Tyske Arne Bellstorf er aktuel med Beatles-tegneserien “Baby’s in Black”, men serieskaberen er kun ét af nabolandets mange talenter. Læs Poul Petersens gennemgang af den unge germanske garde for Strip! anno 2009.
Af Poul Petersen
Tyskland er i international tegneseriesammenhæng ofte noget overset. Landet er med sine 82 millioner indbyggere EUs befolkningsmæssigt største, og taler man om markedet for tysksprogede udgivelser, kan man dertil lægge de 5 millioner tysktalende schweizere og 8 millioner østrigere.
Den tyske serieproduktion er dog lille set i forhold til landets størrelse – der udkommer færre originale titler end i tegneseriehovedlandene Japan, Frankrig og USA, men også lande som Belgien og Holland overgår Tyskland på dét felt.
Tyskland har ellers en gammel og blomstrende tradition for tegnet satire i aviser og blade. Siden sidste halvdel af 1850’erne har tyske aviser budt på bladtegninger af høj kvalitet. Fra 1860’erne og frem til sin død i 1908 var Wilhelm Busch med til at definere tegneseriens formsprog med satiriske billedbøger som “Max und Moritz”. En lang række tidsskrifter rendyrkede satiren, f.eks. ugebladet Simplicissimus, grundlagt i 1896, hvis socialt engagerede og kritiske tegninger blev leveret af bl.a. George Grosz, Heinrich Kley og Käthe Kollwitz, mens bladets tekster kom fra forfattere som Hermann Hesse, Thomas Mann og Rainer Maria Rilke.
Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev satiren undertrykt – man lukkede bl.a. Simplicissimus, og man prøvede at tvinge bladtegnerne i regimets tjeneste. Det lykkedes dog ikke helt; f.eks. lavede E.O. Plauen, kendt for avisstriben Vater und Sohn, en række kritiske tegninger, der formåede at slippe gennem aviscensuren. I 1944 blev Plauen arresteret. Han begik selvmord i arresten, inden retssagen mod ham startede.
Efter Anden Verdenskrig blomstrede den satiriske avis- og bladtegnertradition straks op igen. Tyske læsere var altså helt fra midten af 1800-tallet vant til tegninger og striber henvendt til et voksent publikum.
Comics
Det var imidlertid først i 1947, at egentlige tegneseriehæfter stilet til børn og unge begyndte at udkomme i Tyskland i form af oversatte amerikanske serier. I USA hentede tyskerne samtidig ordet comics, der hermed blev den tyske betegnelse for tegneserier. Hurtigt kom en tysk egenproduktion af seriehæfter i gang, men ofte af kunstnerisk tvivlsom kvalitet. 1950’ernes tegneseriehetz, der også rasede i USA og i mindre grad i Danmark, ramte hårdt i Tyskland, hvor de nye seriehæfter af mange psykologer og forældre blev betragtet som direkte skadelige for børn. I Forbundsrepublikken vedtog man i 1953 en lov mod “ungdomsskadelige” blade, og i DDR var landets eneste serieblad, Mosaik, underlagt censur (og forlaget insisterede på, at Mosaik ikke var et tegneseriehæfte, men derimod et “billedtidsskrift”).
Tegneserier som begreb kom således skævt fra start i Tyskland, og tegnere foretrak ofte at arbejde for aviser og nyhedsblade, hvor man kunne undgå lavstatus-betegnelsen “serietegner” og i stedet blive respekteret som satire- eller humortegner.
Dette forhindrede dog ikke serieblade som Disneys oversatte Micky Maus og Rolf Kaukas tyskproducerede Fix & Foxi m.fl. i Forbundsrepublikken og Mosaik i DDR i at overleve og sælge i store oplag. Og enkelte serieskabere markerede sig allerede i 50’erne med kvalitetsserier, selv om antallet var færre end i Tysklands nabolande mod vest og nord. Fra perioden bør nævnes to serier, der sidenhen er blevet tyske serieklassikere: Manfred Schmidts detektivparodi Nick Knatterton, der blev bragt i ugebladet Quick i 1950-59, og Roland Kohlsaats fantasifulde eventyrserie Jimmy, das Gummipferd, der 1953-77 blev trykt i ugebladet Stern. Karakteristisk nok for samtiden blev begge serier således bragt i nyhedsblade.
