I dag udkommer Katrine Clante og Annette Herzogs “Pssst!”, en genremixende pigetegneserie med noget på hjerte. Nummer 9 snakkede med bagkvinderne.
Puberteten er en forvirrende tid, det er ingen hemmelighed. Hvad er du, når du ikke længere er barn, men heller ikke rigtig voksen? Og hvad sker der lige for din krop, der buler og vokser i uregelmæssige ryk? Forfatter Annette Herzog og illustrator Katrine Clante skildrer med “Pssst!” den tidlige pigepubertets identitetsforvirring i en kalejdoskopisk vekslen mellem tegneserieforløb, illustreret prosa, collager, pasticher på videnskabelige opslagsværker og mere til.
Nummer 9 har interviewet de to debuterende tegneserieskabere, der kan se tilbage på en lang, anderledes og krævende tilblivelsesproces …
Katrine, hvordan gik det til, da “Pssst!” kom til verden?
– Det kan være svært at finde tilbage til, hvor en ide egentlig tager sin begyndelse. Nogle ideer har udspring flere steder.
– Måske startede det med, at jeg i en periode lavede en tegnet dagbog for mig selv med kun lidt tekst. Måske startede ideen med et projekt, jeg engang deltog i, hvor jeg skulle fortælle nogle irakiske asylansøgeres livshistorie i tegninger, og resultatet blev tegneserieagtigt. Der var noget ved tegneseriemediet, som rumsterede længe, det ville noget med mig. Jeg var vild med at læse de nye grafiske romaner, der kom frem på det tidspunkt: “Persepolis”, “Det store onde”. Der var noget med den realistiske fortælling.
– De første skitser var selvbiografiske, jeg havde en ide om, at det selvbiografiske måtte være den grundhistorie, der skulle arbejdes med, inden jeg kunne overveje at digte nyt eller fortælle andres historie. Der var et tema om at føle sig alene og utilpasset, som ville noget mere. Men efter at have rodet med projektet i nogle måneder gik jeg ubehjælpeligt i stå.
– Derfor var det, at jeg sendte mine tegninger til Annette Herzog, hvilket viste sig at være et stort held. Annette og jeg kendte ikke hinanden særlig godt, og heller ikke hun havde arbejdet med tegneserier før, men jeg havde en gang oplevet, hvordan Annettes færdige tekst så at sige fik det bedste frem i mig som illustrator, så hvorfor ikke spørge, om hun havde lyst til at prøve?
Annette Herzog: – Jeg tændte mest på en lille stribe, hvor en pige får en gasballon og er ked af, at dens liv er så kort. Hun ender med at lade den flyve sammen med et brev. Der var så meget længsel og poesi i den, men for en billedbog var det efter min mening for lidt.
– Vi gik til Forlaget Høst & Søn, som havde udgivet vores fælles børnebog ”Flyvere på himlen”. Også redaktøren Tine Flyholm kunne lide Katrines stemningsfulde tegninger, og hun opmuntrede os til at gå i gang med en graphic novel, i farver og på ca. 100 sider. Hvad den helt konkret skulle handle om, vidste vi ikke, men lidt efter lidt kom vi frem til, at den kunne handle om identitet og spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” – det var i lang tid også arbejdstitlen.
– Vi mødtes for at lære hinanden at kende og fortalte hinanden om vores familie, opvækst og oplevelser, der havde haft betydning for os. Vi spurgte også vores døtre. På den måde indsamlede vi en masse små episoder, tanker og stemninger, der kunne finde plads i sådan en bog. Og så havde vi lyst til at udfordre os selv i at give hvert kapitel en helt unik form, således at samspillet mellem tekst og illustrationer skulle variere fra kapitel til kapitel.
– Da vi i fællesskab var kommet så langt, gik jeg det meste af en sommer og prøvede at give det hele en struktur. Jeg gik systematisk til værks og definerede de faktorer, der har en betydning for, hvem vi er: gener, familie, skole, medier, tilfældigheder … Jeg baksede med begrebet cirkulær dramatik, som betyder, at man indkredser et emne og nærmer sig det fra forskellige vinkler. Samtidig skulle der jo også være en lille spændingsbue og en rød tråd, en personlig historie, som læseren kan identificere sig med. Jeg skrev et kapitel for hver af disse faktorer, som også indeholdt illustrationsforslag – en slags storyboard for hele bogen. Mens arbejdet skred frem, sendte jeg mine bud til de enkelte kapitler til Katrine. Bagefter begyndte et intenst pingpong-forløb, hvor vi fortsatte med at diskutere indhold, illustrationer og samspil mellem tekst og illustration.
– Da hvert enkelt kapitels struktur, tekst og tegninger lå nogenlunde fast, var hovedparten af mit arbejde overstået. Nu skulle Katrine starte med det enorme arbejde at skitsere i detaljer og bagefter rentegne. Vi var så heldige, at vi i dette stadie kunne være to uger sammen på Klitgaarden, hvor vi boede dør om dør. Det gav bogen et stort ryk. Og selvom det meste nu var i Katrines hænder, varede samarbejdet helt til slut, fordi der altid dukkede nye spørgsmål op, som der skulle tages stilling til.
Katrine Clante: – Som de fleste andre illustratorer har jeg vænnet mig til at være ret meget enegænger, og har sjældent tænkt på, at det kunne være anderledes.
