aliens og verdener, læseren ikke kender til. Goldstein har stort set kun lavet den slags tegneserier, og på Copenhagen Comics fortalte hun, at de få gange, hun havde forsøgt sig med selvbiografisk materiale, var det blevet gudsjammerligt kedeligt. I stedet har hun fundet en stemme i sin kombination af simpel tegnestil og futuristiske fortællinger. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun: “Spekulativ fiktion lader mig udforske temaer og emner på en måde, der er mindre åbenlys og derfor mere interessant”.
Syretrip, aliens og farlige mænd
Goldsteins historier er klassisk spekulativ fiktion i den forstand, at de forestiller sig en fremtid, der ikke er svær at tro på. I The Oven virker samfundet faktisk ikke meget langt fra vores – Goldstein har ladet sig inspirere af et eksisterende samfund af anti-teknologi-hippier et sted i den californiske ørken. Goldstein forestiller sig en fremtid, hvor der er strenge restriktioner for, hvem der må få børn, og hvem der ikke må. Da den ene af vore hovedpersoner har akne, må parret ikke få børn og flytter derfor til samfundet The Oven, der er en slags tilbage-til-naturen-samfund uden for regeringens rækkevidde. Uden at afsløre for meget er alt selvfølgelig ikke bare fryd og gammen – med de traditionelle leveformer følger traditionelle kønsroller, og hovedpersonernes forhold lider under at skulle tilpasse sig det nye liv uden skærme eller kontakt til omverdenen.
Kontakt til omverdenen er der heller ikke meget af i House of Women, der til gengæld er en del mere futuristisk. Her er vore hovedpersoner en flok kvindelige aliens, der er udsendt af et mystikomgærdet Imperium til en fjern planet, hvor de skal være forpost i et koloniseringsforsøg. Helt i stil med historisk imperialisme sætter de straks planetens kvindelige indfødte i skole og forsøger at lære dem Imperiets sprog og sætte dem i arbejde. Igen vil jeg ikke afsløre alt for meget her, men det går grueligt galt – ikke mindst fordi det viser sig, at planetens mandlige beboere er sværere at håndtere…
Intet nyt under solen, vil nogen måske mene. Til et vist punkt er det rigtigt: spekulativ fiktion (og sci-fi i det hele taget) er genrefiktion på den måde, at det ofte er de samme historier og temaer, der bliver taget op. Men man skal ikke læse Goldstein bare for plottet; man skal læse hende for den lækre streg, kontrasten mellem de minimalistiske karakterer og de mere detaljerede baggrunde, for det solide håndværk – og selvfølgelig for det, hun selv fremhævede: en udforskning af almenrelevante temaer såsom køn, racisme og reproduktionsrettigheder sat under en anden lup end normalt.
Fiktionens slør
Det er netop på grund af hendes brug af genretræk, at jeg synes, Goldstein ikke bare er en fed tegneseriekunstner, men en feministisk relevant en af slagsen. Utopier og dystopier som dem, spekulativ fiktion beskriver, er ofte politisk ladet, fordi de stort set altid handler om verden i dag. Verden er bare lavet en smule om – sat frem i tiden eller flyttet til en anden planet eller ned under jorden, eller hvad det nu måtte være. Derfor kan vi stadig genkende de arketyper, problemer og motiver, der behandles. Men vi kigger på det med friske øjne og er måske villige til at høre efter noget, vi ellers er blevet døve over for. Fiktionen trækker et slør ned over hverdagen, der lader os tænke anderledes om den og undersøge den mere kritisk, og dét er et ærke-feministisk trick!
Feminisme er en kritik af verden, som den ser ud lige nu, men feminisme er også en forhåbning om en fremtid, der ser anderledes ud. De to ting kan man kombinere, så man med ganske få ændringer og sløringer kan kritisere nutiden gennem en fiktiv fremtid. Det er det, der er på færde i Goldsteins tegneserier. Hun undersøger helt almindelige hverdagsting som parforhold og forældreskab og større problemer såsom det kønnede arbejdsmarked og velmenende, men undertrykkende, oplysningsprojekter. Hun gør det smukt og spændende og sært og virkelig svært at lægge hendes historier fra sig. Så hvis du kan lide din feminisme med et twist af sci-fi, har du potentielt en ny favorit til gode!
Indtil Sophie Goldstein bliver udgivet på dansk, kan man finde uddrag af hendes tegneserier og købe dem, jeg har talt om, på www.redinkradio.com.