I 1970’erne begyndte Franziska Becker, Gerhard Seyfried m.fl. at lave samfundskritiske tegneserier, der fulgte op på bladtegnernes satiriske tradition, men det var først i 80’erne, at tegneserien slap for det dårlige ry, den havde haft siden 50’erne. Det skete især takket være Ralf König og Brösel, der begge debuterede i begyndelsen af 80’erne.
Ralf König markerede sig med sine humoristiske serier om homoseksuelle miljøer og de homoseksuelles forhold til det omgivende heteroseksuelle samfund. “Der bewegte Mann” (“Den følsomme mand”) fra 1987 blev en salgssucces, og filmatiseringen fra 1994, der blev en publikumsmagnet og vist i 47 lande, slog definitivt Königs navn fast.
Brösel udgav det første album med sin seriefigur Werner på eget forlag i 1981. Fra og med bind 4 i 1985 har Werner-serien været den bedst sælgende tyske tegneserie overhovedet. Den autoritetsfornægtende, dialekttalende biker Werner er gået rent ind hos det tyske publikum – flere af biker-slangudtrykkene i serien er indgået i tysk dagligsprog, og siden 1990 er der kommet hele fire Werner-biograffilm og fem computerspil.
I slipstrømmen efter König og Brösel er siden fulgt andre succesrige serieskabere med satiren som middel, bl.a. Walter Moers (Adolf og Käpt’n Blaubär) og Joschka Sauer (Nichtlustig).
Avantgarde
Tegneseriens endelige rehabilitering som noget, der også kunstnerisk er værd at beskæftige sig med, kom i Tyskland i løbet af 90’erne, og havde ironisk nok udgangspunkt i det DDR, der via censuren nærmest garanterede kunstnerisk tandløshed. Kort før murens fald i 1989 dannede østtyskerne Anke Feuchtenberger, Henning Wagenbreth, Holger Fickelscherer og Detlef Beck kunstnergruppen PGH Glühende Zukunft (“Håndværksproduktionsfællesskabet strålende fremtid”). Alle fire er uddannet i billedkunst og grafik på kunstskolen Berlin-Weissensee, og interesserede sig for tegneserien som udtryksform, netop fordi den var ildeset af regimet.
Efter den tyske genforening i 1990 blev Glühende Zukunft-folkene med deres grafisk markante stil, der trak veksler på ekspressionismen, stærkt efterspurgte som leverandører af illustrationer og grafik. Sammen med andre folk med kunstskolebaggrund, først og fremmest østtyskerne Atak og CX Huth og vesttyskerne Martin tom Dieck og Hendrik Dorgathen, barslede Feuchtenberger og Wagenbreth i begyndelsen af 90’erne med en række visuelt og fortælleteknisk eksperimenterende serier, der udforsker krydsfeltet mellem tegneserie og billedkunst. En decideret tysk tegneserieavantgarde var født.
Ingen af disse avantgarde-serieskabere kan konkurrere med Brösel og König, hvad angår salgstal, men takket være deres arbejde som grafikere og illustratorer samt deres forbindelser til kunst- og medieverdenen har de fået megen positiv medieopmærksomhed, og deres værker er ved flere lejligheder blevet udstillet i gallerier. Endvidere har Dieck, Dorgathen, Feuchtenberger og Wagenbreth nu i en årrække undervist i illustration og grafik på kunstskoler i henholdsvis Kiel, Kassel, Hamburg og Berlin, og har dermed været lærere for flere af den nye generation af tyske serieskabere, som er debuteret efter årtusindskiftet.
Ligesom i Danmark markedsføres de nye tegneserier med litterært præg som graphic novels i Tyskland. Strategien virker, idet tegneserierne har holdt deres indtog i de tyske boghandler. Det hører med til historien, at manga de seneste 10 år er blevet en massiv succes i Tyskland. Udbuddet af oversatte japanske serier er enormt, og manga udgør i dag ca. 75% af det tyske seriesalg. Serierne har fundet et helt nyt publikum, og enhver tysk boghandel har idag adskillige hyldemeter med manga, hvor tegneserier for blot 15 år siden primært var henvist til kiosker og deciderede tegneseriebutikker (som der til gengæld findes mange af i Tyskland). Graphic novel’en er i en hvis grad redet med på mangaens kommercielle succes. Ikke desto mindre er graphic novels i dag fast ingrediens på tyske boghandleres hylder.
