Hele tre konferencer om tegneserier er det blevet til denne sommer for forsker Charlotte Johanne Fabricius. Trods forskellige fokusområder tegner der sig en tydelig tendens: Tegneserie-akademia har arkiver på hjernen.
Plakaten fra dette års konference af The Comics Studies Society
Sommer er konference-sæson for de fleste forskere. Vi afholder hverken undervisning eller eksamener i juli og det betyder forsknings- og rejsetid, især i lande hvor man ikke har mange ugers betalt ferie. I juli og august måned har jeg derfor deltaget i tre konferencer – to af dem med fysisk tilstedeværelse i henholdsvis Belgien og Sverige og én af dem virtuelt (fordi jeg hverken havde tid, råd eller lyst til at tage tre dage til Michigan). De tre konferencer havde forskellige temaer: den i Belgien handlede om digitale tegneserier, den svenske om feminisme og aktivisme og den amerikanske havde overskriften ”Collections, Archives, Cultures”.
Og det med samlingerne og arkiverne var også i allerhøjeste grad aktuelt på de to andre konferencer. I det hele taget peger denne sommers program på, at vi tegneserieforskere interesserer os for arkiver som aldrig før. Det er der et væld af årsager til – ikke mindst fordi tegneserieforskere og andre entusiaster kan have et noget ængsteligt forhold til arkiver og samlinger.
Hvad er et arkiv?
Det ser vi om noget herhjemme, hvor Dansk Tegneserieråd er gået ind i kampen for at redde Anders Hjort Jørgensens famøse tegneseriesamling, der lider en usikker skæbne hos Frederiksbergmuseerne. Den samlermani, der præger visse tegneserielæsere, kan resultere i værdifulde bevarelsesprojekter og være guldgruber for forskere. Den kan også ende i nogle håbløse rodebutikker. En del af problemet med den kuldsejlede vision for et tegneseriemuseum synes at ligge i en meget teoretisk skelnen, der har fået reelle konsekvenser: Der er forskel på et arkiv og en samling. En samling er, som ordet antyder, en gruppe af genstande indsamlet mere eller mindre principfast. Et arkiv, i ordets akademiske forstand, består derimod af originalmateriale med et bestemt ophav eller tilhørsforhold. De kræver katalogisering og vedligehold og skal indordnes kuratoriske principper. Museer og biblioteker huser arkiver, men sjældent samlinger.
Hør eller genhør Radio Rackham om genvordighederne omkring drømmen om et dansk tegneseriemuseum:
Det er et problem, ikke kun herhjemme men bestemt også internationalt. Når en tegneserieskaber eller samler vælger at give deres samling videre til fællesskabet, skal der sættes et enormt arbejde i gang. Det giver stabilitet at være institutionaliseret men det opstiller også en lang række krav. Der er aldrig penge nok. Og vigtige dokumenter og viden risikerer at gå tabt. Det kæmper tegneserieforskere og -bibliotekarer med verden over.
Den glemte historie
Tegneserier har nemlig sjældent været en del af Arkivet, i abstrakt forstand. De har været regnet for triviallitteratur, trykt på dårligt papir eller selvudgivet i undergrundsmiljøer, og ikke værd at samle på. På den måde er utallige tegneserier gået tabt for eftertiden – især hvis de var skabt af kvinder, ikke-hvide mennesker eller andre, der gøres usynlige af Historien. Det kræver arbejde at finde dem frem. Nicola Streeten, medgrundlægger af det britisk LDComics, talte i Sverige om sit vanskelige arbejde med at dokumentere kvindelige britiske tegneserieskabere. Da hun bad British Library finde tegneserier af kvinder frem fra deres tegneseriesamling, fik hun én udgivelse. Da hun gik i gang i tidsskriftsamlingen, derimod, begyndte kvinderne at pible frem. Heldigvis var hun vedholdende og dokumenterede den glemte historie i bogen The Inking Woman.
Forskere som Streeten arbejder for at bevare og dokumentere tegneseriehistorie, fra de tidligste eksempler til de nutidige. Digitalisering virker som den oplagte løsning, men også der render vi på problemer. I mit eget arbejde med tegneserier på Instagram indsamler jeg skærmbilleder i store mængder, i forsøger på at gemme de Instagram-opslag, jeg vil skrive om. I princippet ligger de frit og offentligt tilgængelige på Instagram. I praksis kan de være slettet om en time, uden at efterlade sig nogen spor. Min finske kollega Leena Romu, der forsker i feministiske tegneserie-tidsskrifter, præsenterede tre cases på konferencen in Sverige. De to, der blev udgivet på papir før internettet, findes i arkiver. Det tredje, der var en rent digital udgivelse, er ikke længere til at spore på nettet. De digitale løsninger, vi tror kan redde os, snyder os oftere end vi vil være ved.
Til arkivet!
Så vi taler meget om arkiver, min forskerkolleger og jeg. Vi bygger samlinger, på print og digitalt, vi besøger eksisterende arkiver som The Billy Ireland Cartoon Library and Museum i Ohio og The Comic Art Collection på Michigan State University. Vi genopdager glemte forbindelser og værker, vi digitaliserer og katalogiserer og gør en bredere og rigere tegneseriehistorie tilgængelig for offentligheden. Måske bevægelsen også vil få fat herhjemme – selvom vi er ganske få danske tegneserieforskere. Måske arkivfeberen kan brede sig. Den synes i hvert fald smitsom.
Digitaliseringsprojekt hos Michigan State Universitys tegneseriesamling
Del på
