Voksenværk
Det at være voksen er ikke nødvendigvis en dans på roser, og ikke alle slags livsstile og -valg passer til alle. Voksenlivet kan blive problematisk hvis man, som Stine, beslutter sig for ikke at få børn. For er man så “rigtig voksen”?
Når man er færdig med sin uddannelse, har fået fast arbejde og måske også fundet manden i sit liv, er det naturlige næste skridt at få børn. Sådan har mange voksne det. Men hvad nu hvis man ikke er der? Hvis man egentlig er ganske godt tilfreds med sit liv – uden børn?
StineStregen har tidligere udgivet to andre bøger i hendes “opvækst-serie”, hvis man kan kalde den det. I den første bog, Det bliver et langt liv, satte Stine fokus på teenageårene og alle de forvirrende tanker, de medførte. I Forklædt som voksen var det livet som ung voksen, der blev sat under lup.
Nu er turen kommet til det at være voksen. Sådan rigtigt voksen med hus, karriere og forhold. Og her er det, at mange mener, at man også skal have børn.
“Man har ikke kendt til kærlighed, før man har fået børn.” “Du vil vel have børn på et tidspunkt?” “Jamen hvorfor ikke?” Spørgsmål som disse og flere til er, hvad man bliver mødt med, når man ytrer sig om en manglende interesse i at få børn. Og det er netop disse spørgsmål, som StineStregen sætter fokus på i Voksenværk. For er det nødvendigt at få børn, hvis man ikke har lyst? Som billedet nedenfor viser, så er man – ifølge en artikel i Politiken – først fuldendt som kvinde, når man har fundet den mand, man vil have børn med.
StineStregen fortæller – fantastisk, enkelt og fuldt af følelser – som kun hun kan, hvordan det er at blive mødt med disse spørgsmål. Hvordan hun gang på gang skal forsvare sit valg. Hvordan hun bliver dømt på selvsamme valg – og fravalg. I forordet står der: ”Jeg gælder ikke, fordi jeg ikke har børn. Det er der jo ingen bøger om.” – og det er rigtigt. Bøger om netop dette valg er et særsyn. Bøger som viser kompleksiteten og de mange tanker, der følger med dette valg, er der ikke mange af. Især ikke nogen, der sætter så ord på det, på så fin en måde som Stine gør.
StineStregen fortæller med både ord og sin streg om fx det svære i at forklare andre, hvorfor lysten til at få børn ikke er der. For hvis man har den lyst, kan det være svært at forstå, hvorfor andre ikke har den. Samtidig er der dem, der mener, at det er egoistisk ikke at få børn – men burde man ikke få børn af lyst snarere end for “at holde befolkningstallet og væksten i gang”, som StineStregen spørger. Flere gange rammer hun hovedet på sømmet, som samtalen ovenfor, der viser hvor meget alle kommentarerne og spørgsmålene har betydet for hende – og helt sikkert også for andre.
Hun formår både at virke sårbar, ærlig og beslutsom. Hun fortæller sin historie – selvfølgelig med kunstnerisk frihed – på en måde, så mange kan spejle sig i den. Måske kan man endda finde modet til at sige til de givetvis velmenende mødre, at de skal flette næbet og respektere ens valg.
Stregen i bogen er, som vi kender den fra tegneserieskaberens andre værker: StineStregen fortæller og illustrerer med en enkelhed og detaljegrad, der gør, at man som læser ikke er tvivl om personernes sindelag og humør. Som de to andre bind er den smukt indbundet med stof på ryggen og meget indbydende.