STRIP! præsenterer de nye stjerner på den tyske graphic novel-himmel:
Mawil
Markus Witzel alias Mawil, født i 1976 i Østberlin, er en af de mest populære og kritikerroste i den nye generation af tyske serieskabere. Han begyndte at levere serier til diverse antologier mens han gik på kunstskolen Berlin-Weissensee, og siden afslutningen af studiet i kommunikationsdesign i 2002 (hvor afgangsopgaven var en tegneserie), er det blevet til et utal af både kortere og længere værker.
Mawils serier er alle selvbiografiske. Hans styrke er den hudløse ærlighed, den charme og den lune humor, han forlener sine serier med, uanset om de handler om barndommen i DDR, forelskelse, arbejde, computerspil eller noget helt femte. Mawil fremstiller oftest sig selv som en lidt kejtet person, der uden alt for stor succes prøver at begå sig i det omgivende samfund.
Med undtagelse af graphic novel’en “Die Band” (2004) om Mawils oplevelser som bassist i diverse amatørbands, er Mawils serier relativt korte, og hans seriebøger rummer flere episoder. Gennembrudsværket “Wir können ja Freunde bleiben” (2003) består således af fire fortællinger om ungdommelige forelskelser, mens “Action Sorgenkind” (2007) indeholder alt fra enkeltsider om Mawils Skoda til en 44 sider lang serie om et ferieophold i en yoga-lejr i Sydfrankrig.
Mawil er også storleverandør af illustrationer til blade og aviser, og tegner jævnligt seriesider til dagbladet Der Tagesspiegel om alle mulige og umulige emner.
Arne Bellstorf
Arne Bellstorf er født i Dannenberg i 1979, og har studeret grafik og design i Hamburg. Hans afgangsprojekt fra designskolen, hvor han studerede hos Anke Feuchtenberger, er samtidig hans kritikerroste graphic novel-debut “Acht, neun, zehn” (2005).
Bogen handler om teenageren Christoph, der tilbringer de sidste uger af sommerferien med at lave ingenting, inden han skal gå tiende klasse om. Den varme, begivenhedsløse sommer bliver pludselig interessant, da Christoph møder den ét år yngre pige Miriam, der arbejder i den lokale blomsterbutik. De to teenagere indleder famlende et forhold, men den menneskesky Christoph formår ikke at gengælde Miriams følelser.
Med stor præcision skildrer Bellstorf puberteten i al dens alvor og latterlighed – det er på én gang trist og muntert og med stor indlevelse i de usikre hovedpersoner. Bellstorf trækker grafisk tråde til både Chris Ware og Daniel Clowes, men fortælleteknisk er “Acht, neun, zehn” sin egen.
Siden 2006 har Bellstorf hver fjerde uge til dagbladet Der Tagesspiegel tegnet serien Vom Leben gezeichnet, der som titlen antyder handler om dagligdagens små fortrædeligheder.
Flix
Felix Görmann alias Flix er født i 1976 i Münster, og har studeret grafisk kommunikation i Saarbrücken og Barcelona. Til afgangsopgaven fra kunstskolen i Saarbrücken valgte han emnet “selvbiografi” – det blev til tegneserien “Held” (2003), som er Flix’ selvbiografi fra fødsel til død 88 år senere. Den første halvdel af bogen, frem til side 68 og året 2002, er reel selvbiografi, mens resten i sagens natur er ren fiktion.
Flix’ indtil videre tre graphic novels har således selvbiografiens form og en Felix Görmann som hovedperson, men som Flix selv understreger, er de i væsentlig grad fiktion – historierne tager udgangspunkt i virkelige oplevelser og personer, men den faktiske handling er frit opfundet.