– Begrebet ”samarbejde” har fået helt ny betydning for mig efter arbejdet med ”Pssst!” Selvom Annette og jeg det meste af tiden har siddet i hver sit hus – nogle gange endda i hvert sit land – har det været helt fundamentalt for mig og for projektet, at der har været nogen at sparre med og hjælpe med at holde kursen i et så langt forløb. Og det har været utrolig sjovt at mærke, hvordan ideerne groede frem ved at kaste bold med hinanden. Samarbejdet med forlaget har også været vigtigt, jeg har mærket dem som en sagte rygvind på hele sejlturen, for nu at blive i det maritime billedsprog.
Annette: – Jeg ser det hele som et forløb, hvor vi i begyndelsen samlede alt, hvad vi kunne finde, og så kogte vi det mere og mere ind. Til sidst blev det krydret med små detaljer, referencer mellem de enkelte kapitler, sjove, spontane indfald … Når jeg nu bladrer gennem den færdige bog, opdager jeg stadig små detaljer, som Katrine har tilføjet, og som får mig til at smile.
Hvad var den største udfordring ved at arbejde med tegneseriemediet, som jo er nyt for jer begge?
Katrine: – I begyndelsen var den største udfordring at gå i gang uden at vide en pind om noget, jeg havde ingen rammer og blev næsten slået omkuld af, hvor lidt jeg vidste. Jeg skulle udvikle min arbejdsmetode helt fra bunden. Alt stillede jeg spørgsmål ved, skulle jeg lave ovale eller firkantede talebobler og skulle historien være en episk roman eller bare en lille episode? Af en eller anden grund fik det mig ikke til at læse ”how to-bøger”, så måske lå der også en frihedsrus i det. Det er nok sådan, jeg fungerer, jeg laver heller aldrig mad efter en opskrift, jeg går bare i gang og er spændt på, hvor det vil ende.
– Senere var min største, men også rigtig sjove udfordring at få kabalen til at gå op med det grid og den bogtilrettelægning, jeg havde besluttet mig for. På daværende tidspunkt havde jeg fået lavet mig en masse regler og systemer, og indimellem var det en udfordring at kunne give slip på en regel, hvis historien krævede det.
– Flytte rundt på uendelig mange små papirlapper, skitsere opslagene igen og igen, tælle sider, arrr det går ikke op! Jeg fandt mig selv grublende, vandrede frem og tilbage som en anden professor Baltazar, for PLUDSELIG at finde på en mulig løsning: Geniaaaaalt!
– Og så det med at blive ved og ved til alt var på plads. Jeg måtte styre mine kreative anfald, og virkelig prøve på at være struktureret. Det var første gang, at jeg også var grafiker på et større bogarbejde, og der var uendeligt mange små ting at dimse med, der gik en hel lang mørk vinter med det, nogle gange var jeg ved at blive lidt tosset af det. Men det er en fed følelse at have gennemført, og jeg vil meget gerne arbejde med tegneseriemediet igen.
Ville det være fair at sige, at du bliver en dristigere tegneseriefortæller, som bogen skrider frem, Katrine? Fra f.eks. side 11’s faste indstillinger og jævne spring i tid til skiftene mellem første- og tredjepersonsperspektiv på side 73?
Katrine: – Bogen er ikke lavet kronologisk, så kapitel 1 blev lavet, før vi gik videre til kapitel 2. Der blev arbejdet lidt rundt omkring. Min arbejdsmetode er sådan, at jeg venter med det sværeste til sidst. Jeg blev efterhånden bedre til det klassiske tegneserieforløb, hvor man skildrer en bevægelse, næsten som på film. De tidlige sekvenser bærer præg af min baggrund som illustrator, jeg lavede adskilte scener efter hinanden. Det kan ses i historien om ballonen, som var det første jeg tegnede. Men begge dele har sin charme, synes jeg.
“Pssst!” blander mange typer visuel historiefortælling – tegneserie, collage, illustreret prosa, opslagsværker. Hvad kan dén tilgang, synes du?
Katrine: – Jeg elsker bøger, der er svære at placere genremæssigt og som leger med mediet. Heldigvis har Annette Herzog det på samme måde. Mens vi arbejdede med “Pssst!”, læste Annette og jeg nogle af de samme bøger: Shaun Tans ”Udkantsfortællinger” og Jonathan Safran Foers roman ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”. I begge bøger leges med alle mulige overraskende virkemidler, grafisk og illustrativt udforskes nye måder at bruge tekst og billeder.
– En børnebog, jeg holder særlig meget af, er Egon Mathiessens ”Mis med de blå øjne”. Dét forløb med op ad bakke ned ad bakke er jo en slags tegneserie, men den er så genial, fordi man bladrer for hvert billede, det er overraskende, enkelt og vidunderligt. Hverken tegneseriemediet eller bogmediet er færdigt med at blive udfordret og udforsket, langt fra!
Det er altid lidt tricky at snakke om “budskaber”, men hvis du gav “Pssst!” til din niece, hvad kunne du så godt tænke dig, at hun fik ud af den?
Katrine: – Jeg synes det er en bog, der afspejler, hvor forvirrende det er, når man er ved at slippe barndommen og endnu ikke har fundet fodfæste i at være ung – gør man egentlig nogensinde det? Det er et slags ingenmandsland, man begynder at stille spørgsmål ved alting, og der er påvirkninger fra utrolig mange sider. Samtidig går kroppen amok i forandringer. Jeg tror, det er lidt af en krise for mange.
– Det også en bog om venskab, om at ønske sig en rigtig god ven. Hvis man har sådan én at spejle sig i, er der meget, der falder på plads.