“Held” fik mange anmelderroser og vandt i 2004 Max & Moritz-prisen for bedste tyske tegneserie. Efterfølgeren “Sag was” (2004) handler om Felix og Sophie, der prøver at få et parforhold til at fungere. I Flix’ seneste opus “Mädchen” (2006) fortæller Felix en løgn til en sød pige for at komme i kontakt med hende. Kontakten etableres, et forhold opstår – og selvfølgelig vender løgnen tilbage og rammer Felix som en lavine, der ødelægger alt. Det er morsomt, men også rørende; Flix’ cartoony tegnestil, elegante fortælleteknik og skarpe humor kombineres med ægte psykologisk indlevelse – man kommer uvægerligt til at holde af hans meget menneskelige figurer.
Til dagbladet Der Tagesspiegel har Flix siden 2007 hver søndag lavet en side af serien Da war mal was, hvor hver episode er baseret på et interview med en tysk borger om vedkommendes opvækst i enten Øst- eller Vesttyskland inden genforeningen. En bog med alle Da war mal was-episoderne udkom i august 2009, i tide til 20-årsdagen for murens fald 9. november 1989.
Desuden laver den uhyre produktive Flix også vittighedstegninger til diverse blade samt en daglig episode af web-tegneserien Heldentage 2.0 til sin egen hjemmeside.
Line Hoven
Line Hoven, der er født i Bonn i 1977, var oprindeligt slået ind på en karriere som kostumier, men skiftede teatret ud med et studie i visuel kommunikation i Kassel og Hamburg.
Hovens tegneseriedebut “Liebe schaut weg” (2007) fortæller i velvalgte punktnedslag historien om hendes forældre og bedsteforældre. Hendes tyske far Reinhard Hoven og amerikanske mor Charlotte Lorey mødes og forelsker sig, da Charlotte studerer i Bonn. De beslutter sig for at blive gift, hvilket ikke falder i ubetinget god jord. Reinhards far Erich har nemlig været i både Hitlerjugend og Værnemagten, mens Charlottes far Harold prøvede at melde sig frivilligt til den amerikanske hær for at bekæmpe nazisterne. Det første fælles familiemøde er ikke hjerteligt – der er mange fordomme, der skal aflives, og især Harold Lorey er meget imod forbindelsen mellem de to unge.
Line Hoven tegner i skrabekarton-teknik sirligt detaljerede billeder, som fint understreger en stemning af at prøve at indfange noget så uhåndgribeligt som en families kollektive erindring. “Liebe schaut weg” fortæller ikke bare en families historie, men behandler på fornem og underspillet vis emnerne hukommelse og fortrængning.
Isabel Kreitz
Isabel Kreitz, der er født i 1967 i Hamburg, er en af pionererne inden for den tyske graphic novel. Efter at have studeret grafisk design i Hamburg og New York blev hun hyret til at tegne avisstriben Ottifanten, som hun snart skiftede ud med sin egen humorstribe Heiss und fettig, der gik i Bild-Zeitung i et halvt år. Herefter afprøvede Kreitz i midten af 1990erne den længere, mere seriøse serieform i fire album om ungdom og undergrundskultur i Hamburg.
Med det erklærede mål at lave tegneserier for folk, der normalt ikke læser tegneserier, udsendte Kreitz i 1996 hvad der kan siges at være den første tyske graphic novel, nemlig “Die Entdeckung der Currywurst” efter Uwe Timms roman af samme titel om livet i det sønderbombede Hamburg omkring slutningen af Anden Verdenskrig – og opfindelsen af den tyske national-fastfood Currywurst.
Siden er det blevet til adskillige værker for både voksne (f.eks. “Waffenhändler”, 1998) og børn (“Der 35. Mai”, 2006).
Kreitz’ “Die Sache mit Sorge” (2008) er blevet rost til skyerne af de tyske anmeldere. Tegneserien handler om journalisten Richard Sorge (1895-1944), der var sovjetisk spion ved den tyske ambassade i Tokyo før og under Anden Verdenskrig. Sorge betragtes som en af de mest effektive spioner nogensinde; bl.a. kunne han på forhånd advare russerne om det tyske angreb på USSR i juni 1941 – en advarsel Stalin som bekendt ignorerede. Sorge var i mange år efter krigen nærmest myteomspundet – kun den sovjetiske ledelse kendte hele sandheden om hans spionageaktivitet, men USSR benægtede indtil 1964 officielt enhver forbindelse til Sorge.
På basis af et omfattende researcharbejde har Kreitz skabt en grundig og detaljeret dramadokumentarisk serie, der beskriver den idealistiske Sorges op- og nedture, efterhånden som hans alkoholmisbrug og den konstante risiko for afsløring sætter sine spor. Også menneskene omkring Sorge – den brogede flok af japanere og eksileuropæere, nazister, kommunister og demokrater, idealister, medløbere og pragmatikere – beskrives levende. “Die Sache mit Sorge” byder på menneskeligt drama, elementær spænding og en fint indfanget fornemmelse af historiens vingesus.
Kati Rickenbach
Kati Rickenbach er født i Basel i Schweiz i 1980, og har studeret kunst i Luzern og Hamburg. Siden 2003 har hun lavet en række selvudgivne mini-seriehæfter samt bidraget med karikaturer og serier til en række blade og antologier, bl.a. Orang og Strapazin.
Rickenbachs debut-album “Filmriss” (2007) handler om Lela, der vågner op efter en nat i byen og opdager et stort sugemærke på sin hals. På grund af et blackout ved hun ikke, hvordan det er dukket op. Hun ringer til sin veninde Nina som hun gik til fest med, og prøver derfra at finde ud af, hvad der egentlig er foregået i løbet af natten. “Filmriss” starter som endnu en af mange historier om storby-ungdom og det moderne livs ulidelige lethed, men historien tager hurtigt nogle uventede drejninger, efterhånden som Lela forsøger at gennemskue hvem af historiens personer, der har spillet hvilken rolle i en karrusel af druk, stoffer, uforløste lidenskaber og psykisk ubalance. Det er medrivende fortalt og lige dele foruroligende og sorthumoristisk.
Sascha Hommer
Sascha Hommer er født i Schwarzwald i 1979, og har studeret grafik og design i Hamburg. I 2002 grundlagde han sammen med Arne Bellstorf serieantologien Orang, som de stadig redigerer.
Hommers graphic novel-debut er “Insekt” (2006) om drengen Pascal, der bor i en storby med så kraftig røgforurening, at folk dårligt kan se hinanden hverken ude eller inde. Pascal er populær blandt sine skolekammerater – ingen har opdaget, at han er et insekt. I “Insekt” bor der nemlig intelligente insekter i menneskestørrelse ude på landet, mens storbyen ved lov er forbeholdt mennesker. På grund af røgforureningen kan Pascal og hans forældre bo uopdaget i byen. Da en af Pascals klassekammerater en dag tilfældigvis finder ud af, hvordan det egentlig hænger sammen, udstødes Pascal af fællesskabet – den egentlige tragedie er, at Pascal indtil da ikke selv var bevidst om, at han er anderledes end de andre børn.
Det ligger lige for at læse “Insekt” som en allegori over institutionaliseret racisme, men trods det tunge tema er der en lethed over fortællingen, som også kan nydes slet og ret for Hommers på én gang grove og elegante tegninger.
Siden 2007 har Hommer sammen med Jan-Frederik Bandel lavet dagstriben Im Museum til avisen Frankfurter Rundschau. Den lettere surrealistiske serie handler om to børn, der bliver lukket inde i et museum, hvor de bl.a. møder Charles Manson, Ernst Jünger, Fidel Castro og Pacman. Første opsamlingsbog med Im Museum udkom i 2008.
Jens Harder
Jens Harder, født i 1970 i Weisswasser, er uddannet grafiker fra kunstskolen Berlin-Weissensee. Han arbejder da også primært som grafiker og illustrator, men det er tillige blevet til en hel del tegneserier. Fra 2000-2004 udgjorde Harder sammen med fem andre tegnere, bl.a. Mawil, kunstnergruppen Monogatari, der stod bag en håndfuld serieantologier.
Harders graphic novel-debut er “Leviathan” (2003), en storladen, drømmeagtig fortælling om en gigantisk hval, der gennem århundreder truer skibe og søfolk. Serien er næsten ordløs – de eneste tekster er korte citater fra Herman Melville, Thomas Hobbes og Bibelen. Harder trækker i “Leviathan” på mytologi, litteratur og videnskab om hvaler, og tegningerne citerer af og til kalkmalerier og træsnit fra middelalderen.
I 2005 var Harder en af seks serieskabere i antologien “Cargo: Comicreportagen Israel – Deutschland”, arrangeret af det tyske Goethe-kulturinstitut. Tre tyske tegnere (Tim Dinter, Jan Feindt, Jens Harder) besøgte Israel, mens tre israelere (Rutu Modan, Guy Morad, Yirmi Pinkus) besøgte Tyskland, og alle seks lavede hver sin serie om eller inspireret af opholdet.
Harders seneste graphic novel er “Alpha”, en opulent og visuelt overvældende tegneserie, der på 350 sider fortæller intet mindre end universets historie fra Big Bang over livets skabelse til nutiden.
… og alle de andre
Der er naturligvis mange flere nye serieskaber-talenter i Tyskland end de ovenfor præsenterede. F.eks.:
Andreas Michalke, som primært er trommeslager og DJ, men siden 2002 har lavet serien Bigbeatland til ugebladet Jungle World. Serien henter sit stof og sine personer i de musikalske og politiske subkulturer, Michalke selv færdes i. Hovedpersonerne er alle studieværter hos en alternativ og venstreorienteret storby-lokalradio, og Michalke spidder kærligt den meget selvbevidste politiske korrekthed, der trives i det miljø. I 2006 udkom den første opsamlingbog med Bigbeatland.
Ulli Lust er østriger, men bor i Berlin. Hendes seriebog “Fashionvictims, Trendverächter” er en samling miniportrætter af livet i den tyske hovedstad, som det udfolder sig i musikklubber og indkøbscentre, i cafeer og møntvaskerier, blandt småbørnsforældre og pensionister, osv, osv.
Ulrich Scheel, som i 2009 debuterede med “Die sechs Schüsse von Philadelphia”, en graphic novel om en gruppe teenagere i den søvnige lille by Philadelphia i Brandenburg i DDRs sidste år. Gruppen får tilfældigvis fat på en revolver, der straks indtager en central og skæbnesvanger plads i deres liv.
Elke Steiner har specialiseret sig i serier om jødedommens historie i Tyskland inden nazismen. Hendes nyeste opus, flerbindsværket “Die anderen Mendelssohns”, tager udgangspunkt i den indflydelsesrige tysk-jødiske Mendelssohn-familie. Men i stedet for at fokusere på de berømte bankierer, kunstnere og lærde, handler serien om familiens fem sorte får, der på grund af kontroversielle holdninger eller livsførelse blev holdt ude af det gode borgerskab og glemt af eftertiden.
Dirk Schwieger boede i 2005-2006 i Tokyo, og lavede webtegneserien “Moresukine” om sine iagttagelser. Serien er usædvanlig derved, at Schwieger lod sine læsere foreslå, hvilket emne han skulle udforske til næste episode. På den måde sendte læsere fra hele verden Schwieger på opdagelse i f.eks. gastronomi og natteliv. Det blev til i alt 24 dagbogsagtige episoder, hvor Schwieger fortæller om japansk kultur og mentalitet. “Moresukine” blev udsendt i bogform i 2007.
Vil man følge med i hvad der udkommer af graphic novels i Tyskland – både de tyskproducerede og de oversatte – kan man tjekke hjemmesiden Graphic-novel.info
Siden 2009
Artiklen blev skrevet i starten af 2009, og siden har de fremhævede serieskabere udgivet en række tegneserier og graphic novels:
- Arne Bellstorf: “Baby’s in Black” (2010)
- Flix: “Verliebt!” (2009), “Der Swimmingpool des kleinen Mannes” (2009), “Da war mal was…” (2009), “Faust” (2010)
- Isabel Kreitz: “Haarmann” (2010)
- Kati Rickenbach”: “Jetzt kommt später” (2011)
- Sascha Hommer: “Vier Augen” (2009), “Dri Chinisin” (2011)
- Andreas Michalke: “Bigbeatland 2” (2010)
- Elke Steiner: “Risiken und Nebenwirkungen” (2010)
- Ulli Lust: “Heute ist der letzte Tag vom Rest deines Lebens” (2009)
Artiklen blev oprindelig bragt i STRIP! nr. 45 (2009).
Del på
